Hugo Ott: Studien zur spätmittelalterlichen Agrarverfassung im Oberrheingebiet. Quellen und Forschungen zur Agrargeschichte. XXIII. Stuttgart, Gustav Fischer Verlag, 1970. viii, 193 s. 3 kort i teksten og 4 kortbilag i farver. Indb. DM 62.

Denne bog er et i flere henseender interessant arbejde, først og fremmest p.gr.a. sin tilbundsgående punktanalyse af nogle få lokaliteter og klostergodser, men tillige fordi det undersøgte område i Breisgau omfatter bebyggelser såvel i lavlandet (Altsiedelland) som i det tilstødende Schwarzwald (Ausbaugebiet), samt endelig fordi det pågældende lavland er en af de egne i Europa, hvor der forekommer

Bogens første hovedafsnit (I. Kapitel) er tillige det, der vækker størst opmærksomhed : Ved en indtrængende dobbeltanalyse af senmiddelalderlige urbarer og af opmålinger fra sidste tredjedel af 1700-tallet er det lykkedes Ott at nå frem til bemærkelsesværdige resultater: således påviser han, at de blokformede jorder, som af geografen Anneliese Krenzlin antages at repræsentere et ældre udviklingstrin end systemet med åse inddelt i agre (Zur Genese der Gewannflur in Deutschland nach Untersuchungen im nordlichen Unterfranken, Geografiska Annaler 43, 1961, s. 190-204. - Samme og Ludwig Reuss: Die Entstehung der Gewannflur nach Untersuchungen im nordlichen Unterfranken, Frankfurter Geographische Hefte 35, 1961. -Jfr. Poul Meyer: Danske bylag, 1949, s. 270-278), i de her undersøgte tilfælde har ligget til en hovedgård (Meierhof), medens agerstrimlerne sammesteds har hørt til fæstegårdene (Schupposen, Lehen). Tilsvarende iagttagelser kan gøres i Danmark, uden at de dog tør antages at have generel gyldighed.

I sit andet hovedafsnit (11. Kapitel) angriber Ott den især af historikeren Willi A. Boelckf (Die friihmittelalterlichen Wurzeln der siidwestdeutschen Gewannflur, £eitschrift fur Agrargeschichte und Agrarsoziologie 12, 1964, s. 131-163) på et utilstrækkeligt grundlag fremsatte påstand om en kausalsammenhæng mellem tovangssystemet og særlig intensiv parcellering (s. 69), som han ganske vist ikke totalt forkaster (s. 64). Ott beskæftiger sig tillige kritisk med geografen Étienne Juillard's opfattelse (se især L'assolement biennal dans l'agriculture septentrionale, le cas particulier de la Basse-Alsace, Annales de Géographie 1952), at tovangsbruget forekommer på den frugtbare løss-jord, samt at specialisering

i retning af brødkorn (hvede eller rug) kan have tenderet mod at fremme tovangsbruget med henblik på forsyning af bycentrene fra Strasbourg til Koln (s. 95). Juillard's teori hviler bi.a. på den antagelse, at tovangsbrug optræder relativt sent i Mellem- og Nordeuropa og må betyde et tilbageskridt i forhold til trevangsbruget. Under sin gennemgang af herhenhørende problemer omtaler Ott (s. 91 ff.), at tovangsbrug undertiden kan være betinget af, at der har været for lidt plads til tre vange, et fænomen, der også kendes fra danske småøer. Som helhed kan Ott's argumentation betragtes som sund; men når han slutter til rotationen ud fra afgifternes art (vinter- og sommerkorn), burde hans læsning af fru Krenzlin's værker dog have advaret ham mod at fæste alt for megen lid til sådanne slutninger, omend det må anerkendes, at han her lægger mere vægt på tiende end på landgilde (Zins).

Hugo Ott har i sin bog endnu et tredje hovedafsnit (111.-V. Kapitel) omhandlende agrarforfatningen i det klostret St. Blasien tilhørende mindre gods (provsti) Weitenau med hovedgård, ladegård og 10-12 landsbyer i godsets frie enemærke (Zwing und Bann), samt uden for dette 12 besiddelser i Schwarzwald og 38 i lavlandet nedenfor. Ott bygger på et urbar fra 1344 med tilhørende Weistum for godset, og hans minutiøse gennemgang af denne kilde bidrager væsentligt til at klargøre agrarforfatningen i et af de tyske bondeopstandes klassiske områder.

Ott søger dog lige så lidt som f. eks. Friedrich Liitge at belyse rsagssammenhængen agrarforfatning og bondekrig. I det hele taget er hans undersøgelse på adskillige punkter ufærdig og dens horizont begrænset; men Ott's ædruelighed og solide sagkundskab vækker forventninger til de mere definitive resultater, som han stiller i udsigt. SuFMI. <-*„„,.