Hans Kuhn: Das alte Island. Düsseldorf-Köln, Eugen Diederichs Verlag, 1971. 287 s. 1 kort. DM32.

Den højt fortjente professor i nordisk filologi ved Kiels universitet, Hans
Kuhn, har udarbejdet en håndbog over islandske antikviteter til brug for
dem der uden forkundskaber læser de islandske sagaer i samlingen Thule

som Dietrichs forlag har genudgivet. Allerede ved samlingens grundlæggelsefor 50 år siden føltes der behov for en oversigt over den nødvendige baggrundsviden, og den blev besørget af værkets redaktør, den tyske nordistFelix Niedner, under titlen Islands Kultur zur Wikingerzeit. Når man har fundet tiden inde for en ny bearbejdelse, skyldes det ifølge forordet at den islandske forskning i mellemtiden er nået til erkendelse af at det ikke er nok at kende den tid sagaerne foregår i, man må udvidesynsfeltet til hele perioden frem til den endelige fiksering af alle de relevante skrifter, det vil sige til underkastelsen under Norge i 1262— 64. — Tidsrammen viser en for emnet karakteristisk sammenblanding af politisk og litterær historie: adskillige af de såkaldte Islændersagaer må være forfattet efter fristatens undergang. — Den anden grund til at erstatteNiedners værk med et nyt angives at være at man ikke mere anser det sagaerne beretter som ren historie.

Når Hans Kuhn derefter fortæller om familie og samfundsforhold, om bosættelsen, hus- og gårdbygninger, om politiske og sociale institutioner, om etik, religion, sprog, kunst og litteratur, behandler han tiden fra ca. 900 til 1300 som en enhed, selv om han af og til markerer at et og andet forhold nok kun hører den senere del af perioden til. Specielt når det gælder religiøse forhold kommer man jo ikke uden om at skelne mellem hedenskabets og kristendommens epoke. Men når der, måske af hensyn til at fremstillingen skal være let tilgængelig, afstås fra dokumentation, og kilderne kun bruges tilfældigt som illustration, bliver udsagnenes gyldighed usikker. Det er ikke nok at sige at Landnamabok er blevet til over en lang periode, når man derefter refererer dens fremstilling af bosacttlsen på Island uden kommentar. Heller ikke at skrive et udmærket afsnit om sagaerne med tilslutning til moderne islandske forskeres opfattelse af dem som skrevne af mere eller mindre identificerbare forfattere i det 13. årh., hvis ikke det indses at en række af de emner der her tages op kun kan belyses i fristatstidens sidste århundrede.

Problemet er om vi overhovedet har mulighed for at studere det Island som landnamsmændene og deres børn levede i. Da det har så store perspektiver for Nordens historie iøvrigt, ja for alle germaners, fordi man så ofte har henvist til islandske forhold når man beskæftigede sig med tilstanden før påvirkningen fra den romersk-kristne kultur satte ind, vil jeg tillade mig at gå ud over Kuhns bog og pege på nogle tendenser i den aktuelle forskning.

Den islandsk-fødte unversitetslektor i Bergen Magnus Stefansson har i nogle forelæsninger, der senere skal publiceres,¹ stærkt fremhævet at den fulde konsekvens af erkendelsen af islændersagaens tilblivelsestid ikke er draget i samme grad som det er sket for kongesagaernes vedkommende.Og

---

1 Det følgende gengives med M. S.'s venlige samtykke (red.).

kommende.Ogselv om der er gjort store fremskridt i forståelsen af Landnamabok, er dens værdi som kilde knap nok gjort op.Are Frodes Islendingabok er stort set endnu den uanfægtede autoritet til de første 250 år af Islands historie: man har diskuteret enkeltheder, men ikke anfægtet helhedsopfattelsen, at det gamle islandske samfund var båret af uafhængige høvdinges respekt for loven, de fælles beslutninger på altingetog for hverandres rettigheder. Det hænger ikke blot sammen med de store kildekritiske vanskeligheder, at der ikke findes skriftlige kilder ældre end Åres tid, men også med hvad man har kaldt »den islandske myte«: at uafhængigheden af fremmed magt, lighed mellem borgerne og den enkeltes forpligtelse over for fællesskabet ikke alene var idealer, men at det også blev praktiseret i sagatiden. Man underkender ikke de mørke sider, at der eksisterede trældom, at kvindernes retslige stilling var ringereend mændenes, og at det kun var en begrænset del af de frie mænd der kunne udnytte deres politiske rettigheder, men de anses for tidstræk, og fristatens aristokratiske karakter hidledes fra den påståede dominans blandt indvandrerne af høvdinge fra det norske vestland der ikke ville underkaste sig Harald Hårfagers enestyre. Selv en erklæret marxistisk fortolkning af Islands historie, Einar Olgeirssons Fra ættesamfunn til klassestat (norsk oversættelse 1969) opererer med fristatstiden som en guldalder: ættesamfundet uden tyranniske konger og undertrykte bønder fik så lang en levetid på Island takket være landnamsmændenes klogskab og retssans, medens det andetsteds hurtigt blev opløst i klasser af udbyttereog undertrykte. Først med underkastelsen under Norge holdt den feudale produktionsmåde sit indtog på Island.

I den meget fascinerende studie i nogle islændingesagaers livsbillede som den danske litteraturforsker Thomas Bredsdorff udsendte i 1971, Kaos og kærlighed, vises det at denne islandske myte også findes i sagaerne.Over for en idealtilstand i landets ældste historie sættes en kriseperiodehvor virkeligheden er ude af takt med idealet som det er nedlagt i love og konventioner, for så i nogle af de berømteste som Njals saga at tone over i et tredje studium, et fremtidigt lykkerige hvor freden opretholdes,ikke af love, men i kristen barmhjertighed mellem menneskene. Sagaerne udspilles altid i mellemfasen »mellem erindring og håb«. Når de er henlagt til trosskiftets tid, er det fordi to religioners brydning skabte den baggrund af usikkerhed om normerne som er deres atmosfære. Men det er det 13. årh.s fejdetid, Sturlungetiden, forfatterne hører hjemme i, det er den samtid der har udfordret dem: »Den islandske myte var svaretpå et psykisk behov i deres selvforståelseskamp«. Det er Bredsdorffs særlige fortjeneste at have påvist et hidtil ganske upåagtet mønster i sagaerne: erotisk udfoldelse mod samfundets konventioner er begyndelsen til konflikter flere generationer frem i tiden: »Kærligheden er ikke bare en sag der angår to parter; den er et samfundsanliggende og hvor den

ikke kanaliseres ind i de rammer samfundet har fastlagt, er selve dets orden truet.« Her er, ved siden af præstationsdriften, det der skaber uroen blandt mennesker og forhindrer at den gamle idealtilstand da aftaler blev overholdt og slægten var øverste myndighed kan genoprettes før en ny højere autoritet, kristenkærligheden, har fået magten i menneskeneshjerter.

Det er det »livsbillede« Bredsdorffs fortolkning af sagaens samlede udsagn tegner, idet han vender sig mod den hidtidige stykkevis udnyttelse af teksterne. Jeg finder den overbevisende, undtagen hvor han forsøger at opstille sagaerne i tidsfølge alt efter hvor helstøbt dette mønster er blevet: før den klassiske fase falder de individuelle og de samfundsmæssige konflikter fra hinanden, efter den er samfundsordenen så etableret at konflikterne foregår i dens grænseområde mellem fredløse eller andre der står uden for det anerkendte samfund, for så tilsidst i det 14. årh. fornaldersager at træde helt uden for virkeligheden og behandle ridderens kamp med dragen i skoven! Det sidste stadium er velunderbygget, de andre forskelle kan vel bero forfatternes forskellige interesser og temperamenter?

Den islandske myte må tages med i betragtning når fristadstidens historieskal skrives. Men gør man det og gennemfører man den kildekritiskeanalyse af de mange berettende kilder, kan denne historie blive rigereend noget andet lands i højmiddelalderen. For at få udviklingen frem, forskellen mellem tidligt og sent, må man først og fremmest inddragelevningsmaterialet, de arkæologiske fund og diplomerne. De er begge sparsomme, og dokumenterne belyser kun tiden efter 1000. MagnusStefansson har i de nævnte forelæsninger fremdraget træk der tyder på at landnamstidens samfund var forholdsvis egalitært med mange ikke særlig mægtige høvdinge. Gode-institutionen i dens tidlige form da den skyldes bøndernes personlige og frivillige tilslutning til en gode der forestodforskellige fælles funktioner var næppe »blitt til i et samfunn hvor makten var samlet på få hender.« Men fra begyndelsen af 1000 tallet udvikler der sig en stærk høvdingemagt, flere godedømmer bliver slået sammen, på altinget kan enkelte få deres vilje gennemført ved hjælp af deres store følge og øvrige personlige magtressourcer, væbnede opgør mellem de førende slægter bliver almindelige med stadig større mulighederfor infiltration af norske interesser - det er Sturlungetidens og sagadigtningensmiljø der nu opstår. Tildels er magtkoncentrationen og den voksende sociale differentiering en følge af at landet er fuldt udbygget: der er ikke længere brugbar, übesat jord til nye kræfter, man måtte slås om den gamle. Kirkens udvikling i 12. og 13. årh. som anmelderen har studeret (Scandia 1960) afspejler de voksende forskelle i samfundet: både de økonomiske ressourcer og lægmændenes dispositionsret over dem er yderst forskelligt fordelt, og i fastlæggelsen af tiendedistrikter kom bispernetil

pernetilat opbygge et helt hieraki af kirkerne, sandsynligvis bestemt af
kirkeejernes respektive sociale status.

Derved kom virkeligheden ud af trit med loven og dens idegrundlag. Men sagamændene kunne ikke overse denne overpersonlige udvikling og søgte årsagen til den krise de fandt i deres land i de enkelte menneskers driftudfoldelse på tværs af samfundets konventioner og interesser. Det gamle Island som urnordisk »Idealtypus« i Kuhns skildring har aldrig eksisteret: de sociale, økonomiske og politiske forhold han beskriver har højst gyldighed fra fristattidens sidste århundrede, ideologien kan findes hos de frode mænd i 1100-tallets første halvdel - og til den dag i dag!