Frtedrigh Lutge : Geschichte der deutschen Agrarverfassung vom frühen Mittelalter bis zum 19. Jahrhundert. Deutsche Agrargeschichte III. 2., verbesserte und stark erweiterte Auflage. Stuttgart, Verlag Eugen Ulmer, 1967. 323 s. 8 plancher. DM 44.

For den danske læser er agrarforfatningen ikke begrænset til forholdet mellem godsherren og godsets bønder og anden almue; den omfatter tillige og ikke mindst landsbyorganisationen, herunder bl.a. reglerne for landskiftet (Poul Meyer: Danske bylag, 1949, s. 241 ff. - Jfr. Svend Gissel i Landbohistoriske Studier tilegnede Friedlev Skrub beltrang, 1970, s. 33). Også for Tysklands vedkommende gælder det almindeligt, at agrarforfatningen har to hovedområder: Herrschqft og Genossenschqft (Werner Gonze i HWB der Sozialwissenschqften I, 1956, s. 112. Jfr. et nyt arbejde af Hugo Ott: Studien zur spåtmittelalterlichen Agrarverfassung im Oberrheingebiet. Quellen und Forschungen zur Agrargeschichte XXIII, 1970).

Det er derfor skuffende, at Friedrich Llitge (1901—68) i nærværende bog ligesom i sine vigtigste tidligere arbejder nøjes med at behandle herlighedsforholdene. Når forfatteren under de tyske Landboreformer (Bauernbefreiung) bl.a. gør rede for fællesskabets opløsning, træder inkonsekvensen klart frem. Baggrunden for denne ensidighed i Llitges fremstilling er, at han såvel som andre nyere forskere på agrarforfatningens område i reaktion mod von Gierkes, von Maurers o. a. ældre folks dyrkelse af kollektivprincippet har vist herskabsforholdet særlig opmærksomhed og dermed forsømt fællesskabstanken. Liitge nåede ganske vist

selv frem til den erkendelse, at tiden nu måtte være inde til at foretage en rimelig vægtfordeling mellem de to opfattelser (s. 18, 112); men beklageligvis er dette altså ikke sket i det foreliggende arbejde, som derved får en stærk slagside. Inden for rammerne af Deutsche Agrargeschichte findes der dog en (ganske vist ikke fyldestgørende) forklaring på udeladelsen af bylagene, idet landkommuner ligesom bondestater og bondeoprør findes kort omtalt i agrarhistoriens IV. del: Geschichte des deutschen Bauernstandes, af Giinther Franz, medens landskiftet for hovedpartens vedkommende er indgået i værkets 11. del: Geschichte der deutschen Landwirtschqft, af Wilhelm Abel.

Det er i det hele taget forståeligt, at Liitges kritikere har fundet, at hans fremstilling ikke på langt nær er dækkende, hvilket gælder i flere henseender end den allerede fremførte. Det må dog retfærdigvis anføres, at tysk agrarforfatningshistorie som helhed i disse årtier er inde i en yderst kritisk periode (Giinther Franz, opus cit., s. 7).

Imidlertid har bogen også andre svagheder end de tematiske. På et enkelt punkt har forfatteren i 2. udgave (1. udgave kom i 1963) imødekommet sine tyske kritikere, nemlig ved at tage større hensyn til de østrigske områder; men talrige forhold i bl. a. de gamle midttyske stater er endnu så lidet undersøgt, at de kun har kunnet strejfes. For en dansk læser er det beklageligt, at omtalen af Slesvig-Holsten er ganske overfladisk og iøvrigt kun bygger på tysk litteratur; Lutge kunne godt have nået at inddrage Johan Hvidtfeldts doktorafhandling: Kampen om ophævelsen af livegenskabet i Slesvig og Holsten 1795-1805, 1963. M.h.t. ikke-tysk litteratur står Liitge alt i alt langt svagere end Abel, og bogen giver derfor heller ikke noget klart billede af den tyske agrarforfatnings forhold til agrarforfatningerne i de tilgrænsende ikke-tyske lande, samt Schweiz. Bedst indtryk får man af relationerne mod øst, idet den østtyske godsstruktur skildres således, at man forstår sammenhængen med den østeuropæiske godsstruktur. Helt utilfredsstillende er derimod indblikket i tysk versus fransk agrarforfatning, omend der her er to gode udgangspunkter i Frankertiden og Reformtiden. For den sidstnævntes vedkommende mærker man tilfulde tysk ulyst til at have været den modtagende part, og Liitge udbryder med G. F. Knapp: »Weshalb schauen wir eigentlich immer auf Frankreich?« (s. 206 n. 13). Det kan derfor ikke overraske, at skildringen af den tyske »Bauernbefreiung« begynder med og domineres af de preussiske reformer fra 1807 (s. 223 ff.), hvorimod indførelsen 1794 af fransk lovgivning i de tyske egne på venstre Rhinbred henvises til et supplerende afsnit (s. 242). Fremstillingen bliver da på dette punkt ganske skæv.

De således givne væsentlige begrænsninger i forfatterens horizont besværliggør den sammenligning med bl. a. de specifikt danske forhold, som anmelderen har fundet så frugtbar under sin læsning af Abels del af Deutsche Agrar geschichte. (Omtalen s. 174 af Kong Valdemars Jordebog m. v. er kun et led ien opremsning af middelalderlige katastre (urbarer)). Liitge har simpelthen ikke Abels format i bredde - og vel heller ikke i dybde, når bortses fra visse særligt studerede områder. Medens Abel i mangfoldige tilfælde kan overkomme at henvise direkte til kilderne, har Liitge på forhånd,(s. 8) opgivet dette; men anmelderen lægger vægt på at understrege, at Liitge uimodsigeligt har præsteret et arbejde af stor lærdom.

Den dominerende skole inden for tysk agrarforfatningslære bygger især på

G. F. Knapp (hovedværker 1887 og 1897), som skelnede mellem en sydvestlig,nordvestlig, sydøstlig og nordøstlig godsstrukturtype. Elben blev hovedskelletmellem østtysk »godsherlighed« og vesttysk »grundherlighed«, til hvis karakteristikTh. Knapp afgørende bidrog ved at udskille »det andet livegenskab« (udtrykket er det af Engels anvendte) fra det strengere østtyske livegenskab (se herom Hvidtfeldt, opus cit., s. 14ff.). Ligesom Leibeigenschaft er også termerne Grundherrschaft og Gutsherrschqft både uklare og omstridte (jfr. nedenfor). Selv har Liitge på et særdeles væsentligt punkt bidraget til den videre differentiering, nemlig med bogen Die mitteldeutsche Grundherrschaft und ihre Auflb'sung, som 1957 forelå i 2. udgave. I nærværende arbejde har Liitge på forskellig måde udbygget de hidtidige resultater, ikke mindst for Midttysklands vedkommende; men det vil føre for vidt her at følge den tyske agrarforfatning i blot dens vigtigste lokale variationer, og anmelderen skal iøvrigt også vel vogte sig for at forsøge en vurderingaf finesserne i disse endnu kun ret spredt studerede og meget problematiskeforhold.

Det overvejende vesttyske begreb »grundherlighed« betegner, som Liitge oplyser s. 45 ff., dominium directum, på dansk nærmest forsvaret og den dertil svarende herlighed, i modsætning til dominium utile, et mindre adækvat udtryk for ejendomsretten (bedre = besidderretten). Grundherligheden er fra først af af personlig (privatretlig), men efterhånden mere af økonomisk (tingsretlig) art. Grundherlighed optræder imidlertid sjældent alene, men oftest i forbindelse med andre herligheder, og når bondens afhængighed af godsherren bliver så stærk, at herligheden indbefatter rettigheder, som ellers tilkommer fyrstemagt eller domstole (jurisdiktionsret, politimyndighed etc.), tales om godsherlighed i østtysk forstand. Under godsherlighedssystemet er godsherren blevet øvrighed (s. 51, 139); derimod indbefatter godsherligheden ikke nødvendigvis hovedgårdsdrift (Gutswirtschaft).

Merovinger- og Karolingertidens villikationsforfatning, som ifølge sagens natur ikke forekom i de østelbiske områder, kunne i meget minde om en med hovedgårdsdrift forbundet godsherlighedsforfatning (se s. 51), men gik i tiden fra 1100- til 1400-tallet i opløsning (s. 83), og på ruinerne af de tidligere tilstande var det, at de regionalt forskellige vesttyske agrarforfatninger udviklede sig. Opløsningen af villikationerne foregik således, at villaens egenjorder helt eller delvis udstykkedes til bønderne, hvis personlige ufrihed i hovedsagen konverteredes til afgifter af deres gårde (s. 52, 84f.). Ofte gik man over til frie forpagtningsformer; men de fleste steder kom bønderne før eller senere ind under grundherligheden, først i Sydtyskland, hvor villikationerne holdt sig længst. Med grundherligheden kunne godsejeren forbinde livherlighed, tiendeherlighed m. v.

Det for anmelderen mest interessante træk i hele denne udvikling er det af Liitge flere steder (se bl.a. s. 184) påpegede forhold, at de afgifter, som afløste bondens personlige ydelser, bl.a. hoveriet, efterhånden (og først efterhånden) blev rationaliserede, således at de kom til at svare til ejendommens aktiver - Rud. Kotzschke karakteriserer grundherlighed i økonomisk henseende som »eine Summe von ertragabwerfenden Vermogenswerten in Grundstiicken und verschiedenerleidaran haftenden Gerechtsamen« (Allgemeine Wirtschaftsgeschichte des Mittelalters, 1924, s. 241) - hvorimod den egentlige retlige baggrund for ydelserne gik mere eller mindre i glemmebogen; afgørende for bønderne blev

afgifternes absolutte og relative højde. I Danmark synes en regulering af hoveri og gæsteri ofte at være sket henholdsvis i slutningen af 1300-tallet og omkring år 1500; men de kronologiske forhold er her som helhed utilstrækkeligt oplyste. Det samme er desværre tilfældet i de gamle tyske områder, hvor indførelsen af de faste herlighedsyd eiser må ses i nøje sammenhæng med opløsningen af villikationssystemetog omtrentlig dateres til 1200-/1300-tallet, i Nordvesttyskland allerede til 1100-tallet (s. 85). Det ville - også fra et dansk synspunkt - være ønskeligt, hvis det tyske materiale om disse forhold blev gjort til genstand for mere dybtgående undersøgelser, end det hidtil er sket.

Som et vigtigt moment i bogen skal endelig anføres Lutges skildring af landsherrernes især i nyere tid mærkbare indgriben i godsadministrationen, hvorved bondebrugene blev beskyttet, først og fremmest mod nedlæggelse (Bauernlegen), men også mod forøgelse af hoveriet (s. 160). De kraftige stater, i det nordlige efterhånden særlig Preussen, gjorde sig stærkt gældende i denne forbindelse, hvorimod den svagere fyrstemagt i Slesvig-Holsten og Mecklenburg gav ridderskabet langt friere spil (s. 137, 155). I Sydtyskland møder man helt andre tilstande, idet bønderne her var repræsenterede i adskillige landdage og i det hele var stærkt politisk aktive (se herom Peter Blickle i Giinther Franz: Geschichte des deutschen Bauernstandes, s. 151 ff.), hvorimod adelen i det svage Wurttemberg 1532 blev rigsumiddelbar og derefter bevidst holdt sig borte fra landdagen (Liitge, s. 193). Disse er yderpunkterne i en udvikling, hvis videre udforskning man også i Danmark vil følge med opmærksomhed fremover.