Keith Hitchins: The Rumanian National Movement in Transsylvania 1780— 1849. Harvard Historical Monographs LXI. Cambridge, Mass., Harvard University Press, 1969. xi, 316 s. $ 8.50.

Et vestligt specialstudium indenfor Transsylvaniens historie er en stor sjældenhed. Det er en endnu større sjældenhed, at det lykkes forfatteren af et sådant værk at overvinde blot en del af de talrige barrierer, der lægger sig i vejen for en seriøs forskning på det felt. Det er væsentligt, at de sproglige forudsætninger er i orden som hos Hitchins, da Transsylvanien dengang som nu bebos af tre sprogligt vidt forskellige folkeslag, rumænere, magyarer og saksere. Den næste omtrent uovervindelige hindring er at trænge igennem de århundredgamle kontroverser mellem de nævnte folk i opfattelse af både deres egen og deres fælles historie; dette indebærer bl.a. at kilder og ældre såvel som nyere fremstillinger må læses med skærpet agtpågivenhed. Forf. synes på dette område at have undgået de værste faldgruber.

Den rumænske nationale bevægelse i den omhandlede periode har været et temmelig uopdyrket felt indenfor områdets historie. Transsylvanien var fra 1687 en provins af Østrig og blev styret af et kancelli i Wien, medens den lovgivende myndighed lå hos den lokale landdag, hvor kun magyarer, szekler og saksere var anerkendt som nationer, og rumænerne derfor kun havde indflydelse qua magyariske adelige. Ydermere var de væsentligt mere tilbagestående end den øvrige befolkning. Det er karakteristisk, at deres fåtallige intelligens var gejstlig, men den omstændighed, at en del af deres ortodokse kirke unierede sig med pavestolen, vandt dem en vis velvilje i Wien, hvorfra den begyndende nationale bevægelse blev opmuntret for at svække den adelige landdags position.

Dette er forf.s udgangspunkt, og den følgende fremstilling er velskrevet og nøgtern. Forf. er trængt dybt ind i problemstillingerne takket være ekstensive studier ikke blot i rumænske arkiver, men også i centralarkiverne i Wien og Budapest. Værket opfylder imidlertid ikke alle forventninger hos en kritiker. Afgrænsningen er for snæver. Rumænerne boede jo ikke blot i Transsylvanien, også i fyrstendømmerne Moldau og Valakiet fandtes rumænske statsdannelser under tyrkisk overhøjhed. Rumænerne i disse tre områder følte sig knyttet til hinanden ved deres fælles sprog og delvis fælles kultur og religion. Ønsket om at danne en fælles stat - den dakoromanske tanke - var et ikke ukendt fænomen længe før 1848. Allerede deres første nationale historieskrivere betragtede deres afstamning direkte fra de romerske indbyggere i Dacien som givet og søgte herved at legitimere en historisk ret til Transsylvanien. Forf. forsømmer i denne forbindelse at komme ind på forbindelserne mellem rumænerne i Transsylvanien og Donaufyrstendømmerne.

1848 behandles udførligt og balanceret. De transsylvanske rumænere ønskede
ikke union med Budapest, men forlangte selvstyre. Den ungarske regering anså

Stefanskronens territoriale integritet for indiskutabel, hvilket - da Ungarn kom i krig med Østrig - førte til, at rumænerne allierede sig med Østrig for ad denne vej at vinde selvstyre. Men spørgsmålet er, om ikke rurnænernes ønsker gik mere vidt, til en selvstændig statsdannelse med Moldau og Valakiet. Dette spørgsmål søges imidlertid ikke besvaret.

Det ville have været nyttigt, om forf. havde vovet sig ind på at stille de forskellige
tidligere synspunkter vedr. rumænerne overfor hinanden. Hans bibliografiske
vejledning er dog nyttig under alle omstændigheder.

Endelig en cadeau til både forfatter og forlag. For en læser, som har været vant til at se centraleuropæiske navne radbrækket til ukendelighed, er det en tilfredsstillelse at konstatere at det kan lade sig gøre at gengive disse person- og stednavne korrekt. Ikke en trykfejl, det er smukt.