Richard Hofstadter: The Progressive Historians. Turner, Beard, Parrington. London, Jonathan Cape, 1969. xviii + 498 s. £ 4.20.

Richard Hofstadter døde i 1970, men forinden nåede han at skrive denne bog, der kan læses som en slags testamente. Hofstadter har så åbenbart følt et behov for at tage et motiveret standpunkt til en række af de historikere, der i hans ungdom betød mest for ham. Og det er blevet et nok så heftigt opgør,, præget af stor lidenskabelighed og ofte unødigt hårde og unuancerede domme. Hårdest går det ud over Beard og tildels Parrington, de to der har betydet mest for Hofstadters personlige udvikling, medens Turner behandles mere uinteresseret, ja egentlig nærmest synes medtaget for helhedens skyld.

Fælles for de progressive historikere var, at de så USA's historie som een lang økonomisk og politisk konflikt mellem de besiddende og de übesiddende klasser, sådan som de også anskuede deres samtid. Det de søgte var desuden »a usable past«, en fortid, en historie, der kunne bruges her og nu. Efter Hofstadters mening er denne konflikt-opfattelse en altfor forenklet måde at anskue fortiden på, og han er da også selv traditionelt blevet associeret med den såkalte »consensus«-retning i amerikansk historieskrivning, selv om han i denne bog i nogen grad også distancerer sig fra denne anden form for forenkling. Amerikas historie er efter hans mening altfor kompleks til eensidigt at kunne anskues under enten den ene eller den anden synsvinkel.

Hofstadter kan heller ikke akceptere »too simple an identification between past and present problems«. Den aktivistiske historiker (Beard var det klassiske eksempel) »who thinks he is deriving his policy from his history may in fact be deriving his history from his policy, and may be driven to commit the cardinal sin of the historical writer: he may lose his respect for the integrity, the independence, the pastness, of the past«. Hofstadter søger her selv en akceptabel og frugtbar middelvej i det han kalder »present-mindedness«.

På denne baggrund kan det ikke undre, at Hofstadter i sin bog tegner tre levende portrætter ikke alene af de tre historikere, men nok så meget af deres produktion: Frederick Jackson Turner, der i sin pure ungdom med sin fremlæggelseaf »frontier«-thesen satte skel i amerikansk historieskrivning - og egentlig aldrig skrev noget siden. Charles A. Beard, denne mærkelige mand, der skrev et utal af bøger og med sin »An Economic Interpretation of the Constitution«og sin »Rise of American Civilisation« prægede flere generationer af unge historikere, for derefter siden totalt at forlade sin tidligere historieopfattclsetil

tclsetilfordel for en ekstrem historisk relativisme, og endelig til sidst på det nærmeste sætte sit faglige ry over styr med sine absurde angreb på Franklin D. Roosevelt's udenrigspolitik. Var der tale om manglende intellektuel integritet, eller var han blot stedse en søgende sjæl, »an intellectual seeker of admirable persistance and receptivity«? Og endelig Vernon L. Parrington, selve personificeringenaf »the progressive mind«, der med sin »Main Currents in American Thought« skrev århundredets mest læste - og mest glemte - litteraturhistorie.

Man skal læse »The Progressive Historians« ikke blot fordi en bog af Hofstadter altid er værd at læse, men også fordi den er et storartet eksempel på at historiografi, når det er bedst, er en meget fascinerende og yderst vedkommende form for historieskrivning. T F,