Otto Nubel: Pompejus Occo 1483 bis 1537. Fuggerfaktor in Amsterdam. Schwäbische Forschungsgemeinschaft bei der Komm. f. Bayr. Landesgeschichte Reihe 4 Bd. 15: Studien zur Fuggergeschichte Bd. 24, hrsg. v. G. Frh. v. Polnitz (+), fortgef. v. H. Kellenbenz. Tübingen, J. C. B. Mohr (Paul Siebeck), 1972. xii, 313 s. Ill. DM4I (ib).

Fuggernes placering i reformationstidens komplicerede politiske og økonomiske mønster påkalder ganske naturligt forskningens opmærksomhed; det kan være tilstrækkeligt her at henvise til Astrid Friis' vigtige diskussion af Fuggernes kobbereksport via Østersøen {Scandia XII, 1939) og Frh. v. Polnitz' (omstridte) Fugger und Hanse (1953). At kobbereksporten havde afgørende betydning, og at Fuggernes faktor i Nederlandene - i første trediedel af 1500-tallet den humanistisk dannede Amsterdamkøbmand Pompeius Occo - fik en uriaspost er på forhånd givet; dr. Niibels bog dokumenterer uomtvisteligt fuggerfaktorens vanskelige balancekunst mellem Augsburg-husets traditionelle loyalitet overfor kejserhoffet, det nederlandske regentskabs politiske og kommercielle interesser, den landflygtige Christiern ll.s utrættelige revancheprojekter og de nye magthavere i Skandinavien for at sikre det fuggerske transportsystem.

Emnet er fristende, men resultatet alligevel skuffende. Dr. Niibels kendskab til international og skandinavisk forskning er såre beskedent og endda forældet (G. F. Allen og E. G. Geijer); s. 77 kan man læse, at Torben Oxe »for at bryde Sigbrits magt ... i sommeren 1517 sendte Dyveke en kurv forgiftede kirsebær. Christiern II stillede i strid med adelens mest elementære rettigheder Oxe for en borgerlig domstol, der dødsdømte ham. Med Oxes henrettelse blev enhver forståelse mellem kongen og rigsrådet udelukket«. Fejl optræder ligeledes hyppigt; s. 166 og 182 nævnes Ture Jonsson (Tre Rosor) blandt de landflygtige, skandinaviske gejstlige, der optog kontakt med Occo; s. 132 erfarer læseren, at ærkebiskop Olaf Engelbrektssen »i efteråret 1532 efter Ghristiern ll.s nederlag drog i eksil over Amsterdam til Bruxelles, et foretagende, hvori fuggerfaktoren sikkert har været delagtig, omend intet er bekendt derom«.

På den anden side må det nok krediteres forfatteren, at det clair obscur, hvor-

med Pompeius Occo måtte tilsløre sin færden, givetvis har bidraget til den mangelfulde kildesituation; metodisk uheldigt er det derimod, at den fragmentariske overlevering altfor ofte har tvunget dr. Niibel til e silentio-slutninger, som ikke lader sig begrunde på anden måde end ved henvisning til Occos nøgleposition; »ingen kilder (hedder det) beretter om Pompeius Occos andel i disse begivenheder. Det er dog hævet over tvivl, at han medvirkede på udslaggivende vis« (s. 155; jf. f.eks. 88 f., 111, 146, 209, 224). Det er vel til syvende og sidst et åbent spørgsmål, om Pompeius Occo - hvor interessant han end kan være - kan bære en monografi af dette omfang; bogen har utvivlsomt værdi ved at sammenfatte det spredte og delvis utrykte kildemateriale, men den mærkes unægtelig også af metodiske og saglige brist. R T._{Ar>WWTn _}