Arno Panzer: Das Ringen um die deutsche Agrarpolitik von der Währungsstabilisierung bis zur Agrardebatte im Reichstag im Dezember 1928. Beitrage zur Sozial- und Wirtschaftsgeschichte, Band 1. Kiel, Kommissionsverlag Walter G. Mühlau, 1970. xviii, 198 s. DM 10.

Den tyske landbrugshistorie i mellemkrigstiden er af indlysende årsager domineret af to store problemkomplekser, nemlig de kaotiske efterkrigsår 1919-23 og de katastrofeprægede kriseår 1929-33. Den historiske forskning har i rigt mål interesseret sig for disse knudepunkter, medens de »udramatiske« mellemperioder i 1920' og 1930'erne i nogen grad er forvist til en beskeden andenplads. Dette ret beklagelige forhold vil den unge agrarhistoriker Arno Panzer med sin disputats, som han forsvarede ved Christian-Albrecht universitetet i Kiel, gerne råde bod på. Værket er led i en større undersøgelse af 1920'ernes tyske landbrugspolitik, og man kan da håbe, at forf.s øvrige forskningsresultater inden så længe når ud til en bredere kreds.

Den foreliggende bog, der er udsendt som bind 1 i professor Wilhelm Koppe's serie Beitråge zur Sozial- und Wirtschaftsgeschichte, virker ved første øjekast lidt spæd og ufuldkommen. Bortset fra et grønligt omslag, der giver en medievende læser svage associationer om agrarhistoriens rette element, glimrer den ikke ved sit ydre udstyr. Den er trykt som rotaprint, hvilket indebærer at linjerne i højre margin ender lidt uregelmæssigt og at satsens helhedsindtryk virker lidt rodet. Det kan i visse situationer påvirke læseren i uheldig retning, således at den rent

fysiske übehagsfornemmelse ligesom slører teksten og farver oplevelsen. Måske
bør visse indvendinger i det følgende ses i dette lys.

I et kortfattet forord præsenterer Panzer sit emne og de metodiske grundsynspunkter, han har taget i anvendelse ved sit arbejde med stoffet. Uden at være hæmmet af værdinormer og forudfattede meninger vil han klarlægge interessekonflikten mellem industri og landbrug i datidens Tyskland, således som den kommer til udtryk i kampen om toldloven af 1925, handelstraktatforhandlingerne med Spanien og Polen 1924-27 og det endelige forhandlingssammenbrud mellem de to erhvervsgrupper efteråret 1928. Efter Arno Panzers mening stod industrien langt stærkere i denne konflikt end landbruget, fordi Weimar-republikkens erhvervspolitik først og fremmest koncentrerede sig om at skaffe den tyske industrieksport bedst mulige betingelser, dels ved at tilbyde tilbagestående landbrugslande toldbegunstigelser for agrare produkter på det tyske marked, dels ved generelt at bekæmpe det tyske landbrugs ønske om beskyttelsestold, eftersom told på landbrugsprodukter gennem sin prishævende virkning påvirker omkostningsniveauet i uheldig retning. I denne kamp havde industrien mægtige forbundsfæller i den tyske rigsdag, både på højre og venstre fløj. Et parti som det tyske socialdemokrati måtte såvel ud fra beskæftigelsesmæssige som forbrugervenlige synspunkter afgjort bekæmpe en landbrugsprotektionistisk politik, og blandt højrepartierne var der kun helhjertet støtte at hente fra de egentlige bondepartier. De tysk-nationale havde ganske vist en landbrugsvenlig fløj, men partiets industrirepræsentanter så med skæve blikke til landbrugets krav om toldmæssig ligestilling. På grundlag af internt materiale fra rigsdagens og de store erhvervsorganisationers forhandlinger samt centraladministrationens sagsbehandling forsøger forf. at klarlægge mønstret i de endeløse forhandlinger og manøvrer, samtidig med at nyere undersøgelser over de demokratiske partiers historie bruges som referenceramme i spørgsmål, der angår partiernes holdning til de fremlagte spørgsmål.

Problemstillingen bevæger sig således på et højt abstraktionsniveau, når forf. sammenfatter et kompliceret og modsigelsesfyldt problemkompleks i et for-ellerimod-landbruget-spændingsforhold.En lignende summarisk holdning viser han i præsentationen af kildematerialet (7 linjer), selv om han i litteraturfortegnelsen forsøger at give lidt flere detaljer. Materialet består dels af arkivalier fra forbundsarkiveti Koblenz, dels af offentliggjorte dokumenter og indlæg fra de to store erhvervsorganisationer Industriforbundet og Landmandsforbundet. Lidt mere udførligt behandler Panzer de metodiske problemer, der rejser sig, når man vælger at betragte Landmandsforbundet som det tyske landbrugs øverste repræsentationog derved ser væk fra De tyske Bondeforeninger og småbrugerorganisationenTysk Bondeforbund, for slet ikke at tale om Landsudvalget for tysk Landbrug,oprettet i 1917. Begrundelsen for at foretrække Landmandsforbundet: at det gennem sin store medlemsskare (1927: ca. 5,6 mill, medlemmer), sin organisatoriskeopbygning og sin indflydelse på opinionsdannelsen gennem ugeskriftet»Reichs-Landbund« i afgørende grad dominerer det erhvervspolitiske billede forekommer rimelig, men fritager næppe forf. for at redegøre nærmere for Landmandsforbundetsunderstruktur og medlemsskarens fordeling og sammensætning, eftersom visse oplysninger tyder på, at forbundet også talte medlemmer uden for egentlige landmandskredse. Forbundets balancegang mellem det kornproducerendelandbrug

rendelandbrugi Øst, kvæglandbruget i Nord-Nordvest og vinlandbruget i Syd må også have sat sig spor i dets stillingtagen til de foreliggende spørgsmål og får læseren til at spekulere på, orn »det tyske landbrug« kan opfattes som en sluttet falanks med samlet front mod industrien og de forbrugerkredse, der i sidste instans skulle aftage hovedparten af erhvervets frembringelser. Med en slet dulgt sympati for det tyske landbrug i dets afmægtige (?) kamp mod industrigiganternegår Arno Panzer tæt på magtspillet omkring de tysk-spanske handelsforhandlinger1924-25, hvor de sydtyske vinbønders interesser ikke i længden kunne stå sig mod industriens og storhandelens forenede styrker; blot ærgerligt at de tilsvarende forhandlinger med Sverige og Finland i maj-juni 1926, hvor den (af Danmark og Holland) så højt priste mestbegunstigelsesret så at sige slusede enorme mængder danske og hollandske landbrugsprodukter ind ad bagdørentil en lav told, ikke bliver gjort til genstand for samme indgående drøftelse.

Det er kort sagt en bog, som vækker ens nysgerrighed og stimulerer til nærmere udforskning af Weimarrepublikkens komplicerede og modsigelsesfyldte historie, ikke mindst dens relationer med omverdenen. For den tids danskere stod Tyskland som en utro og vægelsindet handelspartner, helt og aldeles i de agrarisk-protektionistiske særinteressers vold, medens en eftertid med Arno Panzers udmærkede bog i hånden snarere må undre sig over, at det gennem femten år lykkedes at skabe en slags helhed ud af de mange og modgående interesser, der tårnede sig op i den tyske hverdag. p n,_IMEP p™™™