Historisk Tidsskrift, Bind 13. række, 1 (1974) 1

Harald von Riekhoff: German-Polish Relations, 1918-1933. Baltimore & London. Johns Hopkins Press, 1971. 421 s. £ 7,15 ($l5).

Kay Lundgreen-Nielsen

Side 557

På et tidspunkt hvor det politiske forhold mellem Polen og Vesttyskland begyndte at antage mere normale former, udkom forf.s bog, der handler om en fase i de polsk-tyske relationer, der ligesom tiden efter 1949 var kendtegnet af et meget anspændt forhold. Forf. der er uddannet i "political science" i Yale og nu virker i Canada, har skrevet en meget grundig bog på basis af tysk, polsk, engelsk og amerikansk materiale. Hovedvægten ligger dog på de tyske kilder, hvilket ofte gi\er bogen en ¦Jrarvhrd i fremstillingen oe især et spinkelt og diskutabelt grundlag for bedømmelsen af den polske politik. Forf. viser - som Kimmich i dennes bog fra 1968 om den tyske politik og Danzig, se Hist. Tidsskr. 12. række, Bd. V. H. 2, s. 558 f. - hvorledes Weimarrepublikkens udenrigspolitik systematisk fastholdt en politik, der gik ud på en revision af Versaillestraktatens bestemmelser om den tyske østgrænse. Vi føres igennem mange og lange forhandlinger, snart om handel, snart om minoritetsforhold, optantproblemer, spørgsmål om afvikling af tysk ejendom i Polen m.v., alt sammen ting, der udgjorde den diplomatiske dagligdag i det polsk-tyske forhold, men forf. har - måske skolet hertil ved sin uddannelse? — en god evne til at runde den detaljerede skildring af med små prægnante konklusioner, således at hovedlinjen ikke går tabt.

Hovedsynspunktet er, at den tyske politik i dette tidsrum og i dette problemvar negativ, blind og fyldt med illusioner om muligheden for virkeliggørelse.Ethvert forsøg på et bedre forhold, bl.a. med grundlag i aftaler på en række mindre, »upolitiske« felter, blev ødelagt, fordi den tyske udenrigsledelsealdrig opgav det overordnede mål, der hed revision af østgrænsen, selv om den måtte erkende, at det ikke kunne opnås uden brug af magt - som Tyskland ikke havde på dette tidspunkt. Forf. karakteriserer denne politik som en Don Quixote-politik under de givne internationale forhold i 1920erne. Dervedkommer han i modsætning til Chr. Holjte: Die Weimarer Republik und das Ostlocarno-Problem, 1910-34. Wiirzburg, 1958, der retter sin kritik mod England og Frankrig, der ikke i tide forstod at give indrømmelser i øst til G.

Side 558

Stresemann. Riekhoff analyserer derimod kritisk den tyske politik og når til, at hovedårsagen til det dårlige forhold mellem de to stater ved periodens slutning lå hos Tyskland. Han fremhæver til sidst med rette den psykologiske faktor uden hvilken megen tysk politik i forhold til Polen ikke forstås, nemlig at tyskerne havde meget svært ved at akceptere afståelser til et folk, som de stort set betragtede som laverestående. Den generelle tyske foragt for polsk kultur førte også til en meget lav vurdering af Polen som en mulig partner. Afgørende for forf. er det at vise, at den tyske politik, herunder Stresemanns, spillede fallit, fordi den satsede på alt eller intet - og derfor ikke fik noget, idet den polske afvisning af en revision i de afgørende kriser blev bakket op af England og Frankrig. Tysklands forsøg på økonomisk og finansielt at kommePolen til livs mislykkedes af samme grund. Handelskrigen, der startede i 1925, var fra tysk side en uovervejet blanding af kortsigtede og langsigtede økonomiske og politiske mål, hvis resultat blev det modsatte af det tilsigtede, nemlig øget polsk uafhængighed af Tyskland økonomisk set. Særlig interessant er skildringen af den tyske ambassadør Rauschers virke, der som en jovial Schwaber kunne tilfredsstille Pilsudskis kendte behov for at have lystige menneskerom sig, og som ønskede en polsk-tysk forståelse ud fra en tysk egeninteresse,idet han mente dette ville fremme et bedre forhold mellem Frankrig og Tyskland. Hans afløser, H. Moltke, fra 1930 var derimod i næsten alt hans modsætning, præget af gammel-konservativ ånd og af den tysk-russiske skole i tysk politik. K T-unAarttn-Nieken