J.N.Westwood: Endurance and Endeavour: Russian History 1812-1917. Oxford, at the University Press, 1972. - 472 s. £ 2.50 (paperb.).

Forfatteren, der gennem mange år har beskæftiget sig med Ruslands historie, har meget naturligt valgt oktoberrevolutionen som skel i sin fremstilling af det moderne Ruslands historie. Hans periodeopdeling sigter netop mod den strukturering af landets udvikling, som afspejles i værkets titel; hans hovedanliggende har været at besvare spørgsmålet: Hvorfor lod radikale og gennemgribende reformer af landets sociale liv sig ikke gennemføre trods de progressive og revolutionære kræfters anstrengelser før 1917 og trods de reformer, czarregimet blev tvunget til at gennemføre? Forfatteren, der af princip synes at foretrække at lade kendsgerningerne tale for sig selv, er dog meget karrig, hvod angår konklusioner. Han har præsenteret et livligt og indgående billede af Ruslands og USSR.s historiske udvikling, men væsentlige elementer savnes helt eller antydes blot, navnlig i værkets første del (indtil 1917).

Rusland var allerede ved midten af 1800-tallet og endnu mere efter revolutionen 1905 socialt og politisk retarderet. Forf. betoner i sin beskrivelse af reformerne efter Krimkrigen og navnlig af Stolypins reformer efter krigen blot ikke de sociale problemers alternative karakter: alt eller intet. Skønt tvunget til reformer valgte czarstyret at begrænse dem mest muligt og så vidt muligt at undgå at anfægte samfundets grundlæggende, sociale struktur. Denne tendens er mest iøjnefaldende i Stolypins reformer, der i sidste instans helt mislykkedes, skønt de tog sigte på at fremskynde kapitalismens udvikling i Rusland; bøndernes forhold blev ikke forbedret, og Stolypin opnåede kun at skærpe de sociale spændinger. Hans upopularitet var almen; den brede befolkning og de progessive elementer anså ham for konservativ, og højaristokratiet ved hoffet betragtede ham som talsmand for farlige ændringer.

Fremdeles burde i anmelderens øjne det russiske statsstyres karakteristiske blanding af absolut monarki af militær-feudal støbning, kapitalisme og bourgeoisie have været analyseret mere udførligt. Czarregimets militært-feudale imperalisme var jo et monstrum i det 20. århundredes Europa; dets svagheder, som krigene blot forøgede, beseglede dets skæbne og resulterede i februarrevolutionen 1917. Der burde nok have været lagt større vægt på bourgeoisiets svagheder; det var ikke i stand til at sætte sig i besiddelse af statsapparatet eller til at udøve magten alene; og det havde fra første færd ingen militær magt til rådighed, men dets ydre autoritet afhang helt af den holdning, arbejder- og soldaterrådenes delegater indtog.

I bogens anden halvdel, der behandler USSR efter 1917 (og som iøvrigt er en revideret og udvidet version af forfatterens tidligere bog »Russia to 1964« (1966)), har han derimod efter anmelderens mening givet en mere udtømmendeanalyse af magtmekanismen og dens udvikling. Forf. ser klart den organiskeforbindelse, der forbinder Bolchevikpartiet med de russiske, revolutionærebevægelser i det 19. og tidlige 20. århundrede. Han er helt på det rene med det tragiske dilemma, oktoberrevolutionens ledere stod overfor straks ved magtovertagelsen: enten at give afkald på deres magt (med den dermed forbundnerisiko) eller at betale magten ved at prisgive selve det ideelle mål for deres anstrengelser (s. 246). Det tilbagestående Ruslands fortid blev det nyskabteSovjets

skabteSovjetsegentlige byrde. Under iværksættelsen af det store sociale eksperimentovertog den nye statsmagt på næsten alle felter det brutale og håndfasteczarstyres metoder og instrumenter; det gælder specielt dens autoritet overfor befolkningen, det politiske forhold til de nationale mindretal og kulturpolitiken.Århundreders brutale bureaukrati og national undertrykkelse udelukkedeefter 1917 grundlæggende reformer, og i forf.s øjne repræsenterer USSR stadig et stort anlagt, socialt eksperiment, hvis videre udviklingsretning blot fortoner sig i det uvisse. Fremstillingen af Sovjets udenrigspolitik begrænses derimod til det nødtørftigste; der levnes ingen plads til Teheran- og Yaltakonferencerneeller til en tilbundsgående analyse af Potsdamkonferencen.

J. N. Westwoods bog er sober og objektiv, og den repræsenterer en stimulerende og velgennemtænkt plan. Forf. er fuldt fortrolig med al relevant, engelsksproget litteratur, hvorimod han kun i begrænset omfang benytter russiske fremstillinger. Enkelte unøjagtigheder har sneget sig ind (det gælder fremstillingen af decemberoprøret (s. 34 f.), oplysningerne om Warszawa universitet (s. 124) og kortene (nr. 3-4), men de er helt uden betydning i forhold til det omfattende matriale, forf. har mestret, og hans bogs tankeindhold.