Erik Gunnes: Kongens ære. Kongemagt og kirke i »En tale mot biskopene«. Gyldendal Norsk Forlag, Oslo 1971. 396 sider.

I 1970 publicerede Erik Gunnes to mindre, men meget vægtige afhandlingeromcentrale emner i norsk middelalderhistorie, »Kirkelig jurisdiksjoniNorge 1153-1277« (N.H.T. 49, s. 121-158), og »Erkebiskop Øystein som lovgiver« (Lumen 39, s. 127-149). Allerede det følgende år forelå hans omfattende analyse af det politiske stridsskrift »En tale mod bisperne« fra kong Sverres tid. Denne konge »... er et av de middelaldermenneskersomfremdeles er i stand til å kalle på normenns fantasi...«.Talen findes i et anonymt, udateret håndskrift (AM 114 a, 4°), som må henføres til første trediedel af 1300-tallet, hvor talens problemstillingerpånyhavde fået aktuel politisk interesse. I Arne Magnussons samling, hvori det blev indlemmet ca. 1720, blev bindet forsynet med påtegningen »dissertio quedam confusa...«. Werlauff udgav talen i 1815, senere udgaver blev besørget af P. A. Munch (1848) og Storm (1885). Anne Holtmarks mønstergyldige udgave (1931) danner grundlagforGunnes' arbejde. Norsk historieforskning har siden Keyser og Munch været stærkt optaget af Sverres kongetid. Ikke mindst Paasche gjorde talen til genstand for undersøgelse, men først med det foreliggendearbejdeer

dearbejdeerden blevet gennemanalyseret og sat ind i en almen europæisksammenhæng.Forf. søger at finde frem til skriftets forudsætninger,detsbegrebsverden og dets plads i den politiske udvikling i 1190erne,hvorden norske kongemagt befandt sig i en konfliktsituation i forholdet til kirken. Talen må karakteriseres som en polemisk pamflet, skrevet på et tidspunkt hvor libelli de lite forekommer stadig sjældnere i Vesteuropa; den er en »ræda«, der har skullet oplæses for folket som led i den kgl. propaganda, og dette har præget dens form og indhold.Ien række meget velskrevne kapitler (»Det sakrale kongedømme«, »De to samfundsmagter«, »Kirkens frihed« og »Talens føydale krav«) viser Gunnes, hvorledes Sverres strid med kirken skal ses som et led i den internationale konflikt mellem regnum og sacerdotium; på forbilledligmådeudredes de ofte meget spegede tråde i de vesteuropæiske idéudviklinger.Disseafsnit er præget af forf.'s dybe fortrolighed med det internationale kildemateriale og omfattende kendskab til litteraturen; ofte anlægges nye, meget frugtbare synsvinkler. Gunnes kan med rette fremhæve, at talens opfattelse af forholdet mellem stat og kirke, hvor kongens ret har forrang for alt andet, givet som den er af Gud og umistelig, ligger på linie med regalisternes; set i international sammenhængmåden med sine teologiske begrundelser virke mærkelig gammeldags.Talenskulle være en afvisning af den politiske nyordning, som den norske kirke så stærkt havde bidraget til i tiden efter 1153. Sverres monarki byggede på den opfattelse, at tronfølgeloven aldrig havde væretgyldig;han ville ikke kunne aflægge en kroningsed som Magnus' og heller ikke bekræfte dennes privilegier. I denne situation skærpedes kirkens holdning, kravet om libertas ecclesiae tolkedes som løsrivelse. Den kgl. ideologiske position befæstedes og kravet om gejstlighedens fidelitas øgedes. Gunnes fremhæver, hvorledes den magtcentraliseringsproces,somgjorde sig gældende ude i Europa, genfindes i Norge, hvor store økonomiske interesser stod på spil for kongemagten. Talens forf. synes at have haft en forestilling om en overpersonlig statsmagt, hvis rettigheder ikke kunne afhændes. Kongedømmet er kongens honor, »hans embedsmæssige besiddelse«. Talens »tign ok sæmd« svarer til honor-dignitas-begreberne; den nærmere definition heraf måtte skabe en diskussion om afgrænsningen i forholdet til kirkens honor. Hovedanklagenitalen er, at bisperne på uretmæssig måde havde søgt at gøre indgreb i »konungdomrenn«. Gunnes påviser, hvorledes talen afspejler en aktuel kampsituation, hvor opfyldelsen af bispernes krav ville få grundlaget for Sverres kongemagt til at smuldre væk, »... de ville tage kongens dignitas over til sig og lade ham blive stående tilbage uden sin honor«. Med stor skarpsindighed har Gunnes indkredset problemet om talens latinske forlæg. Det har været afgørende for talens forf. at understrege, at den banlyste konge stod som den retfærdige i Guds øjne,

banlysningen var en uretfærdig og ukristelig handling. De hovedskyldigevardet norske præsteskab, der havde vildledt paven. Bogen rummerendetaljeret gennemgang af hele banlysnings- og interdiktproblematiken.Sverretalte ikke »Roma midt imod«, men skånede i videst muligt omfang paven i sin propaganda. Gunnes redegør for, hvilket internationalt materiale talens forf. kan have haft kendskab til, da det latinske forlæg udarbejdedes. Storm m. fl. har villet datere talen til 1196/97; Gunnes er tilbøjelig til at følge Holtsmarks sene datering (tidligst 1199), men vil dog ikke afvise muligheden af et tidligere udfærdigelsestidspunkt.Forf.'sanonymitet lader sig ikke hæve; flere mænd i Sverres omgangskreds kan have skrevet det latinske forlæg (f. eks. Richard Svartemester eller Martin af Bergen), dens endelige version kan være skabt af Einar Præst eller måske snarere Ivar Bodde. Mændenebagtalen må have været bibelstærke, juridisk indsigtsfulde og velbevandrede i international litteratur, ».. . Talen er skapt av folk, hvis intellektuelle bakgrund var et miljø med tilknytning til Henry 11's og Fredrik Barbarossas hoff...«. Fra Bologna, via Tyskland og England,varnye statstanker bragt til Norge, hvis ».. . kongedømme er kommet inn i det europæiske kraftfelt...«. Bogen har udmærkede registre,resumépå fransk og 15 sider bibliografi. Jeg kan ikke tilbageholdeundrenover, at så væsentlige arbejder som Friedrich Heer: AufgangEuropas(Wien-Ziirich 1949) og Die Tragodie des heiligen Reiches (Stuttgart 1952) ikke er benyttet. Gunnes' arbejde er inciterende læsning;meddets rigdom af iagttagelser, hvoraf mange helt sikkert vil fremkalde debat, og formulering af nye undersøgelsesmål, vil det komme til at præge ikke blot norsk middelalderforskning.