Wilhelm M. Carlgren: Svensk utrikespolitik 1939—1945. Allmanna Forlaget. Stockholm 1973. 612 s.

I Sverige kom man lidt senere end i Danmark i gang med videnskabelige undersøgelser og fremstillinger af den indre og ydre politik under den anden verdenskrig. Til gengæld har udgivelsestempoet i de sidste år været betydelig hurtigere end i Danmark. Projektet SUAV (Sverige under andra vårldskriget, knyttet til Stockholms universitets historiske institut), der nærmest svarer til vort DNH (Udgiverselskab for Danmarks nyeste historie), har ikke mindre end 25 forskningsprojekter igang, hvoraf der indtil nu (jan. 1974) er udsendt 12 værker. De spænder fra Hans Lindberg: »Svensk flyktningspolitik under international tryck 1936-1941«, Alf Johanssons: »Finlands sak« over Leif Bjorkmanns bog »Sverige infor Operation Barbarossa« og bøger om det militære beredskab til Ulf Thorells disputats »Hjalp till Danmark. Militara och politiska forbindelser

I en brochure om disse værker hedder det, at forskerne har haft adgang »till viktiga delar (her fremh.) av det ånnu hemliga militåra och diplomatiska kållmaterialet från andra varldskrigets år«. De har altså ikke haft uindskrænket adgang til dette vigtige materiale, og det er ingen hemmelighed, at dette forhold har skabt visse problemer for gennemførelsen af SUAVs projekter. Den svenske regering har ikke ønsket at slippe historikerne løs på egen hånd i bl. a. Utrikesdepartementets (UD) arkiver, jvf. Svensk Historisk Tidskrift 1970 s. 303 f. og 311.

I stedet har den valgt en anden løsning nemlig at lade udarbejde en officiel fremstilling af Sveriges udenrigspolitik under den anden verdenskrig. Denne store opgave blev i februar 1968 overdraget chefen for UD.s arkiv, kansliråd, fil. dr. Wilhelm Carlgren, der bl. a. gennem to fortræffelige værker om Sverige under den første verdenskrig: »Neutralitåt oder Allianz« (1962) og »Ministåren Hammarsk j old« (1967) har slået sit navn fast som en af Sveriges fremstående historikere. Som chef for arkivet har han yderligere den styrke, at han kender materialet til bunds, således at intet er blevet udeladt på grund af uagtsomhed eller ukendskab til akterne. Resultatet af hans arbejde foreligger nu i et imponerende værk på 612 sider i stort format med titlen: »Svensk utrikespolitik

I forordet siger Carlgren: »Mitt arbete grundar sig i overvågande utstråkning på handlingar i utrikesdepartementets arkiv. Dårutover har jag fråmst anlitet olika statsråds anteckningar«. Fremstillingen bygger da i første række på det svenske udenrigsministeriums egne akter, og der er på dette grundlag givet en generel fremstilling af Sveriges udenrigspolitik under den anden verdenskrig, der supplerer SUAVs mange specialundersøgelser på en ganske udmærket måde. Hvorvidt visse akter ikke er blevet benyttet eller om enkelte specielle problemer er forblevet uomtalt, er det ikke muligt for en udenforstående at afgøre. En gennemgang af værket giver dog ikke umiddelbart indtryk af, at materiale af virkelig betydning fra UD skulle være blevet tilbageholdt.

Den første store udenrigspolitiske krise, der ramte Sverige, kom i efteråret 1939, da Finland under indtrykket af Sovjetunionens fremstød i det baltiske område og de forestående finsk-sovjetiske forhandlinger spurgte den svenske regering, om den ville sende tropper til landsøerne. Sandler var fra begyndelsen velvillig stemt over for tanken, men regeringens flertal med statsminister Per Albin Hansson i spidsen var en bestemt modstander af enhver direkte indblanding i et nabolands anliggender. Regeringen var parat til at yde hjælp af forskellig art fra humanitær bistand til levering af krigsmateriel. Men en egentlig intervention ville man ikke gå med til, og denne linie fastholdt den svenske regering - også efter at den i december 1939 var blevet til en samlingsregering - med stor konsekvens hele krigen igennem.

Det var en politik, der krævede en regering præget af beslutsomhed, enighed og stærke nerver. Det gælder ikke mindst omkring nytåret 1940, da en voldsom folkelig stemningsbølge søgte at tvinge regeringen til at bøje sig og bringe Sverige ind i krigen på Finlands side. Carlgrens fremstilling giver et interessant billede af Hansson som den faste klippe under denne alvorlige krise. Enigheden i regeringen var truet, fordi Sandler tilhørte interventionslinien. Men han blev tvunget til at gå af og lade sig afløse af karrierediplomaten Christian Giinther, der var en übetinget tilhænger af ikke-interventionspolitikken. Som forholdene lå, var det utvivlsomt den klogeste holdning, Sverige kunne indtage. I det lange løb gavnede Sverige både sig selv og sine naboer bedst ved at ligge som en fredens fæstning, et tilflugtssted og et arsenal for nabolandene. Fra tysk side blev der i foråret 1940 og i juni 1941 til den svenske regering stillet krav, der kunne have truet Sveriges stilling som ikke-krigsførende magt. Dr. Carlgrens redegørelser for disse begivenheder er særdeles indgående, og hans vurdering af dem har en ganske særlig interesse for os danske, fordi der gennem omtalen af den svenske neutralitetspolitik kan trækkes en interessant parallel til Danmarks neutralitetspolitik under den første verdenskrig. De to episoder i 1940/41 skal derfor omtales lidt nærmere.

Den 16. maj 1940, endnu før kampene i Norge var afgjort, krævede den tyske regering ret til at sende krigsmateriel til de tyske styrker i Nordnorge via Sverige samt til at evakuere tyske marinesoldater fra Narvikområdet. Et afslag kunne få »de yderste konsekvenser«, hed det truende i den tyske henvendelse. I første omgang klarede den svenske regering situationen ved at sige nej til våbentransporterne, men ja til evakuering af marinesoldaterne. Da krigen i Nordnorge var slut den 8. juni, syntes det, som om faren var drevet over. Ribbentrop kom imidlertid tilbage til sagen den 16. juni, idet han nu krævede ret til transport gennem Sverige af levnedsmidler og forskelligt materiel inclusive våben samt gennemrejse for personer tilhørende værnemagten, den såkaldte permittenttrafik. Efter kortvarige overvejelser besluttede regeringen at efterkomme de tyske ønsker dog med visse modifikationer. Fra svensk side var man ikke i tvivl om, at Sverige holdning ikke var i overensstemmelse med kravet om en streng neutralitet. P. A. Hansson noterede den 18. juni i sine optegnelser: »Så brots vår kara och strikt hållna neutralitetslinje av insikten om det orimliga i nuvarande låge att taga risken av ett krig«.

I erkendelse af at Sverige i denne sag, hvor ingen svensk livsinteresse stod på spil, ikke kunne lægge sig ud med kontinentets stærkeste militærmagt,så regeringen ingen anden udvej end at bøje sig. Carlgrens kommentarer er interessante. Efter først at have konstateret, at »en liten europeisk randstat kunde den sista majveckan 1940 i overvågandenom

denomsin politik omojligen undgå att ta hånsyn til de tyska arméernas våldiga segrar i vaster och utsikterna for en tysk slutseger«, drager han lidt senere den konklusion, at krigsmateriel- og permittenttrafikken betød»ett avsteg från tidigare svensk politik. På samma gang bor den ses som en anpassning till verkligheten«.

Dette synspunkt, at de teoretiske neutralitetsregler, der var blevet udformet i løbet af det 19. århundrede, måtte vige for realiteterne i den verden, man nu levede i, blev endnu tydeligere året efter. Om morgenen den 22. juni 1941, få timer efter at Tyskland havde åbnet angrebet på Sovjetunionen, mødte den tyske gesandt op i UD og krævede tilladelse til at transportere en fuldt krigsudrustet division (Engelbrecht) gennem Sverige fra Sydnorge til Finland.

Kravet kastede regeringen ud i den hidtil alvorligste krise. Meningerne såvel inden for ministeriet som i de politiske partier var stærkt delte, omend der begge steder lige fra begyndelsen synes at have været et flertal for at sige ja. Udenrigsminister Giinther, justitsminister Westman samt Højres og Bondeforbundets ministre gik klart ind for transiteringen. Flere af de socialdemokratiske ministre ville derimod afvise, medens P. A. Hansson til at begynde med søgte at holde sig neutral. Han endte dog med salomonisk at resolvere, at eftersom der ikke kunne opnås enighed mellem regeringen og partierne om at sige nej, så vurderede han stillingen således, at det tyske krav måtte imødekommes. Dog kun som en engangsforanstaltning.

Såvel i 1940 som i 1941 havde justitsminister Westman været en af de kraftigste fortalere for en indrømmelsespolitik over for Tyskland. I bogens slutkapitel: »Neutralitet och praktisk politik« har dr. Garlgren gengivet Westmans udførlige argumentation i ministermødet den 18. juni 1940. Westman sagde bl. a., »att regeringen visserligen uttalat sig for neutraliteten, men denne skulle inte uppråtthållas som en abstrakt idé utan som en praktisk politik i syfte at hålla oss utanfor kriget«. Han hævdede endvidere, »att det svenska folket såkert skulle bli obehagligt overraskat om regeringen fb'rklarade for det, at Sverige nu gick med på det tyska kravet och att detta betydde ett overgivande av neutralitetspolitikken, ty man fattade allmånt och populårt, att neutralitetspolitik vore inget annat an att hålla sig utanfor kriget. En forklaring att regeringen åmnade overge denna politik skulle anses betyda, att regeringen ville, att Sverige skulle taga kriget«.

Westmans argumentation fra juni 1940 er næsten ord til andet den samme som udenrigsminister Erik Scavenius benyttede i instruktionen af den 25. august 1914 til den danske gesandt i Berlin, greve Carl Moltke. Han forklarede heri, hvorfor den danske regering var gået med til at spærre Store Bælt med miner. Westmann kan umuligt have kendt denne instruktion, der først blev offentliggjort i 1973.

Episoden viser, at to fremstående nordiske statsmænd (og hovedparten af deres kolleger) reagerede på samme måde i to ensartede situationer. Paralleliteten kan endda trækkes endnu videre, fordi det i begge tilfælde var tvivlsomt, om Tyskland var parat til at sætte militær magt bag sine krav. Men dette var ikke afgørende. Det afgørende derimod var, at den danske regering den 5. august 1914 og den svenske den 18. juni 1940 og den 22. juni 1941 følte at de havde kniven på struben, og at de da reagerede

Det er interessant at læse, at dr. Garlgren, der ellers med kølig objektivitet har gennemført denne officielle skildring af Sveriges udenrigspolitik mellem 1939 og 1945, ikke viger tilbage fra at fremsætte sin egen vurdering netop på dette punkt. Det hedder i det afsluttende kapitel: »I stormakternas handlingsmonster vågde altså ... respekt for aktuel maktbalans og aktuella maktinteressen vida over respekt for neutralitet och neutralitetsregler. Ett litet land, som ville med bevarad frihet och sjålvstandighet overleva ett vårldskrig, maste i forekommande fall tillåmpa motsvarande vårderingar«. Gennem læsningen af bogen får man også en tydelig fornemmelse af dr. Carlgrens beundring for de to realpolitikere Christian Giinther og K. G. Westman og en tilsvarende despekt for den mere stemningsbetonede Richard Sandler.

Da krigen for alvor begyndte at gå Tyskland imod, kunne Sverige med sin elastiske politik begynde at tage nogle af de indrømmelser tilbage, det havde måttet give tyskerne, da de stod på deres magts højde. I august 1943 blev permittenttrafikken standset uden at regeringen i Berlin formåede at gøre noget ved det.

Det er en ypperlig fremstilling, dr. Carlgren har givet os i dette store værk om svensk udenrigspolitik under den anden verdenskrig. Den er omfattende i sin fremlægning af materialet, indgående i sine analyser af de afgørende episoder, og den er skrevet i en behagelig klar og nøgtern stil. Med dette værk er en væsentlig brik i vor viden om Nordens skæbne under krigen faldet på plads. Det er muligt, at fremtiden vil bringe enkeltstudier, der kan meddele nye detailler om den svenske regerings udenrigspolitik, men hovedlinierne skulle nu ligge klart trukket op.