Reinhard Bollmus: Das Amt Rosenberg und seine Gegner. Studien zum Machtkampf im nationalsozialistischen Herrschaftssystem. Studien zur Zeitgeschichte herausgegeben vom Institut fur Zeitgeschichte. Stuttgart, Deutsche Verlags-Anstalt, 1970. 360 s. DM 20.-.

Alfred Rosenberg, hvis værk Der Mythos des 20. Jahrhunderts var et forsøg på at give en fortolkning af nationalsocialismens Weltanschauung, blev aldrig officieltanerkendt som partiets teoretiker; som gammel kæmper for Hitler kom han dog i det 111. Rige til at sidde på flere poster i partiet og staten, hvor han søgte at realisere den nationalsocialistiske ideologi. Reinhard Bollmus' dissertationer en detaljeret undersøgelse af en af Rosenbergs funktioner i det såkaldte »Amt Rosenberg« eller som det mere udførligt kaldtes »Dienststelle des Beauftragtendes Fiihrers fur die tTberwachung der gesamten geistigen und weltanschaulichenSchulung und Erziehung der NSDAP«. Bollmus' sigte har ikke primært været at give en udførlig fremstilling af dette ikke særligt betydningsfuldeDienststelles historie; det er snarere forfatterens hensigt at vise, at »Amt Rosenberg« på trods af dets mindre betydning osse kan have en mere vidtgåendefunktion som en slags model for det nationalsocialistiske systems indre beskaffenhed. Denne analyse bliver dermed osse et indlæg i den standende

diskussion i tysk historisk forskning om det 111. Riges interne struktur. Bollmus gør i indledningen rede for, hvorfor han ligger på linie med den opfattelse af det 111. Riges indre opbygning, der navnlig er blevet hævdet af Hans Mommsenog Martin Broszat; disse understreger over for det af bl.a. Karl Dietrich Bracher og Gerhard Schulz forfægtede monolitiske system baseret på førerviljen,at et væsentligt træk var planløsheden i det nationalsocialistiske systems indre kaos af beføjelser og funktioner.

»Amt Rosenberg« kan til trods for at det var et mindre vigtigt organ i det 111. Riges struktur godt siges at være velegnet til en sådan undersøgelse og dermed til efterprøvelse af thesen om den indre planløshed. Bollmus har nemlig været så heldigt stillet, at organets akter og andre kilder så godt som fuldstændigt er bevarede, således at forf. har haft et omfattende kildemateriale til rådighed for efterprøvelsen af problemstillingen.

Rosenbergs Dienststelle blev oprettet i 1934 som partiorgan, og det kom efterhånden til at beskæftige sig med emner som skoling, kirkepolitiske spørgsmål, jøde- og frimurerspørgsmål, partiuniversitetet og den tyske forhistorie. Trods det omfattende kommissorium, der lå i oprettelsen af Dienststelle, fik Rosenberg og hans stab dog aldrig tildelt klare beføjelser af Hitler for organets virksomhed. Særligt i tiden op til 1937 medførte dette mange uoverensstemmelser med såvel Joseph Goebbels som Robert Ley over en række mindre spørgsmål, men osse mere generelt spørgsmålet om det 111. Riges kulturpolitik. Bogen kommer derved osse til at illustrere forholdet mellem teori og praksis mht. nationalsocialisternes holdning til kulturen i det hele taget, hvor Rosenberg, der lidt ondartet blev kaldt partidogmatikeren, repræsenterede den nationalsocialistiske ideologis konsekvente realisering i kulturpolitikken, mens Goebbels og Ley havde en mere opportunistisk og pragmatisk holdning. I denne magtkamp om kulturpolitiske spørgsmål, hvor Hitler undlod at gribe ind, blev Rosenberg som regel den svageste. Særlig historisk interesse har måske det afsnit, hvor Bollmus redegør for Rosenberg og hans håndlanger Hans Reinerths forgæves bestræbelse på at få den tyske forhistoriske forskning underkastet det langt fra klare nationalsocialistiske historiesyn.

Lige som det var tilfældet med de andre større funktioner, som Rosenberg havde, nemlig Aussenpolitisches Amt der NSDAP og senere udnævnelsen til rigsminister for de besatte østområder lykkedes det — bortset fra i enkelte tilfælde - heller ikke for Rosenberg at skaffe sig nogen større indflydelse på kulturpolitikken. Hans konkurrenter i magtkampen var for stærke. Bollmus' bog bliver dermed osse et bidrag til en karakteristik af Alfred Rosenberg, hvis reelle betydning i det 111. Rige sættes i relief. Og den var faktisk ikke så stor; det skyldtes ikke alene, at det ikke lykkedes Rosenberg at få partiets ideologi akcepteret som forpligtende for det 111. Rige, men i endnu højere grad, at Rosenberg måske var for lidt magtmenneske til at kunne hævde sig i slagsmålet om magten og indflydelsen i det nationalsocialistiske Tyskland.

Det forekommer, at det er lykkedes for Bollmus gennem den valgte næranalyseaf et mindre betydningsfuldt organ i det nationalsocialistiske system at vise, at det osse af andre historikere hævdede kaos af funktioner, uklare afgrænsninger,rivaliteter og konkurrerende kompetence har principiel og generel gyldighed for det 111. Riges indre struktur. Bollmus taler lidt uklart om et

»'Autoritåre Anarchie', ein Terminus, dessen innere Widerspriichlichkeit mit der Wirklichkeit des Fiihrer-Staates iibereinstimmt« (s. 245). Det afgørende spørgsmål er naturligvis, hvorvidt dette kaos havde sin forklaring i planloshed fra Hitlers side, således som Bollmus mener: »Der innere Struktur dieses Systems war der Ausdruck tatsåchlicher Planlosigkeit« (s. 250), eller om det var udtryk for en mere eller mindre bevidst praktiseret divide-et-impera-politik, som andre historikere hævder; dette vigtige spørgsmål synes dog ikke at have fået noget endegyldigt svar med Bollmus' som helhed udmærkede analyse. Naturligvis må Bollmus' opfattelse af planløsheden som det dominerende træk i det indre system involvere en stillingtagen til den tilsyneladende større »planmæssighed« i Hitlers udenrigspolitik. Bollmus' forsøg på at ophæve denne modsigelse forekommerdog ikke særligt overbevisende (s. 247 ff).

Bollmus' veldokumeriterede analyse af »Amt Rosenberg« er et vægtigt bidrag til deri historiske kortlæggelse af det 111. Riges »Åmter-Chaos« og dermed dets indre opbygning. Hans opfattelse af »Amt Rosenberg« som symptomatisk for den indre struktur synes berettiget; derimod forekommer de konklusioner, han drager af dette, til karakteristikken af magtsystemet i nogen grad sat på spidsen som f.eks. i følgende bemærkning: »Das Kompetenz-Chaos diirfte demnach nicht auf eine bestimmte Konzeption, eher schon auf eine irrationale psychische Disposition Hitlers zuriickgehen« (s. 246). Men netop derfor kan bogen udmærket blive anledning til en fortsat frugtbar historisk diskussion mht. problemet angående det nationalsocialistiske systems struktur. Den er i al fald en klar udfordring til tilhængerne af den mere monolitiske.