Osteuropa-Handbuch Sowjetunion: Aussenpolitik I. 1917-1955. Hrsgg. v. Dietrich Geyer u. a. Koln-Wien, Böhlau, 1972. XII, 618 s. DM 68,-.

Værket indgår i en endnu ikke afsluttet serie håndbøger om de østeuropæiske landes historie og samfundsforhold, udarbejdet af Arbeitsgemeinschaft fiir Osteuropaforschung med tyngdepunkt i Østeuropa-instituttet ved universitetet i Tiibingen. Hidtil er der bl. a. udkommet værker om det sovjetiske økonomiske system og dets historiske udvikling, om Polen og om de traktater og overenskomster, Sovjetunionen har været delagtig i i perioden 1917-1967. Det foreliggende bind dækker - som angivet i titlen - perioden op til og med sen- Stalinismen, og det er planen, at et videregående værk skal føre emnet helt op til nutiden. Disse to bind skal tilsammen udgøre en helhed og forudsætter også hinanden på den måde, at bind II vil komme til at indeholde et samlet register for begge bind. Ja, i virkeligheden er samtlige seriens værker fra udgivernes side ment som et samlet hele, hvilket også det foreliggende bind demonstrerer ved hyppige henvisninger til seriens øvrige håndbøger.

Det har været udgivernes formål at orientere om emnet på »videnskabeligt pålidelig« måde (forordet), og man mener at have set et behov herfor i den nuværende verdenspolitiske situation. Denne noget kryptiske formulering skal formentlig forstås på baggrund af de lidenskabelige indenrigspolitiske kontroverser,som den vesttyske regerings øst-politik i de seneste år har givet anledningtil,

ningtil,og hvor netop ikke mindst historiske analogier fra de tysk-sovjetiske
relationer er blevet påberåbt og anvendt i politisk øjemed.

Som en helt naturlig konsekvens af den overvældende litteratur om emnet (Andreas Hillgruber, en af medarbejderne, siger således om sit afsnit: Sovjetunionens udenrigspolitik under Den II Verdenskrig, at litteraturen alene om dette deltema nu selv for en specialist er næsten uoverskuelig) har et kollektiv, bestående af historikere, politologer og videnskabsmænd fra beslægtede discipliner givet sig i kast med opgaven. En lige så naturlig følge heraf har været, at de enkelte bidragsyderes egne vurderinger træder frem i de forskellige afsnit, idet redaktøren ikke har set det som sin opgave at nå frem til nogen form for samstemmighed. Man skal dog ikke forvente at finde de helt store udsving i grundsynspunkterne. Karakteristisk for mange af bidragene er i øvrigt en vidtgående accept af synspunkter, som sovjetiske historikere i årevis har fremført, men som det var vanskeligt at vinde gehør for under Den kolde krigs periode.

I følge forordet henvender bogen sig ikke alene til videnskabelige specialister og udenrigspolitiske eksperter. Man har dog på den anden side ikke af hensyn til dette bredere sigte villet undlade at informere om den internationale forsknings nuværende stade. Denne indstilling synes at have ført til en art kompromis, således at der ikke er blevet plads for egentlige forskningsoversigter, men blot knapt kommenterede litteraturhenvisninger, som i øvrigt er blevet henvist til noteapparatet. I selve fremstillingens tekst er der kun sporadisk en egentlig diskussion af divergerende synspunkter i forskningen. Det er ærgeligt at det store arbejde, der er nedlagt i værket, ikke har sat sig spor i form af egentlige, sammenhængende forbkniiigsoversigrr, for de forskellige bidragydere har jo anvendt såvel den nyeste sovjetiske/østeuropæiske som den nyeste vestlige litteratur. Måske hænger dette forhold sammen med, at flere af kollektivets medlemmer i leksikonet Sowjetsystem und demokratische Gesellschaft — hvortil der ofte henvises - har lavet sådanne forskningsoversigter. Det er et spørgsmål, om man ikke ved også at have sigtet på grupper uden for de videnskabeligt interesserede og de udenrigspolitiske eksperter har sat sig mellem to stole. Både på grund af sit omfang, sin pris og den anvendte videnskabelige jargon er det usandsynligt, at værket vil blive en håndbog for en bredere kreds. De mange noter irriterer ikke-eksperter, men samme noter er som omtalt utilstrækkelige til helt at tilfredsstille eksperterne.

Værket er disponeret således, at perioden op til Den II verdenskrig er behandlet kronologisk, mens perioden efter verdenskrigen som følge af den sovjetiske udenrigspolitiks globale dimensioner er blevet behandlet mere differentieret. Der er i disse sidste afsnit anlagt regionale og systematiske synspunkter på stoffet. Som indledning til de forskellige perioders behandling har udgiveren, Dietrich Geyer, redegjort for de teoretiske og metodologiske problemer, som studiet af sovjetisk udenrigspoltik gennem tiden har givet anledning

Det siger sig selv, at niveauet i en fremstilling, fremgået af så mange forfattere,ikke kan blive helt jævnt. Fremhæves må især Dietrich Geyers indledendeafsnit om de teoretiske spørgsmål, hvor bl. a. grundlæggende problemersom sovjetisk udenrigspolitiks historiske baggrund og den russiske udenrigspolitikstradition,

rigspolitikstradition,de bolsjevikkiske teorier om verdensrevolutionen og forholdetmellem inden- og udenrigspolitik tages op til kyndig behandling. Ja, Geyers behandling er så suveræn, at det undertiden er noget af en anti-klimaks, når man senere får nogle af de samme problemer diskuteret i de kronologiske afsnit.

De ovenfor anførte kritiske bemærkninger må dog ikke forlede til at tro, at der ikke med denne bog er tale om et meget fornemt bidrag til emnet sovjetisk udenrigspolitik. Kendskabet til litteratur, både fremstillinger og kildesamlinger, er imponerende. I så heenseende er det sikkert en fordel, at forfatterne er tyske. Tyske sovjeteksperter orienterer sig med selvfølgelighed også i angelsachsisk og fransk litteratur (foruden naturligvis den østeuropæiske). Angelsachsiske historikere føler ikke altid samme forpligtelse til at have kendskab til tysksproget litteratur.

Til sidst et hjertesuk: de sovjetisk-skandinaviske relationer er så godt som uomtalte, og dette kan ikke, som det ellers så ofte er tilfældet, skyldes manglende sprogkundskaber. Der findes faktisk en del sovjetisk litteratur om dette emne. D_{__.} T