Detlef Junker: Die deutsche Zentrumspartei und Hitler 1932/33. Ein Beitrag zur Problematik des politischen Katholizismus in Deutschland. Stuttgarter Beiträge zur Geschichte und Politik bind 4. Stuttgart, Ernst Klett Verlag, 1969. 248 s. DM 38.-.

Det tyske Zentrumsparti, der sammen med det bayerske BVP repræsenterede den politiske katolicisme, var en af de konstante og kontinuerlige faktorer i Weimarrepublikkens politiske liv. Det repræsentede en næsten konstant del af den tyske vælgermasse og havde sæde i samtlige regeringer, der havde parlamentarisk basis. Og i Weimarrepublikkens slutfase var det derfor stadig en politisk faktor af betydning.

Junker har analyseret Zentrumspartiets politik og problematik i perioden fra Zentrumskansleren Brunings fald i maj 1932 til partiets selvopløsning i juli 1933. Og nogen uspændende tid var det afgjort ikke: i denne periode ændrede Zentrum, der var det eneste borgerlige parti uden større vælgertab til NSDAP, indstilling til NSDAP og Hitler. Og det ret afgørende: fra at have bekæmpet nationalsocialismen fik partiet en positiv holdning til nationalsocialisterne, således at det under visse betingelser, nemlig at det skete i overensstemmelse med forfatningen, var rede til at lade Hitler danne regering. Den illusionære indstilling, at Weimarrepublikkens politiske krise kunne løses forfatningsmæssigt ved at lade Hitler komme til magten, var Zentrums version af 30. januar 1933.

Det er Junkers opfattelse, at der i 1932/33 var et rnagtpolitisk alternativ til Hitlers magtovertagelse, nemlig et forfatningsbrud, et statskup. Når Zentrumspartiets ledelse i 1932 valgte at søge en politisk løsning med Hitler og dermed afviste at stotte planer om et forfatningsbrud, skyldtes det ifølge Junker flere forhold: det dårlige forhold til den frafaldne Zentrumspolitiker v. Papen, dets illusioner m. h. t. Hitler, men først og fremmest at det som et konfessionelt parti, d. v. s. som katolicismens politiske udtryk var bundet til den katolske kirkes statslære, således som den var blevet udviklet af pave Leo XIII omkring 1880. Som følge af dette var partiet imod en omvæltning, men tilpassede sig, når en sådan havde fundet sted; det var sket i 1918/19, og det skete igen i 1933. Derfor kan Zentrum karakteriseres ikke som et demokratisk-republikansk parti, men mere som et forfatningsparti: for partiet var statsformen principielt indifferent, afgørende var at den havde en legal basis. Denne formalistiske indstilling betød, at Zentrum i 1932 seriøst forsøgte at samarbejde med NSDAP inden for Weimarforfatningens rammer og at det osse søgte at arbejde positivt med i den »nye orden« efter 30.1.1933, således som det kom til udtryk i Zentrums støtte til Ermåchtigungsgesetz. Men lå der ikke osse en politisk holdning til henholdsvis Weimarrepublik og det nye autoritære styre bag denne indstilling?

I forhold til den eksisterende forskningslitteratur om Zentrumspartiets politik i Weimarrepublikkens sidste år indeholder Junkers bog ikke meget nyt; der fremsættes interessante synspunkter, hvoraf nogle må siges at være problematiske. Analysens svaghed forekommer dog at være, at Junker som følge af sin snævre fiksering på Zentrumspartiets konfessionelle side og dermed på hypothesen om den katolske kirke og den katolske statslæres betydning for Zentrums politiske holdning er blevet afskåret fra at inddrage andre synsvinkler ved vurderingen af partiets politik f. eks. spørgsmålet om Zentrum og evt. osse katolicismens principielle indstilling til fascismen, til demokratiet. Bogen er derfor primært en grundig studie i den politiske katolicismes problematik; men det må dog nok siges at være et spørgsmål, om katolicismen, d. v. s. den konfessionelle bundethed, havde en så stor betydning for Zentrumspartiets politik som hævdet i bogen.