Christian Tortzen: Gilleleje oktober 1943 - under jødernes flugt for nazismen. København, Fremad, 1970. 270 s. Ill. 29,75 kr. Indb. 42,50 kr.

20% af de ca. 6500 danske jøder, der i oktober 1943 undgik at blive ofre for
den tyske jødeaktion ved at flygte til Sverige, slap bort via Gilleleje. »Der skrives

historie her i byen i disse dage«, som formanden for den jødekomité, der blev dannet i Gilleleje, ikke med urette sagde ide dage. Deter byen og dens bestræbelserfor at håndtere det problem, som den voldsomme strøm af flygtninge stillede den overfor, der står i centrum i lektor Tortzens bog. Flygtningene selv fremstår først og fremmest som objekt, som problemet, der skulle klares.

Bogen er tredelt. Efter fremstillingen af begivenhederne følger en fremlæggelse af så godt som hele det kildemateriale, der er til rådighed om emnet, hvorpå dette i bogens tredie del gøres til genstand for en karakteristik og en vurdering. Kildeafsnittet fylder næsten to tredjedele af bogen, og Tortzen træder selv beskedent tilbage til fordel for sine kilder. I sin indledning skriver han, at læserne »bør ofre deres meste opmærksomhed på det bedste: kilderne selv« (s. 11), og bag i bogen skriver han om det fra 1956 systematisk indsamlede beretningsmateriale, at det »altid selv vil have større historisk værdi end den fremstilling, der bygger på det« (s. 255).

Bemærkningerne er en kommentar værd. Hvis Tortzen med konsekvens havde fastholdt synspunktet, skulle han ganske have udeladt sin egen fremstilling af, hvad der skete i Gilleleje i oktober 1943. Og en fastholden af synspunktet får som den yderste konsekvens, at den eneste form for historieskrivning, vi har brug for, er kildesamling dynget på kildesamling, eventuelt kompletteret med en rstalsliste. udsagn skal da nok heller ikke tages til absolut pålydende, så meget mindre, som han selv er ganske klar over, hvad han vil bruge sine kilder til. Dels kaster han sig s. 261-63 veloplagt ud i en række kommentarer til tidligere fremstillinger af jødeforfølgelserne, affærdiger et par af dem som fiktion og går ind i en diskussion af problemstillingerne i Leni Yahils Et demokrati på prøve fra 1967 og Carl Madsens Vi skrev loven fra 1968, dels har han også sit eget, selvstændige sigte med sin fremstillende del. Dette sigte går langt videre end til blot at give en samling realkommentarer til kilderne.

Bogen er nemlig et resultat af hans undervisning på Frederiksborg Statsskole 1967-68. Beskæftigelsen med emnet, hvorunder eleverne fik lejlighed til at indsamle materiale i marken, gav anledning til overvejelser over, »hvorledes det grundlæggende i det samfund (eleverne) selv lever i, kunne komme i fare. Hvorledes de selv kunne blive stillet over for det krav, at samfundsordenen skulle forsvares. Hvorledes de kunne komme til at stå over for den absurdeste ondskab og forpligtelsen til den mest übetingede solidaritet« (s. 264). Dette er da den problemstilling, Tortzen behandler sine kilder ud fra.

Det, kilderne »er bedst til«, er at være det materiale, hvorpå Tortzen kan prøve sin problemstilling. Hvad de derudover er gode til, er kildekritiske øvelser. Netop disse kilder rummer meget spændende stof til at øve denne idræt. Tortzens bog er derfor nok en fortræffelig kildesamling, men den er også en skildring (til efterfølgelse først for hans elever, siden for hans læsere) af, hvorledes almindelige mennesker mødte kravet om forsvar for deres samfundsorden og om indbyrdes solidaritet og tog udfordringen op - en beretning, hvor menneskelig skrøbelighed og hensynet til jordisk gods nok får en plads, men kun i en sideniche.