Peter Schuster : Henry Wickham Steed und die Habsburgermonarchie. Veroffentlichungen der Kommission fur neuere Geschichte Österreichs, 53. Wien-Köln-Graz, Hermann Bohlaus Nachf., 1970. 208 s. DM 34.

Det er et værk, som vækker visse forhåbninger hos læseren, vel at mærke, når han tager bogen i hånden første gang. For kan ansvaret for Østrig-Ungarns undergang placeres hos enkeltpersoner, så må en betydelig del af ansvaret for, at Ententen til sidst besluttede at sønderlemme Monarkiet, ligge hos Wickham Steed, korrespondent for London-bladet Times i Wien 1902-13 og senere en meget indflydelsesrig publicist. Han sluttede sig til den lille, men meget aktive Slavophile og austro-hungarofobe bevægelse, hvis kendteste pennefører var historikeren R. W. Seton-Watson, og som under 1. Verdenskrig utrætteligt arbejdede for at splitte Østrig-Ungarn op i dets nationale bestanddele, men som det først ved midten af 1918 lykkedes at gøre sin politik til Ententens anerkendte krigsmål.

Medens der i samtiden herskede en voldsom polemik mellem de Slavophile og austrophile publicister, blev de respektive parters synspunkter aldrig genstand for historiografisk behandling. Nærværende værk må anses for et pionerarbejde indenfor dette felt og udfylder sine mangler til trods et betydeligt tomrum.

Forf. gennemgår kronologisk Wickham Steeds karriere, fra han begyndte sine studier i Tyskland som en varm beundrer af Tyskland. Men da han flyttede til Paris, afløstes denne følelse af fjendtlighed, som uddybedes, da han blev Times' korrespondent i Tyskland 1896 og senere forflyttedes til Rom. Her dannede han sig en fast og siden urokkelig mening om, hvorledes forholdene i Centraleuropaburde være, Tysklands alt for dominerende indflydelse på Triplealliancen

skulle modarbejdes ved en tilnærmelse mellem Østrig og Italien. Med denne konception ankom han til Wien 1902, i begyndelsen med en positiv indstilling til Østrig-Ungarn, men da det viste sig, at Østrig-Ungarn ikke ville føre den politik, som Steed ønskede, og han samtidig kom til at nære den dybeste mistro til udenrigsminister Aehrenthal, slog han ret pludselig om til det dybeste fjendskabmod Monarkiet og frakendte det fra da af enhver eksistensberettigelse, et synspunkt han holdt fast ved til sin død 1956. Dette er i store træk, hvad læseren erfarer om, hvorledes Wickham Steed udviklede sine synspunkter.

Værket bygger på Wickham Steeds papirer, offentliggjorte skrifter og artikler
i Times, samt på de relevante videnskabelige publikationer. Kun Times' arkiv
har Schuster ikke kunnet få adgang til.

Trods en utvivlsom stor flid og omhu fra forf.s side svarer resultaterne næppe til anstrengelserne, for Schusters portræt af Wickham Steed forekommer ikke at være et menneske af kød og blod, men snarere en skrivende deus ex machina, som forekommer aldeles uvirkelig. Fejlen er nok, at forf. har været overforsigtig med at drage konklusioner ud af sit materiale og ikke haft den fornødne forestillingsevne til at udføre en mere menneskelignende rekonstruktion af Wickham Steeds personlighed. M„_Tm ™ u4tTVINTu_4tTV1NT