Wilhelm Abel: Geschichte der deutschen Landwirtschaft vom frühen Mittelalter bis zum 19. Jahrhundert. Deutsche Agrargeschichte II. 2., neubearbeitete Auflage. Stuttgart, Verlag Eugen Ulmer, 1967. 361 s. Ill. 16 pi. DM4B.

At de videnskabelige vilkår for et stort land som Tyskland og for et lille som
Danmark er vidt forskellige, fremgår slående af en bog som den foreliggende.

På adskillige punkter tillader et rigere kildemateriale en dybere indtrængen i ældre tyske samfundsforhold end i de tilsvarende danske. Men samtidig står det kun alt for klart, at selv en Wilhelm Abel ikke har eller kan få noget egentligt overblik over de utrykte kilder. Abel bygger langt overvejende på trykt materiale, for 1600- og 1700-tallet fortrinsvis på samtidens landøkonomiske litteratur. En signifikativ undtagelse er det prishistoriske stof, der er samlet i det af Abel selv bestyrede Institut fur Agrarwesen und Wirtschaftspolitik der Universitåt Gottingen.De her beroende og udnyttede prishistoriske samlinger illustrerer samtidig det større lands muligheder for at betragte sin egen udvikling i relation til forholdeneandre steder (Frankfurt a. M., Krakow, England). Det er naturligt i denne forbindelse at nævne et andet værk af Abel, Agrarkrisen und Agrarkonjunktur, hvis 2. Auflage findes anmeldt i HT 12. rk. 111, 1-2, s. 268-270. Det prishistoriskestår i centrum af Abels interesse og viden, endnu mere end de Wiistungen,

hvorom han har offentliggjort vigtige arbejder, men byggende på en blomstrende speciallitteratur (jfr. HT 12. rk. 11,1, 225ff.; 111, 3, s. 568f.), og langt mere end den demografiske udvikling i 1600-tallet, af hvilken Giinther Franz er den bedste kender (s. 275). Forfatteren har et specielt kendskab til egnen omkring Gottingen og i det hele til Midttyskland; men omend udviklingen i disse egne har en ganske særlig vægt for ham, bl. a. i hans betragtning af Wiistung-perioden, er hans sans for og indblik i lokale variationer i andre dele af Tyskland dog bemærkelsesværdig.Abel bør berømmes for sin store belæsthed i tysk og ikke-tysk litteratur, for Slesvig-Holstens (og Danmarks) vedkommende ikke alene Wolfgang Pranges, men i høj grad også G. A. Christensens produktion; et enkelt sted er en udredninghos Aksel E. Christensen {Nordisk Kultur 11, s. 42 f.) blevet misforstået (s. 115). Det kan måske nok anes, at Abel ikke har samme indgående indsigt i den nyere tid som i middelalderen. Troels Finks doktorafhandling om Udskiftningeni Sønderjylland, 1941, nævnes ikke. Når anmelderen hefter sig ved netop denne mangel, skyldes det, at Abel ved benyttelse af Finks bog havde kunnet få virkelig forståelse for vangelagenes funktion og betydning (Fink, s. 133ff.), medens han nu kun berører deres opløsning - og det ganske overfladisk (s. 301).

Emnemæssigt dækker Abel et vidt felt. Når prishistorien i det foregående er fremhævet som noget centralt i fremstillingen, betyder dette ingenlunde, at Abel kun behersker denne disciplin. Tværtimod konstaterer anmelderen, at meget lidt inden for landbrugets teknik og struktur, statistik og økonomi er forfatteren fremmed, og at hans interessefelt rækker langt ind i by- og handelshistoriens område. Med middelalderlige Wiistungen og den nyere tids landøkonomiske litteratur er Abel dybt fortrolig. At gennemgangen af de landøkonomiske forfattere er så udførlig, skyldes formentlig bl. a. Abels institutionelle interesser og forpligtelser, men er af flere grunde velkomment i nærværende forbindelse. Til afrunding kan anføres, at også boligforhold (s. 214: Frilandsmuseet i Lyngby!) og madlavning (s. 314) finder deres plads i sammenhængen. Abel har med sin bog eftertrykkeligt dementeret, at der med fradrag af agrarforfatning (Liitge) og bondestandens politiske historie (Franz) næsten intet skulle blive tilbage til »Landwirtschaft« inden for rammerne af den tyske agrarhistorie (s. 9). Tværtimod må Abels bind betragtes som tyngdepunktet i det samlede værk.

Af de tre store samtidige, Abel, Liitge og Franz, f. 1901-04, er kun den sidstnævnte faghistoriker, hvorimod Liitge (f) og især Abel er polit'er af uddannelse. Abel repræsenterer loyalt den klassiske nationaløkonomiske og landøkonomiske tradition og støtter sig først og fremmest på Johann Heinrich von Thiinen (Hovedværk : Der isolierte Staat in Beziehung auf Landwirtschaft und Nationalokonomie I—111, 1826-63). Den stærke fremhæven af kommunikationens betydning (Verkehrslage), der præger Abels meget skematiske fortolkning af prisudviklingen, er således i sine grundtræk afledt af de berømte Thiinenske kredse: Stadt > Gartenbau > Getreidebau > Viehzucht > Jagd. Abel vedkender sig mangfoldige steder i bogen og i sit afsluttende tilbageblik (s. 343) også i princippet sin gæld til v. Thiinen. Udgangspunktet for v. Thiinen såvel som for Malthus og Ricardo var krisen efter Napoleonskrigene, og den her iagttagne spænding mellem befolkningsudvikling og kornproduktion, som projiceres ind på ældre skuepladser, bliver grundtemaet for såvel prishistorien som den økonomiske historie som helhed. At Abel konsekvent anvender dette tema på såvel 1600-tallets som på sen-

middelalderens krise, indebærer for den sidstnævntes vedkommende en stærk forenkling af talrige mulige forklaringer; men Abels fortolkning er i høj grad inspirerende og ofte overbevisende, når der dømmes ud fra det foreliggende både omfattende og udsøgte materiale. Ud fra agrar kriser og agrarkonjunktur inddeles værket relevant og klart i følgende kapitler: I. Die mittelalterliche Ausbauzeit. - 11. Die deutsche Landwirtschaft im Hochmittelalter. - 111. Die spåtmittelalterliche Agrardepression. - IV. Die friihneuzeitliche Ausbauperiode. - V. Die deutsche Landwirtschaft im 17./18. Jahrhundert. - VI. Kriege, Stockung und beginnende Erholung. - VII. Der Aufschwung der Landwirtschaft im 18. Jahrhundert.

For en dansk historiker har Abels værk den betydning, at det tillader indplaceringen af udviklingen i vort eget land i en større sammenhæng, så meget mere som han og G. A. Christensen har et beslægtet syn på den senmiddelalderlige krise. Men dette er kun et af mange momenter. Den danske øksneeksport er et andet. Væsentligt forekommer det, at de økonomiske svingninger i Abels fremstilling i nyere tid virker langt kraftigere ved Østersø- og Nordsøkysterne end i det sydlige og mellemste Tyskland; men denne linje kan forfatteren ikke føre tilbage til senmiddelalderen, snarere tværtimod, og i sådanne forskelle kan der ligge et incitament til ny forskning.

Alt taget i betragtning er Abels her foreliggende bog et usædvanligt gedigent og værdifuldt arbejde, som bør læses af enhver dansk agrarhistoriker og af talrige andre danske forskere. Til opmuntring kan tjene, at overblikket lettes af gode registre, dog ikke et stednavneregister. s p_TWPT