Olaf Olsen : I Jacob Madsens fodspor. Biskop C. T. Engelstofts fynske kirkebeskrivelser. Odense Universitetsforlag 1970. 60s. Ill. 40,25 kr.

Odense universitetsbibliotek har som C C. Rafn-forelæsning nr. 2 udgivet et foredrag af Olaf Olsen om biskop C. T. Engelstofts fynske kirkebeskrivelser, som findes i manuskript i Nationalmuseets antikvarisk-topografiske arkiv. Det er en smuk lille publikation, som vil kunne tilfredsstille mange forskellige interesser.Når Danmarks Kirker når til beskrivelsen af de fynske kirker, og helt selvfølgeligt må systematisere Engelstofts oplysninger, vil Olaf Olsens analyse af manuskriptet være en naturlig indgang. Olaf Olsen giver en fyldig videnskabeligkommentar til håndskriftet, og han gør rede for dets særlige fortolkningsproblemer.Ved gentagne visitatser reviderer Engelstoft ofte sig selv i samklang med ny viden eller bedre forståelse. Beskrivelserne er udaterede, men Olaf Olsen peger på, at man kan fastslå deres affattelsestidspunkt ved at sammenholde kirkernes vilkårlige rækkefølge i beskrivelserne med de officielle visitatsprotokoller.Når kirkeværket har afsluttet sine arkivalske indsamlinger, vil Engelstofts oplysninger ofte være blevet afløst af mere autoritative kilder. De iagttagelser, der vil blive stående, skal findes på områder, hvor tidens tand har kunnet virke

upåagtet, som når bemalingen af granitfonte übemærket har fået lov til at forgå;
Engelstofts indsamling af viden om lokale skikke ved de enkelte kirker vil også
bevare sin værdi.

Som Olaf Olsen viser, er beskrivelserne først og fremmest en god kilde til biskop Engelstoft og hans samtid, og fra denne synsvinkel har vi i denne lille afhandling fået en underholdende kulturhistorisk skildring af dansk kirkearkæologis barneår og Engelstofts forhold hertil. Engelstoft påbegyndte sine optegnelser, før end interessen for kirkeundersøgelser slog igennem blandt fagarkæologer, men han har sidenhen som denne videnskabsgren udviklede sig mærkværdigvis ikke fulgt med i der s resultater — vi får i denne forbindelse en udsigt over dansk kirkearkæologis pionerer og deres virke i sidste halvdel af 1800-tallet. Kun ved spredte lejligheder synes Engelstoft at have modtaget påvirkning fra fagfolk. Engelstoft er uden specielle forudsætninger, når han samler iagttagelser til sine beskrivelser, men som lægmand føler man sig beslægtet med ham i hans ligefremme syn på sine kirker. Det er givet betegnende, når Olaf Olsen udtrykker det således, at Engelstoft holdt af sine kirker. Det er stiftets øverste ansvarlige, vi møder, når vi ser, at Engelstoft sætter pris på at kirkerne er vel istandsatte, fx. pudset med cement, og når han foretrak rundbuede vinduer med jernrammer, hvorved jeg forestiller mig de i samtiden indsatte bedre lysgivende vinduer med smedejernsrammer. For inventarets vedkommende sætter Engelstoft pris på sin tids smag for »egetræsmalingen«, som kom til at koste mange ældre stafferinger livet, og han interesserer sig for opsætningen af de mange kopier af klassiske altermotiver, også en tidstypisk fornyelse i kirkeinventaret. Engelstofts syn på den kirkelige kunst og arkitektur er præget af hans meget personlige smag. Gotikken er i højsædet, men også rennæssancens svungne gavle tiltaler ham. Hans syn på katolsk inventar skæmmes af en betydelig uvidenhed om katolsk ikonografi, en omstændighed hvori man kan se den tidsmæssige og aktualitetsmæssige afstand fra forgængeren i embedet Jacob Madsen, hvis visitatsbog gav stødet til Engelstofts fynske kirkebeskrivelser. Fortrolig med den katolske billedverden opsøgte Jacob Madsen den i kirkerne for at få den ud. Olaf Olsen peger på, at Engelstoft i modsætning til mange i samtiden havde øje for rokokoens perspektiviske illusionsmaleri, hvorimod han ikke brød sig om renæssancesnitværker og empireinterieurer. Engelstoft holdt af at ræsonnere over de ting han så, og det er ligefrem spændende med Olaf Olsen at følge ham på visitats. Biskoppen kombinerer ofte fejlagtigt, men med sin kyndige realkommentar sniger Olaf Olsen en god del elementær kunsthistorie ind i læseren. Engelstoft forstod aldrig den fynske blandingstype mellem den sjællandske kampestenskirke og den jyske kvaderstenskirke. Han ville at kvaderstenskirkerne skulle være yngre end kampestenskirkerne, fordi han syntes, at de repræsenterede en mere avanceret byggeskik. Det er jo en nærliggende betragtning ved kvaderkirkernes forfinede teknik, men når man læser Olaf Olsen om Engelstoft, er det som at følge en opmærksom nybegynder på sin færd med en god vejleder.

I selve bogen har man kælet med typografi, og der er mange og gode illustrationer. Man har valgt en side med en ret smal tekst og marginalnoter i stedet for fodnoter. Det gør den let at læse, og let at finde den rette note, selvom denne opstilling kan svigte, når der er illustrationer i marginen. Engelstoft-citaterne i teksten er sat med kursiv, hvorved man undgår de uskønne citationstegn, og

Olaf Olsen har så vidt muligt dateret alle citater i noter. Det er som sagt en smuk og nyttig bog. Jeg vil dog indvende at for den lokalt ukyndige havde et alfabetisk stedregister været at foretrække fremfor fynskortet, ligesom jeg vil pege på, at man på omslaget har beskåret Engelstofts tekst således, at den ikke kan læses i sin udstrækning fra venstre til højre. Det er synd, for hvis man vil have et indtryk af Engelstofts skrivestil, er omslaget lettere at læse end gengivelsen side 11, men det er naturligvis en kuriositet. <, MOw