Ove Høegh Guldbergs og arveprins Frederiks brevveksling med Peter Christian Schumacher 1778-1807. Udgivet af Det kongelige danske Selskab for Fædrelandets Historie ved J. O. Bro-Jørgensen. København, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1972. 557 s. 98,50 kr.

På en række væsentlige punkter må det 18. århundrede — også sammenlignet med forholdene i for eksempel Sverige og England - karakteriseres som et forsømt område i dansk historieforskning. Kildeudgaver fra dette århundrede repræsenterer undtagelsen, snarere end regelen; men med den foreliggende udgivelse af brevvekslingen mellem Guldberg og Peter Christian Schumacher er der imidlertid givet et interessant indblik i sider af den såkaldte guldbergske periode.

Såvel hvad angår deres antal som deres omfang fordeler de ialt 217 breve sig jævnt på hver sin side af regeringsskiftet den 14. april 1784. Kun fem breve er bevaret fra arveprins Frederik til Schumacher. Korrespondancen mellem Guldberg og Schumacher rummer betydelige lakuner; men i original eller koncept er dog bevaret 131 breve fra Guldberg og 81 fra Schumacher.

Som det var at vente, adskiller brevene før og efter 1784 sig markant hvad
angår deres indhold.

Som stats- og gehejmekabinetssekretær — og fra 1. december 1780 også som gehejmestatsminister — møder vi Guldberg som den faktiske leder af monarkiets udenrigspolitik i brevveksling med en mand, der i udstrakt grad nød hans fortrolighed. Som bekendt valgte Guldberg at udøve sin indflydelse uden for gehejmestatsrådet. Brevene rummer derfor ikke egentlige instrukser til en diplomat, der var akkrediteret Danmarks nærmeste allierede. Denne tjenstlige korrespondance blev udfærdiget af A. P. Bernstorff indtil november 1780, og derefter af M. G. Rosencrone. I Guldbergs breve finder vi derimod - som supplement til de formelle ordrer - en række principielle betragtninger over Danmarks forhold til udlandet, og her især naturligvis til Rusland som den magt, der stod i centrum af monarkiets sikkerhedspolitik efter alliancetraktaten af 1773. Tilsyneladende har den skriveglade regeringschef nedfældet disse bredere betragtninger lige så meget for at klargøre sig sine egne tanker over for en betroet og sagkyndig ven som for egentlig at instruere Schumacher. Brevene - der for øvrigt ved flere tidligere lejligheder har været udnyttet af forskningen — giver derfor et enestående indblik i en regeringschefs udenrigspolitiske synsmåde; og samtidig giver de et godt indblik i periodens officielle - og uofficielle - diplomatiske forretningsgang.

Selvom Guldbergs breve før 1784 helt overvejende omhandler udenrigspolitiske spørgsmål, giver de dog hist og her et indblik i de problemer - overvejende af økonomisk art - der optog den allesteds aktive regeringschef. Vi møder her Guldbergs tanker om Københavns handelspolitiske placering og hans planer med den holstenske kanal; og vi fornemmer hans glæde over den umiddelbare succes, som oprettelsen af Østersøisk-guinesisk Handelsselskab mødte hos monarkiets

Efter Guldbergs fald i 1784 fortsatte han som stiftamtmand i Århus korrespondancen med Schumacher, først i dennes egenskab af privatmand og senere som amtmand på Fyn. I disse breve søger man næsten forgæves efter udtalelser fra Guldberg om hans dispositioner og planer fra den tid, han sad ved roret. Udtalelser herom er - øjensynlig af forsigtighedshensyn - yderst få og vage; og ihvertfald for en enkelts vedkommende har den kyndige udgiver endda kunnet dokumentere, at Guldberg her må huske (?) forkert.

De to venner vedblev i deres breve at beskæftige sig med den politiske udvikling i Europa; man mærker dog her, at de befinder sig langt fra informationskilderne; og de udenrigspolitiske spekulationer i de seneste breve grænser til det patetiske. Brevvekslingen efter 1784 har imidlertid interesse som en privatkorrespondance imellem to danske amtmænd under den store reformperiode. Vi hører deres sagkyndige kommentarer til de nye magthaveres dispositioner i forbindelse med landboreformerne, kornhandelen og finanspolitikken - reformer, som de ofte stod kritiske over for, men som de kompetent og loyalt førte ud i livet.

Det kan næppe undre dette tidsskrifts læsere, at værket opfylder alle forventningeri udgivermæssig henseende. Brevenes proveniens belyses i indledningen; men navnlig er der grund til at gøre opmærksom på de omfattende realkommentarer,der ledsager de enkelte breve. De repræsenterer et meget betydeligt

og omhyggeligt arbejde, som i væsentlig grad letter brugen af brevene, og som
enhver læser må være den lærde udgiver taknemmelig for.