Scavenius-slægtens stamfader og to af dens mænd. (Udsendt i 400 nummererede eksemplarer i anledning af 175-året for slægtens besiddelse af Klintholm. 1973. - 88 s, ill. + en løst indlagt oversigt over Klintholm historie 1798-1973. - Ils.).

Foruden den løst indlagte oversigt over Klintholm historie 1798-1973 indeholder
dette jubilæumsskrift tre biografiske afhandlinger, forfattet af tre arkivfolk
med adgang til privatarkiverne.

Finn H. Lauridsen har (pp. 7-46) skrevet om den mand, der regnes for Scavenius-slægtens grundlægger, Jacob Brønnum Scavenius (1749-1820). I en levende, bredt anlagt, undertiden anekdotisk form skildres denne nabobs færdenfra den beskedne start i Ålborg latinskole over tjenesten i Asiatisk Kompagnitil hans livsbanes højdepunkt som »klintekonge«. Det er lykkedes forfatterenat korrigere visse data og kaste lys over nogle dunkle forhold; men i det interessante spørgsmål, hvorledes Scavenius erhvervede sine to tønder

guld ude i Indien, når han ikke stort længere end sine forgængere. - I bestræbelsernefor at levendegøre skildringen er der lobet forfatteren nogle sproglige »tudser« i pennen (pp. 7, 8, 9, 13 og 25). Ingen af disse er direkte meningsforstyrrende, men virker irriterende på læseren.

Sigurd Rambusch har (pp. 47-66) beskæftiget sig med stamfaderens barnebarn, kultusminister i Estrups regering 1880-91, Jacob Scavenius (1838-1915). Dette arbejde, der understreger det urolige i Jacob Scavenius' personlighed, kaster desuden et interessant sidelys ind over forfatningskampen og Estrup, hvis forhold til Scavenius trods slægtskabet var særdeles formelt.

I Johan Hvidtfeldts sikkert tegnede rids af udenrigsminister Erik Scavenius (1877-1962) begrundes og videreføres den nyvurdering af Erik Scavenius' politik - især under den tyske besættelse - der i nogle år har været undervejs, og som nu har nået sit foreløbige højdepunkt i Viggo Sjøqvists store biografi. - Der lang vej mellem efterkrigsårenes hadske angreb på Scavenius' person og politik og Hvidtfeldts forsigtige konklusion (p. 88): »Ingen vil kunne nægte, at de to mænd - kongen og hans udenrigsminister - hovedaktørerne under to verdenskrige, havde ydet deres land store tjenester i de vanskelige år«. K, r v JoQhovton