Ingun Montgomery: Värjostånd och Lärostånd. Religion och politik i meningsutbytet mellan kungamakt och prasterskap i Sverige 1593-1608. Acta Universitatis Upsaliensis. Studia Historico-Ecclesiastica Upsaliensia 22. Uppsala 1972. 450 s.

Forf.s formål er at undersøge hvorledes og i hvilken udstrækning religion og politik påvirker hinanden i en periode i svensk historie, som i konfessionel og politisk henseende var betydningsfuld. Efter en redegørelse for problemets idehistoriske baggrund behandles i bogens første hoveddel religionsspørgsmålet i dettes politiske aspekt, begyndende med en undersøgelse af kong Sigismunds periode (1592-99). Forholdet katholsk konge-evangeliske undersåtter gav her hertug Karl af Sodermanland mulighed for opfyldelse af egne politiske mål. Med især Uppsalamødet 1593 som udgangspunkt stillede han sig i spidsen for oppositionen mod landets lovlige konge, hvorunder han bevidst anvendte religionsargumentet. Han støttede sig til den lutherske lære om fyrstens pligt til at optræde som custos ecclesiae og til tanker i Gustav Vasas testamente og kunne derved undgå at blive stemplet som usurpator. Trods uenighed på væsentlige områder blev præsteskabet og de andre stænder tvunget til at yde hertugen støtte i oppositionspolitikken. Efter Karls overtagelse af ledelsen kunne religionspolitikken ikke længere fungere som bindeled mellem ham og præsteskabet, og forholdet mellem disse blev stadig mere spændt jo stærkere Karls tanke om en svensk territorialkirke under hans ledelse fremførtes. Hans påståede jus reformandi og hans opfattelse, at den verdslige øvrigheds ansvar som custos ecclesiae ikke kun angik kirkelige organisationssager, men også lærespørgsmål stødte sammen med gejstlighedens krav om kirkelig selvstændighed. Striden tilspidsedes i Karls krav om revision af de kirkelige håndbøger efter hans opfattelse og drejede sig således egentlig om kompetencen i læremyndighed. I bogens anden hoveddel behandles den teologiske debat mellem de to parter. Medens det i første del navnlig var de enkelte rigsdagsforhandlinger, som gjordes til genstand for undersøgelse, er det her de kirkelige bøger. Indgående analyseres hertugens forslag og begrundelserne for gejstlighedens afvisning, og forf. påviser overbevisende, hvorledes parterne argumenterede ud fra forskellige teologiske positioner, gejstlighedens konkordistiske ortodoxe lære imod Karls humanistiske-fillippistiske grundlag. I denne sammenhæng behandler forf. også spørgsmålet om Karls af gejstligheden påståede kalvinisme. Dette viser sig for forf. at være uinteressant, kategorierne lutherskkalvinsk er her for grove, for dette spørgsmål må sættes ind i en større sammenhæng og ses i dets teologiske og politiske funktion.

Bogen igennem foregår jævnlig debat med tidligere forskning, ligesom forf. også stadig ser sine egne resultater på europæisk baggrund. Enkelte mindre formelle ting kan ganske vist nok undre, foruden nogle unøjagtigheder i henvisningerne er det lidt irriterende, at en del stærkt forkortede titler i noterne savnes i litteraturlisten. Denne indeholder til gengæld en hel del værker, som ikke synes direkte anvendt i bogen! Disse småting kan dog ikke tilsløre, at der her er tale om et betydeligt kirkehistorisk værk.