Horst Rohde: Das deutsche Wehrmachttransportwesen im Zweiten Weltkrieg. Entstehung - Organisation - Aufgaben. Beiträge zur Militär- und Kriegsgeschichte, Band 12. Stuttgart, Deutsche Verlags-Anstalt, 1971. 439 sider. DM 58.-.

Forfatteren, der i Bundeswehr har erhvervet de fornødne transporttekniske kvalifikationer, har med denne undersøgelse af vaernemagtstransportvæsenets oprindelse, udvikling, organisation og opgaver leveret et grundigt og dygtigt gennemført, men ikke letlæst bidrag til den militære logistiks historie. Han byggerpå

gerpåmateriale i vesttyske arkiver (Militararchiv Freiburg, Bundesarchiv Koblenz,Bundesbahndirektion Koln), på oplysninger og meddelelser fra en lang række aktører samt på den foreliggende litteratur. Det meget omfattende, men alligevel desværre fragmentariske materiale er dygtigt udnyttet.

Transportvæsenet vil i denne bog først og fremmest sige jernbanerne. Rohde ofrer ikke megen plads på andre transportformer (søtransport, kanal- og flodtransport, automobil- og lufttransport), dels fordi de før den anden verdenskrig spillede en meget ringe militær rolle, dels fordi de også under denne krig kun var af sekundær betydning for militæret (i særdeleshed kunne bilerne slet ikke leve op til de tyske forventninger) og endvidere hørte under andre ressorts end »das Wehrmachttransportwesen«. Rohde redegør for jernbanernes betydning for det militære transportvæsen tilbage fra deres opståen. (Allerede 1837 blev det i Preussen befalet, at hærens interesser skulle tilgodeses ved alle baneprojekter). Han skildrer det militære transportvæsen frem gennem tiden med den første verdenskrig som det store højdepunkt med et gnidningsløst samarbejde mellem de civile baneinstanser og de militære instanser - »ein beinahe vollkommener Zustand« i modsætning til sidenhen.

Det eneste, men til gengæld særdeles fremtrædende menneske i bogen er general Rudolf Gercke, Chef des Transportwesens under den anden verdenskrig. Han fremtræder gennem skildringen som en enkeltsporet personlighed, for hvem livets mening bestod i militære transporter, og som en kantet administrator, der ikke i utide viste skånsel nedefter eller føjelighed opefter, og som yderligere inden for sit område ville gøre og bestemme alting selv. Han fik vitterligt også togene til at rulle for sejren, men prisen var en stærk centralisering af alle beslutninger, manglende koordination med andre transportinstanser (som overalt i det tredie rige var der også på dette område »Kompetenzwirwarr«) og stadige rivninger med de civile instanser i Deutsche Reichsbahn.

Rohde omtaler i korte afsnit de allieredes luftkamp mod banerne og partisanangrebene (s. 178 ff.), men har desværre ikke kunnet give noget selvstændigt bidrag til disse problemer. Hans kilder er allerede kendte fremstillinger, og hans betragtninger om flyvevåbnets og partisanernes betydning for transportvæsenet derfor uden selvstændig værdi. Derimod fremlægger han et interessant materiale om opmarchen mod Polen i 1939 og mod Sovjetunionen i 1941.

Rohde konkluderer, at på det område, som Gercke var ansvarlig for, blev de stillede krav også honoreret. I intet tilfælde kom det til et operativt sammenbrud, fordi jernbanerne svigtede. Men det kostede bestandige improviseringer, der blev slidt hårdt på personellet, og transportkapacitetens utilstrækkelighed gik ud over de løbende forsyninger og tilførsler.

En række bilag forøger bogens værdi.