Probleme deutscher Zeitgeschichte. Lund Studies in International History, 2, ed. Goran Rystad and Sven Tägil, Lund, Läromedelsforlagen, 1970.

Den foreliggende bogs noget intetsigende titel dækker over en samling på seks essays om forskellige emner fra tysk historie mellem 1914 og 1945; endnu en manifestation af de lundensiske historikeres interesse for tysk historie og beskæftigelse med arkivmateriale fra Hitlertidens Tyskland.

Da der erfaringsmæssigt er en vis risiko for, at forskningsresultater fremlagt
på denne lidt anonyme måde let forbliver upåagtede, kan det være på sin plads
at redegøre nærmere for artiklernes indhold.

Bogens længste studie, Goran Rystads »Die deutsche Monroedoktrin der Ostsee«
er en gennemgang af den tyske Østersøpolitik i tiden før og under 1. verdenskrig,
med særligt henblik på spørgsmålet om Ålandsøernes status.

Resten af bidragene har mere eller mindre eksplicit karakter af metodiske eller kildetekniske øvelser. Sven Tågils studie over »Wegener, Raeder und die deutsche Marinestrategie«, hvori det afvises, at der kan tales om nogen entydig eller eksklusiv teoretisk påvirkning fra viceadminal Wolfgang Wegeners skrifter til den tyske marineledelses strategiske planlægning i 30'erne, har i 1967 været publiceret i tidsskriftet »Cooperation and Conflict«. Den af Tågil anvendte kontrolmodelfor bestemmelse af bestemte ideers »indflydelse« på personer eller persongrupper bliver i nærværende samling også anvendt af Arne Fryksén, der i »Hitlers Reden zur Kultur« viser, hvilke elementer af Hitlers opfattelse af kunstnerens rolle i samfundet, der kan føres tilbage til påvirkning fra Richard Wagner. De øvrige tre artikler har det tilfælles, at deres forfatter på moderne materiale driver tekstanalyser af en intensitet, der normalt forbeholdes perioder med mindre rigtflydende skriftligt materiale. Ola Lindqvists »Studien zur Propagandaum den Reichstagsbrand in Berlin« er en lidt vidtløftig undersøgelse af forbindelserne mellem en række antinazistiske presseorganers behandling af Rigsdagsbranden i 1933. Et af de klassiske kildeproblemer fra mellemkrigstiden, »Hossbach-notatet« om mødet i Hitlers rigskancelli 5. november 1937, bliver behandlet i Goran Henriksons »Das Niirnberger Dokument 386-PS«. Henrikson

koncentrerer sig om en granskning af dokumentets tilblivelses- og overleveringshistorieog mener ud fra en række uregelmæssigheder i dokumentets præsentationunder Nurnbergerprocesserne, at dets sidste del - konferencedeltagernes kommentarer til Hitlers udredninger - kan være blevet redigeret af domstolen og følgeligt bør behandles med forsigtighed. Forfatteren kan dog ikke fremlægge belæg i allieret materiale for at indgreb har fundet sted, men henholder sig til en mulig interesse fra anklagemyndighedens side i ikke at forelægge materiale, som kunne svække dens påstand om Hitlers medarbejderes andel i en sammensværgelsemod freden. Endelig uddyber Lennart Sjostedt i »Das Programm des Grossadmiral Donitz bei seinem Regierungsantritt 1945< sin argumentation fra en artikel i »Scandia« 1964 om at Donitz en kort overgang efter sin udnævnelse til Hitlers efterfølger 30. april 1945, men før modtagelsen 1. maj af meddelelsen om Hitlers død, var indstillet på at fortsætte krigen. Det lykkedes Sjostedt at påvise en række svagheder ved kilderne til den almindeligt accepterede påstand om, at Donitz straks fra sin udnævnelse var indstillet på at forhindre en kamp til sidste mand. Vanskeligheden er imidlertid, at hovedbelægget for Sjostedts opfattelse: Donitz' telegrafiske tilsagn fra natten mellem 30. april og 1. maj til den efter hans formodning stadig levende Hitler om at undsætte ham i Berlin, vel næppe i den foreliggende situation kan tages som fuldgyldigt udtryk for Donitz' personlige hensigter, uanset at der her er tale om en teknisk set »god« kilde. Problemet er af begrænset vigtighed og vanskeligt at opklare på det foreliggendegrundlag, men kan give anledning til interessante metodiske overvejelser.r„„„„»,