Ina Friedlaender : Peringskolds Diplomatarium. Kungl. Vitterhets Historie och Antikvitets Akademiens handlingar. Historiska serien 17. delen. Stockholm, Almqvist & Wiksell, 1971. 339 s. 70,00 sv. kr.

I denne bog sammenfatter dr. Friedlaender resultaterne af tre års undersøgelser af de 20 foliobind afskrifter og udtog af dokumenter, som samledes af Johan Peringskold i løbet af hans embedsperiode som chef for Antikvitetsarkivet (1693— 1720) og udbyggedes under hans nærmeste efterfølgere, sønnen J. Fr. Peringskold, J. Helin og C. R. Berch. Arbejdet blev sat i gang for at skaffe fuldstændig klarhed over, hvilke breve der var afskrevet i bindene, således at de enkelte afskrifter kunne indgå på rette måde i forberedelsen af de kommende bind af det svenske diplomatarium. Ernst Nygren, dettes daværende leder, fremhævede under sin behandling af Peringskold i foredraget »Arkivariernas insats i Diplomatariearbetet« (Kungl. Vitterhets Historie och Antikv. Akad.s årsbok 1951), hvor omfattende opgaven var, og betegnede hans Diplomatarium som »svårbemestrat«.

Forfatteren gør i sin indledende håndskriftbeskrivelse rede for fasciklerne i Peringskolds samling og deres nummerering E 1-72 og 81-101 - de mellemliggendeE 73-80 er Hadorphs Stora Copiebok - som stammer fra 1750'erne; men de ældste dele var allerede anlagt inden branden på Stockholms slot i 1697. Ifølge Peringskold selv skal 18 bind afskrifter af fortrinsvis kongebreve være brændt sammen med meget andet, herunder som bekendt også betydelige dele af Lundekapitlets arkiv. Det lykkedes dog i vidt omfang at genoprette de

lid te skader. Endnu en ildebrand skulle iøvrigt true samlingen - i 1802 brændte kammerrettens hus, som lå ganske nær ved Gamla Kungshuset på Riddarholmen,hvor samlingerne da befandt sig, men det lykkedes at bringe alt i sikkerhed - kun E 43-52 viser spor efter brandens virkninger. Den sidste katastrofe satte fart i overvejelserne om, hvordan man bedre kunne sikre de mange løse fascikler, og man besluttede sig til at indbinde dem, men med det uheldige resultat, at den oprindelige rækkefølge og sammenhæng i fasciklerne forstyrredes.

Peringskold anlagde sine samlinger ud fra sine tre hovedinteresser: historie, kirkehistorie og slægtshistorie. Herudfra begyndte han personlig eller ved hjælp af sine medarbejdere at afskrive pave- og kongebreve foruden efterhånden en række gejstlige breve, fuldstændigt eller i udtog. Denne indsats og de enkelte personers andel skildrer dr. Friedlaender i kap. 3. Med kap. 5 begynder en systematisk gennemgang af hvert bind i samlingen. Pavebullerne samledes i tre bind, nu E 1-3, rimeligvis med trykning for øje, men så langt kom det aldrig; kun otte pavebreve blev udgivet i Monumenta Uplandica i 1710. Det efterfølgende kapitel behandler afskrifterne af kongebreve, Diplomata regum E 5-27 samt 95-98. Afskrifterne er ordnet efter regenter og kronologisk i hvert bind og udgør med sine mere end 1600 breve en meget væsentlig afdeling; redegørelsen slutter med en nøjagtig opstilling over, hvilke medarbejdere der har bidraget til de enkelte fascikler og bind. 7. kapitel beskriver E 28—33, som indeholder afskrifter af kongernes testamenter, efterfulgt af gejstlige og verdslige testamenter iøvrigt. 8. kapitel, »Stadgar och privilegier«, behandler et andet vigtigt afsnit i Peringskolds system: ærkebispers og bispers statuter og diplomer af vidt forskellig karakter, og det kirkehistoriske stof fortsætter ind i kap. 9 med »Kyrko- och klosterbrev«. Mange af bindene i denne afdeling indeholder dog kun udtog, og selv om de ofte tilsyneladende optager dette eller hint sluttede kirke- eller klosterarkiv, har den tilbundsgående undersøgelse nu vist, at kun de breve, der ikke er optaget i de øvrige tidligere nævnte afdelinger, blev indført her. Forfatteren gennemgår stoffet i stiftsrækkefølge og derefter klostrene, begyndende med Vadstena og afsluttende med Nydala.

I kap. 10 behandles miscellaneabindene E 69-72, som indeholder afskrifter af »knippa 1—4« af de af Hadorph dannede bundter af »werldslige bref«, d.v.s. kun en brøkdel af de 81 bundter, som denne havde ordnet, således som det ses af Johan Hadorph d. yngres summariske registraturer. Det efterfølgende kapitel behandler de 10 E-nr., som indeholder afskrifter af endnu bevarede middelalderlige og eftermiddelalderlige kopibøger, heriblandt i E 67 også af Iver Bertelsens kopibog i Linkoping, jf. s. 280-82.

I det sidste kapitel gennemgås de 11 grupper afskrifter af adelige adkomstbreve, som samledes under slægthistoriske synspunkter. På nogle få nær findes originalerne stadig i det svenske rigsarkivs kronologiske rækker af pergament og papirbreve, men de Peringskoldske afskrifter har stadig deres betydning ved bestemmelse af brevenes proveniens.

For sin tid var Peringskolds indsats imponerende — den kan bedst sammenlignesmed hans danske samtidige, antikvaren Thomas Bartholins, der inden sin død 1690, 37 år gammel, nåede at opbygge sine collectanea bd. A-K og udnytte dem ved udarbejdelsen af sine håndskrevne Annales. For begge gælder det, at

de kun nåede at få forholdsvis lidt trykt af deres arbejder, men eftertiden har
kunnet drage nytte af deres indsats på mange måder.

Den systematiske gennemarbejdelse af Peringskolds Diplomatarium gav som resultat, at 252 af de heri optagne tekster kun kendes herfra, og at disse afskrifter må lægges til grund ved en udgivelse. Samtidig er det nu blevet muligt præcist at finde frem til netop den afdeling i afskriftsamlingen, man i en given situation måtte have brug for. Bogen afsluttes med fortegnelse over skriverhænder, embedseder, forkortelser, benyttet utrykt og trykt kildemateriale samt en udførlig litteraturfortegnelse, men der savnes registre. „ N