|
Historisk Tidsskrift, Bind 12. række, 6 (1973) 3-4MOGENS THOMSEN KAAS-AFFÆREN 1521-23 EN KRITISK STUDIEAF Erling Ladewig Petersen I det fuldmagtsbrev, de oprørske jydske råder 21. december 1522 medgav landsdommer Mogens Munk til forhandlingerne med hertug Frederik, anføres blandt hovedårsagerne til sammensværgelsen mod Christiern 11, at »Danmarkes riges raad, tesligesthe Sweriges, Norges fforscriffwis tiil wenlighe herremodhe, tages wed theres halls, affliiffwes vdhen dom och alle brødhe, tesligist riddermendts mendh, kiøbstemend, bønder oc almwe, och theris arffgotz ganger vnder kronen, oc aldrig the mue høres tiil ordtz, men dødis som hwndhe oc vskelliighe creature, berøffwendis thennem liiff, ere oc gotz, oc tesvær theres siele skrøftemoel oc sacrament«.1 I den iøvrigt tidligt standardiserede propaganda mod Christiern II indgår denne hovedankepost med sin fulde vægt; den udbygges og specificeres omhyggeligt, således at en af hovedtendenserne netop gik ud på - ganske behændigt — at dokumentere det kongelige styres lovløshed, privilegiestridighed og vilkårlige retskrænkelser. Det er umiddelbart indlysende, at anklagerne først og fremmest tager sigte på det stockholmske blodbad og de øvrige causes celebres fra Ghristiern 11.s stormfulde regeringstid; til de umiddelbart mindre opsigtsvækkende, men lige makabre, hører affæren omkring Mogens Thomsen Kaas til Damsgaard (på Mors), som Ghristiern II lod opgrave af graven i dominikanerkirken i Århus og ophænge i galgen på byens torv. Sagen angår en
nordvestjydsk herremand, som i kraft af arv havde
1 Det kiøbenhavnske Selskabs Skrifter 111, Kjbh. 1747, s. 65f.; M. Venge, Christian 2.s fald. Spillet om magten i Danmark januar-februar 1523, Odense University Studies in History and Social Sciences 6, Odense 1972, s. 190. Side 518
der var datter af en jydsk rigsråd og landsdommer og søster til viborgbispenErik Kaas.2 Om hans plads i den nørrejydske lokaladel vidner det allerede, at han i 1519 var villig til eller gik med til at købe sig hjemloVj »da han ikke gerne vilde med på den Sverigesrejse«, med ti færdige øksne, en takst der langt overstiger tilsvarende frikøb.3 Ved beskatningen af de kirkelige institutioner og den menige adel i vinteren 1520 havde man takseret ham for en årsindtægt af 300 gylden og indehaveraf ni læster kornskyld; af Hans Tolders bidske kommentarer til listen over Vendelbo stifts menige adel fremgår det, at Mogens Thomsen klassificeres blandt »thy ryddermendz men, som wel for maa at hielpe eth(ers) n(ade)«, udtrykkeligt distanceret fra »thy fatyge ryddermends men, som er icke taxerit effther theres ffor mowe«.4 I den nidkære Ålborglensmands øjne havde den hjemmesiddende lokaladel - og deriblandtMogens Thomsen - i det mindste rygdækning for at yde sin skærv til krigsfinansieringen, om ikke andet så under trudsler om bekosteligtvangsgarnisonering i København. Det kan naturligvis ikke på forhånd udelukkes, at den makabre afstraffelsesaffærefra regeringens side har indeholdt et moment af irritationover den adelige vrangvilje; under alle omstændigheder vidner Hans Tolders registrering af den menige adel om, at samtiden på lokalt plan har tillagt Mogens Kaas en vis velbjergethed, men også kun på det lokale plan. Udover en vis tilknytning til parvenurigsråden Niels Clementsens kreds synes Mogens Thomsen aldrig i levende live at være nået udover sit begrænsede millieu; hans færden afspejles hyppigst som brewidne i lokale godstransaktioner, hvorimod der er levnet os yderligt få spor af hans private aktivitet.5 Hans effektfulde sortie lader sig end 2 Jf. A. Thiset, Stamtavler over danske Adelsslægter IX, Kbh. 1918, s. 203 ff.; om Mogens Thomsen s. 205. Først efter sin faders død skriver han sig konsekvent til Damsgaard. 3 RA. Langebeks diplomatarium 1519 8/5; De ældste danske Arkivregistraturer V. 1, udg. ved Wm. Christensen, Kbh. 1910, s. 57. 4 Hans Bartholomæussen t. Christiern II 1520 4/3 med bilag; RA. D. kane. B 38. Indlæg til registranter og henlagte sager 1471-1533; H. Behrmann, Kong Christian den Andens Historie 11, Kjbh. 1815, s. 125-30, specielt s. 128. Ved sammenligning med rostjenestetaksationen 1525 (Nye da.Mag. V, Kjbh. 1827, s. 53) synes Hans Tolders liste at røbe en relativ korrelation. Om adelsbeskatningen, se G. F. Allen, De tre nordiske Rigers Historie . . . 1497-1536 111. 1, Kjbh. 1867, s. 116f., 121 f., 377 note 5. - 1511 skulde Mogens Thomsen til et planlagt Sverigestogt stille to mand; Da.Mag. 4. r. 11, Kjbh. 1873, s. 299; Danske middelalderlige regnskaber 1. r. I, udg. ved G. Galster, Kbh. 1944, s. 130. 5 Jf. f.eks. Rep. 2. r., udg. ved Wm. Christensen, V, 1933, nr. 9180, 9881, 10167, 10197; VI, 1934, nr. 11492; J. L. A. Kolderup-Rosenvinge, Udvalg af gamle danske Domme I, Kjbh. 1842, s. 33; Dueholms Diplomatarium, udg. af O. Nielsen, Kjbh. 1872, s. 81 og 96; De ældste danske Archivregistraturer 111, Kjbh. 1865, s. 189 og IV, Kjbh. 1885, s. 55; Fru Elline Gøyes Jordebog, udg. af A. Thiset, Kbh. 1892, s. 351; Diplomatarium Vibergense, udg. af A. Heise, Kjbh. 1879, s. 357. Side 519
ikke datere præcist; Hans Tolders omtale i marts 1520 er det sidste sikre livstegn fra Mogens Kaas, og først i adelens og gejstlighedens store manifest mod Christiern II (fra sommeren 1523) beskrives sagen mere udførligt: Item loedt handt (Christiern II) taghæ welbyrdughe mandt Maghcns Thamessen wtaff kirckæ och closter, hwilckcnn dødhæ wtj alle sacrament, och ey handt wor thillthaledt eller skyilt wdtj harms lewends liif for nogher werlighæ sagh och loedt hanss kropp ophenghæ i Aarss paa thorritt och loedt szaa thaghæ bodhæ hanss och hanss hwstrwes goetsz oc lagdæ wnder kronen wthenn aldt dom och reeth emoedt hanss koninglighe eedt etc.8 Allerede den
foreløbige håndfæstnings synderegister over Christiern
mod dom och rett loed . . . ighen opgraffue vdtafF swarthebrødhre kircke i Arss welbyrdwg mannd Moghens Thameszenn, som døde mett sine skell og sacrament som en chrestenn mannd bwrde att giøre, og loed hannom siden henge szom en thiwff vdhen aid domm och rett och tog aldtt hanns goedz oc hanns hwsstrwes goedz vndher kronen.7 Som vi senere vender tilbage til indeholder disse to versioner af anklageposterne en bemærkelsesværdig forskel; i denne sammenhæng kan vi nøjes med at konstatere, at det blev håndfæstningens kortere version af sagen, som blev formidlet videre til det 16. århundredes historieskrivning. Den reproduceres omtrent ordret (men med tilbørlig betoning af, at personen havde fået kirkens sakramenter) af Poul Helgesen i Skibbykrøniken ,8 og den refereres i vendinger, som helt ensidigt understreger sagens moralske forkastelighed, af Frederik I.s tyske råd Peder Svave i dennes hadske stridsskrift mod Christiern 11, vistnok fra 1526.9 5 Jf. f.eks. Rep. 2. r., udg. ved Wm. Christensen, V, 1933, nr. 9180, 9881, 10167, 10197; VI, 1934, nr. 11492; J. L. A. Kolderup-Rosenvinge, Udvalg af gamle danske Domme I, Kjbh. 1842, s. 33; Dueholms Diplomatarium, udg. af O. Nielsen, Kjbh. 1872, s. 81 og 96; De ældste danske Archivregistraturer 111, Kjbh. 1865, s. 189 og IV, Kjbh. 1885, s. 55; Fru Elline Gøyes Jordebog, udg. af A. Thiset, Kbh. 1892, s. 351; Diplomatarium Vibergense, udg. af A. Heise, Kjbh. 1879, s. 357. 6 RA. D. kane. B 10. Frederik I.s danske registre 1524-32, fol. 349v. 7 Aarsberetninger fra det kgl. Geheimearchiv 11, udg. af C. F. Wegcner, Kjbh. 1856, s. 68. 8 Skrifter af Paulus Helie VI, udg. afM. Kristensen og H. Ræder, Kbh. 1937, s. 91. 9 RA. Kongehusets arkiv: Sager vedr. Frederik I.s overtagelse afmagten og forholdet til Christiern II 1523-27: Pius Severinus Ligurinus (dvs. Peder Svave), Defensio principis Friderici regis ... in immodestiam et maledictiam Ghristierni regis quondam Danorum: . . . Thomam a Camessis (sic), virum ordinis equestris nobilem, mortuum et sepultum, exhumati mortui cadauer refossum publice in foro Arusij suspendisti, bona insuper illius hereditaria, tu pessimi, eripuisti omnia, et coniugem eius iam viduam nudo etiam muliebri expoliasti. . . Side 520
Mest interesse blandt de sekundære kilder knytter sig til Arild Huitfeldts fremstilling, som længe har været normgivende, i 'Christiern den andens krønike' (1596). Vi kender i dette tilfælde nemlig bag den trykte udgave rigskanslerens manuskript med hans egenhændige rettelser .10 Kernen i teksten hviler udover manifest-materialet på en ordre fra Frederik I, hvorved denne forbyder nogen at krænke enkens besiddelser af det tilbagegivne, konfiskerede jordegods.11 Men allerede i første version har Huitfeldt tillige indføjet dels en præsentation af Mogens Thomsens personlige forhold, dels - og vigtigst - motiveret den dramatiske hængning ved, at den fandt sted »for nogen ordt, handt skullde thaledt hans mai:tt forner«, altså regulær majestætsfornærmelse. I sine senere rettelser har Huitfeldt - måske med kansler Niels Kaas som hjemmelsmand - dels indføjet en korrektion af Mogens Thomsens geografiske placering og nogle data angående hans børn, deis foretaget enkelte redaktionelle eller udfyldende rettelser, og endelig mest bemærkelsesværdigt ladet motivet for hængningen: majestætsfornærmelsen erstatte med »nogen wrett, han schulle haffue giortt hans bonder, huoroffuer de klagede«. Selvom den centrale rettelse også kan bero på familietraditionens forsøg på at kaste et forsonende skær over Mogens Thomsens skæbne eller at diskriminere Ghristiern 11. s vilkårlighed, er den samtidig absolut fældende for Huitfeldt. Selv overfor et temperament som kongens vilde krænkelse af nogle bønders rettigheder under ingen omstændigheder have betinget den vanærende dødsstraf; Huitfeldt har overset den modsigelse, der opstod ved hans rettelse, og selv hans første forklaring beror næppe på andet end hans personlige gætværk for at tilvejebringe sammenhæng; rettelsen har medført, at den oprindelige konsistens i Huitfeldts betoning af misforholdet mellem forbrydelsens art og straffen er gået tabt. Majestætsforbrydeisen strider - som vi senere vender tilbage til - endelig mod det samtidige kildestofs oplysninger, men den havde til gengæld altså en helt elementær funktion i Huitfeldts tendentiøse fremstilling af Christiern ll.s rædselsregimente. Arild
Huitfeldts behandling kan således uden videre skydes til
side; 10 Arild Huitfeldt, Historisk Beskriffuelse om hues sig haffue tildragit under Kong Ghristiern den Anden, Kjbh. 1596, s. 236f. - Oplysningerne om manuskriptrettelserne skylder jeg arkivar Grethe Ilsøe og kandidatstipendiat Harald Ilsøe. - Jf. også Allen, anf. arb. 111. 2, Kjbh. 1867, s. 470f. 11 Jf. nedfr. s. 525. Side 521
nelsesaktfra15. marts 1521, som lod formode, at Mogens Thomsen havde gjort sig skyldig i dokumentfalsk.12 Allen, der benyttede affæren i sin karakteristik af Christiern 11, betegnede kongens fremfærd som 'tyrkisk retfærdighed', men mente dog, at den ikke havde været malplaceret.Han accepterede bevidnelsesaktens fremstilling som dokumentationfor, at Mogens Thomsens brøde bestod i dokumentfalsk; bristen i Aliens argumentation ligger da i, at han uden videre identificerede bevidnelsens og rådsmanifesternes sagsfremstilling, og i at han uden forbehold godtog aktstykkets samtidige, men ensidigt kognitive fremstilling. I dette aktstykke bevidner fire mænd, at de har overværet en husundersøgelse, som Rasmus Clementsen efter kongens ordre foretog på Damsgård; man fandt i et skrin »v blyde indsil« (formentlig seglstamper), som ikke tilhørte Mogens Kaas, og nogle übeskrevne breve, som var beseglet, men uden »mærcke hæller waben i« seglene. Videre forsikrer de fire vidner, at Rasmus Glementsen ikke beskæftigede sig med andre af Mogens Thomsens breve, og at han ikke »ffor ånde lwnne aff sted, en hand sa samme breffwe, som hand haffde breff oc beffalinge aff wor kereste, nodige herre«. De fire mænds retsgyldige indsats består da kun i, at de med deres segl bevidner, at de har overværet husundersøgelsen. Vidnefremstillingen sikrer formentlig procedurens, men næppe indholdets autenticitet, som tværtimod lader sig anfægte — omend ikke kuldkaste - på anden måde. For det første er det naturligvis iøjnefaldende, at aktstykket i noget usædvanlige vendinger så stærkt understreger, at Rasmus Glementsen ikke overskred sine beføjelser, et træk som formentlig kun kan skyldes hans eget ønske eller udtrykkelig kongelig ordre. Rasmus Clementsen - kendt som én af Christiern ll.s håndgangne mænd - havde i almindelighedry for sin voldsomme og übeherskede adfærd, og hans villige nidkærhedi kongens tjeneste havde pådraget ham den jydske adels inderlige aversion.13 For det andet må den ejendommelighed utvivlsomt tages i betragtning, at han (såvidt vi ved) har været Mogens Thomsens svigersøn 12 RA. Munchenersamlingen H 30 nr. 9; G. F. Allen, Breve og Aktstykker til Oplysning af Christiern den Andens og Frederik den Førstes Historie I, Kjbh. 1854, nr. 4 og s. 4 note 2; E. Ladewig Petersen, Historiske tekster til brug for undervisningen i historieforskningens metodelære, Kbh. 1972, s. 93 (med enkelte tekstrettelser); jf. Allen, De tre nord. Rigers Hist. 111. 2, s. 326f. og 470 note 83. - Allen synes dog ikke at have indset, at Huitfeldts fremstilling er sekundær. 13 Jf. Allen, Aktstykker, nr. 11 og s. 23 note 1; A. Thiset (Henry Bruun*) i DBL* V,Kbh. 1934, s. 340. Side 522
søn.14 Det stred - selv efter datidens normer - naturligvis mod alle forvaltningsretligekrav til uvildighed, og der kan næppe være tvivl om, at kongen har overdraget Rasmus Clementsen dette delikate hverv efter dennes egen anmodning; sagen lå i hvert fald udenfor hans kompetenceområdesom Aktstykkets ægthed lader sig næppe anfægte, men dets vidneværdi belastes unægteligt umiddelbart af ophavssituationen, og affærens reelle indhold sikres på ingen måde af dets fremstilling. Brevet rejser imidlertid tillige en række problemer af juridisk art udover de kritiske vanskeligheder, som allerede er nævnt. For en umiddelbar betragtning indeholder det ved sin opbygning en ejendommelig - omend ikke uforklarlig — dobbelthed. Udover dokumentationen for udfaldet af ransagningen betoner det jo påfolrlenrie stærkt, at Rasmus Clementsen ikke beskæftigede sig med andet end de kriminelle breve og seglstamper, og at han kun konstaterede disses tilstedeværelse i henhold til den kongelige ordre. Den meget nærliggende slutning, at bevidnelsesbrevet - ikke mindst i betragtning af hans personlige habitus - gjaldt Rasmus Glementsens egen person, støder dog på visse vanskeligheder, først og fremmest fordi brevet er overleveret os gennem kongens arkiv, hvor dets anbringelse ikke umiddelbart kan forudsættes at bero på tilfældigheder. Sagens proceduremæssige kerne ligger formentlig andetsteds. Af bevidnelsesaktenfremgår det nemlig indirekte, at der er tale om en ransagning,som ifølge Jydske lov (II 95-100) krævede særlige forudsætninger. For det første tager lovens forskrifter kun sigte på tyverisager (over en vis minimumsgrænse), og for det andet kunde den bestjålne under normaleomstændigheder kun foretage husundersøgelsen efter tinglysning overfor granderne af tyveriet og i overværelse af ombudsmanden (eller af vidner). Fandt man mod den sagsøgtes benægtelse tyvekosterne i hans varetægt eller hans gemmer, dokumenterede det forbrydelsen. Hertil kan føjes, at husbondeansvaret - hvor hustruen eller børnene ikke var direkte impliceret — alene gjaldt hans hals og hovedlod.15 Da påkendelsen af falsknerisager forud for denne periode er meget slet oplyst, og da strafudmålingenfor falsk synes at have været arbitrær, vil det umiddelbart 14 A. Thisct i Hist. tidsskr. 5. r. I, 1879, s. 633-35; A. Thiset og V. A. Sccher i Samlinger til jydsk Historie og Topografi 2. r. I, 1886-88, s. 179f. - Endnu Thiset karakteriserer (påvirket af Huitfeldt) Mogens Thomsen som en'berygtet bondeplager'. 15 Danmarks gamle Landskabslove med Kirkelovene, udg. af Johs. Brøndum-Nielsen og Poul Johs. Jørgensen, 11, Kbh. 1933, s. 309ff.; jf. Stig luul, Fællig og Hovedlod. Studier over Formueforholdet mellem Ægtefæller før Christian V.s Danske Lov, Kbh. 1940, s. 89 ff. Side 523
være mest
nærliggende at antage, at det har været muligt ved
analogi Er denne tolkning korrekt medfører den, at Rasmus Glementsen som den forurettede part med hjemmel i en kongelig ordre - ligestillet med ombudsmandens bemyndigelse - og i overværelse af vidner, men uden beslaglæggelsesfuldmagt har kunnet foretage denne ransagning på Damsgaard. Konstateringen af tilstedeværelsen af de midler, hvormed forfalskninger er begået eller lod sig udføre, må da tolkes som materielt fuldgyldigt bevis for at Mogens Kaas havde midler ihænde til at begå dokumentfalsk; den materielle forfalskning selv nævnes ikke. Denne tolkning ved analogi af retsanvendelsen udelukker naturligvis ikke, at bevidnelsesbrevet har skullet tjene Rasmus Clementsen til personlig dokumentation, men den sandsynliggør, at han har taget initiativet som sagsøger og har opnået den offentligretlige bemyndigelse, som forudsættes, til at foretage ransagning af Mogens Kaas' gemmer. Eksekutionen tilkom derimod givetvis kongemagten, eller mere korrekt - når vi stadig henholder os til lovens forskrift - et nævn, der skulde påkende falsk. Afgørende i denne henseende er det da, at dette bevidnelsesbrev har været blandt de akter, Christiern II bragte med sig i sit eksil. Udvælgelsen har som bekendt ikke været tilfældig,16 og aktstykkets tilstedeværelse i original i Munchenerarkivet sikrer formentlig den retlige identitet mellem bevidnelsesaktens og rådsmanifesternes sagsbeskrivelser. Arkiveringsomstændighederne lader sig kun forklare ved, at aktstykket har skullet tjene Ghristiern II til retfærdiggørelse under de forestående juridiske konflikter og pennefejder for et internationalt forum med de nye magthavere i Danmark. Brevet vilde da uomstødeligt kunne dokumentere Mogens Thomsens brøde og dermed gendrive rådets fremstilling af sagens retsstridighed. Vender vi tilbage til det danske råds fremstilling af sagen i manifesternemod Christiern 11, er det umiddelbart iøjnefaldende, at medens indledningentil Frederik I.s håndfæstning i marts 1523 anker over, at kongenuden dom og ret lod Mogens Thomsen, der havde fået sine sakramenterpå behørig vis, hænge som en tyv, udtrykker manifestet sig langt mere raffineret. Det understreger meget tydeligt, at der i levende live ikke havde været rejst tiltale for uærlig sag mod Mogens Thomsen; tildelingenaf kirkens sakramenter - et motiv, der fremtræder meget prægnanti propagandaen som helhed — borger for sandheden heraf. Uden 16 Jf. Emilie Andersen, Lidt om dokumenterne i Christiern 2.s udenlandske arkiv, Afhandlinger om arkiver ved Rigsarkivets 75-års jubilæum, Kbh. 1964, s. 9-21, passim. Side 524
at manifestet gør sig skyldig i nogen direkte usandfærdighed må vi da nødvendigvis af formuleringen slutte modsætningsvis, at rådet, da det lod manifestet affatte, har været fuldt på det rene med, at Mogens Thomsensvandel ikke havde været pletfri, og at der efter hans død var blevet rettet anklage mod ham for uærlig sag.17 På den anden side rummer rådets postulater utvivlsomt tillige indsigelse mod kriminel retsforfølgelse af en afdød person (med påfølgende godskonfiskation), måske mod bedre vidende, men i hvert fald ikke uden fortilfælde i dansk (og norsk) retshistorie. I det mindste hjemlede østdansk ret udvej for fredløshedskendelse af afdøde personer.18 Retsforfølgelsen af Poul Laxmand lod sig ikke direkte bringe ind under dette forhold; kong Hans' søgsmål fik civilretlig karakter og gjaldt erstatningen for den dneblY* rigshnfmesr.ers forseelse, her oDfattet som vitterlig j?æld, for hvilken hele fællesboet hæftede.19 Ikke desto mindre fæster Poul Helgesen og den afdøde rigshofmesters datter - næppe indbyrdes uafhængigt, forsåvidt som Skibbykrønikens tendens røber tilknytning til frændernes eller rådets synspunkter - sig med påfaldende styrke ved, at der ved Poul Laxmands død ikke var rejst uærlig sag mod ham, og at straffen, der her omtales som konfiskation, ulovligt ramte sagesløse arvinger. Else Laxmand påberåbte sig endelig at være i besiddelse af dokumentation for sin faders uskyld i forræderi, og både hendes og Poul Helgesens hovedpåstand går derfor ud på, at der var tale om uærligt drab og at retsforfølgelsen af den afdøde var lovstridig.20 Det vil næppe være überettiget at drage den konsekvens både af Mogens Kaas-sagen og af den langt mere vidtrækkende Laxmand-sag, at der i adelige kredse har bestået en principiel animositet mod domfældelse af afdøde, forsåvidt konsekvenserne berørte arvingernes materielle interesser. I hvert fald understreger samtlige de kilder, der blev til i 1523, Poul Helgesen og iøvrigt endnu Arild Huitfeldt lovstridigheden af kongens konfiskation af begge ægtefællers gods og løsøre. Forsåvidt som enken kan forudsættes at være uskyldig, er retseffekten da også på dette punkt vitterligt lovstridig. 17 Hvornår han er død, ved vi ikke; jf. ovfr. s. 518 f. Den manglende omtale heraf i vidnebeviset ('salig') dokumenterer i dette tilfælde næppe nogetsomhclst, da der foreligger uærlig sag. At Huitfeldts kronologi er fordærvet har Allen godtgjort, anf.arb.lll.2, s. 470. 18 Jf. Stig luul, anf.arb., s. 100; P.-E. Wallén, Die Klage gegen den Toten im nordgermanischen Recht, Rattshistoriskt Bibliotek 5, Lund 1958, kap. 3 og passim. 19 Stig luul, anf. arb., s. 100f.; Aksel E. Christensen og Stig luul i Hist. tidsskr. 11. r. VI, 1960-62, s. 377f., 386ff. 20 Skrifter af Paulus Helie VI, s. 67f.; Hist. tidsskr. 111, 1842, s. 607 ff. Side 525
Manifestets fremstilling er således på det afgørende punkt groft tendentiøs, men overskrider ved sin velberegnede pointe ikke sandheden. Ganske den samme tendens finder vi i det åbne brev, hvorved Frederik I 30. marts - få dage efter udstedelsen af den foreløbige håndfæstning i Viborg - påbyder, at ingen må hindre Mogens Thomsens enke, fru Elline Pedersdatter Friis i hendes retmæssige besiddelse af sit gods.21 Brevets meget udførlige narratio redegør for Christiern 11. s fremfærd, men føjer til sagsfremstillingen det nye træk, at kongen efter hængningen havde ladet Mogens Thomsen udføre »i marchen i heden jord som et uchristelig creatur« (atter én af klichéerne i den antikongelige propaganda). Pointen ligger ligesom i manifestet i, at Mogens Kaas havde modtaget kirkens sakramenter inden sin død, og at der »stoed aldelis ingen klage eller kiere paa hannom, the tiid han døde«. Kongebrevet oplyser endelig, at rettertinget - formentlig på dette formelle grundlag - har »dømpt forn. Mogens Tomissens krop igien at komme i wied jord« og har restitueret enken og hendes børn besiddelsen af deres gods. Rettertinget udnyttede således anklagen post mortern til underkendelse af Christiern 11. s afstraffelse og - måske vigtigst - godskonfiskationen, som iøvrigt også måtte komme Rasmus Clemmentsen tilgode. Den kongelige ordre og manifestet repræsenterer naturligvis på ingen måde indbyrdes uafhængige kilder; de udgår begge fra den samme personkredsog under tilblivelsesomstændigheder, der trods formelle ulighederhar meget tilfælles.22 Vi har kun at gøre med ét kildekompleks; men både dettes tilsnigelser og Peder Svaves pamflet, som udelukkende anlægger en moralsk fordømmelse, viser, at de nye magthavere overfor det internationale forum, for hvilket debatten foregik, trods al tendens ikke har dristet sig ind på sagens reelle juridiske aspekter. Der foreligger ingen grund til at underkende rådets fremstilling af affærens ydre forløb. Rent bortset fra, at sagens forløb selv ikke i den politiske propagandas tjeneste lod sig forvandle til ukendelighed, er rådets veltilrettelagte manøvre i sig selv et tungtvejende vidnesbyrd om, at det har haft kendskabtil sagens sammenhæng. Manifestet modsiger åbenbart bevidst bevidnelsesaktenssagsfremstilling. Og endelig er kongebrevets retsstiftende ordrer om Mogens Kaas' begravelse og restitutionen af godset til enken 21 Nye da. Mag. I, Kjbh. 1794, s. 12 lf. Brevet er ikke (som udgiveren anfører) et domsbrev, men en ordinær kancelliekspedition; dets retsstiftende passus har sanctiokarakter. 22 Sandsynligvis har manifestet endda kunnet støtte sig til brevet eller den forudgående Side 526
helt afgørende
for troværdigheden af dette kildekompleks' fremstilling
Disse kendsgerninger afgør derimod naturligvis ikke det reelle skyldsspørgsmål, bevidnelsesaktens påstand om, at Mogens Thomsen Kaas havde gjort sig skyldig i dokumentfalsk; dertil er aktstykkets ophavsomstændigheder for usikre. Inddrager vi imidlertid den barbariske afstraffelsesmetode som et levn i kildeundersøgelsen bliver det klart, at Christiern II i symbolsk form har straffet Mogens Thomsen på en måde, som forudsætter uærlig sag. Med hensyn til sagens indhold lader proceduren sig umiddelbart forene med påstanden om dokumentfalsk. Jydske lov (111. 64-65) behandler falskneri sideordnet med mordbrand;23 den har formentlig først og fremmest sigtet på falsknerier, som krænkede krCIiSnS Jl(;»1">«»/ (f *»lre falclrrr>«ntn*»i-^ mpn r»or«iå rlrVtlimPTltfaislc SVTieS efterhånden at være blevet omfattet af denne lovforskrift, formodentlig blandt andet fordi retsstiftende adkomstbreve fik en helt central samfundsmæssig funktion. Medens falskneri af denne art oprindelig vistnok havde været straffet arbitrært, betingede denne forbrydelse fra senmiddelalderens domspraksis dødsstraf; undertiden optræder dog også kagstrygning .24 Med hensyn til eksekveringen af dødsstraf skelnede man som bekendt nøje mellem adelige, hvis personlige privilegier fordrede halshugning, hvorimod vanbyrdige mandspersoner blev ikendt 'galge og gren, høj og hedensk jord'; sondringen indebærer således en omhyggelig graduering af vanærende og ærlig afstraffelse uanset forbrydelsens uærlige art.25 I det foreliggende tilfælde tør vi af proceduren med sikkerhed slutte, at Christiern II bevidst må have valgt den vanærende henrettelse post mortern; allerede det danske råds samtidige propaganda fremhæver jo iøvrigt, at kongens fremfærd indeholdt en oplagt krænkelse af adelens personlige privilegier, og det samme synspunkt fastholder Huitfeldt. Den procedure, kongen valgte, får derved karakter af politisk demonstrationaf betydeligt større rækkevidde, end sagen i sig selv havde kunnet 23 Danmarks gamle Landskabslove 11, s. 492-98. 24 H. Matzen, Forelæsninger over den danske Retshistorie. Offentlig Ret III: Strafferet, Kjbh. 1895, s. 140f. - I det kgl. sagefaldsregister 1522 hedder det dog om en person, at »wor n.herre lodt tage hwden aff hannum i Aarss for eth falst widhne, han wandt«; Da. middelalderl. Regnsk. 1. r. I, s. 171; jf. også Kolderup-Rosenvinge, anf.udg. I, s. 83 og 309. 25 Poul Meyer art. dødsstraf i Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder 111, Kbh. 1958, sp. 455-59. - Afstraffelsen post mortern rejser i dette tilfælde næppe juridiske komplikationer, før rigsrådets kendelse udnyttede dette træk; jf. ovfr. s. 523f. Side 527
betinge. Vi tør endvidere af kongens fremgangsmåde med fuld vished slutte, at han på grundlag af i hvert fald Rasmus Clementsens husundersøgelsepå Damsgård har fundet det godtgjort - eller mere korrekt: i det mindste har valgt at finde det dokumenteret - at der forelå bevis for at Mogens Thomsen havde begået dokumentfalsk. Den barbariske afstraffelse må have været eksekveret på grundlag af de indicier, der forelåi Men hverken den raffineret tendentiose fremstilling fra rigsradets side eller bevidnelsesakten godtgor med übetinget sikkerhed Mogens Thomsens skyld. For det forste bevidner husundersogelsen strengt taget kun, at han har haft midler ihaende til dokumentforfalskning; den komplette mangel af konkrete falsa eller omtale heraf udelukker verifikation. Kun Rasmus Clementsens sandsynlige initiativ til, at sagen er blevet rejst, kunde tale for at Mogens Thomsen har omsat sin kriminelle hensigt i reelle forfalskninger. Vigtigere er det for det andet trods den umiddelbart nserliggende sandsynlighed for falskneri, at rigsradets viden om sagen i forste instans formentlig hviler pa, hvad Rasmus Clementsen og fru Elline Friis har kunnet berette. Som part i sagen, som interessent i dens udfald og som ansvarlig for husundersogelsen har hans vidnesbyrd da naeppe afgorende vaegt. Selv var det lykkedes Rasmus Clementsen i rette tid at skifte over til de nye magthaveres parti; 22.januar 1523 meddelte han sin broder, at han ved sin ankomst til Viborg — under trusler om at komme til at dele skaebne med Hans Tolder fra Alborg - var blevet tvunget over i den oprorske lejr og derfor »icky lengier kan giore hans nade myn troff thienist«.26 Allerede 30. januar rejste han overfor radet klage over, at Christiern II uden ret og dom havde frataget ham en del af hans gods og en sum penge. Rigsradet tildomte ham - med en enkelt undtagelse - det tabte gods, og fojede uvist hvorfor til, at det ikke vilde antage nogen ny konge, uden at denne stadfaestede radets kendelse.27 Sagens ydre omstændigheder - og specielt Rasmus Clementsens manøvrer - sikrer altså ikke fuldtud, at Mogens Thomsen virkelig har begået dokumentfalsk, skønt al sandsynlighed kan tale derfor. Men dens forløb underbygger derimod ved den konsekvente anvendelse af tyveriprocedureantagelsen af dens reelle enhed fra 1521—23, og forløbet viser 26 Allen, Aktstykker, nr. 13. 27 Kong Frederik den Førstes danske Registranter, udg. af Kr. Erslev og Wm, Mollerup, Kjbh. 1879, s. 5; jf. s. 17 og 198; jf. A. Thiset og V. A. Sechcr, anf.arb., s. 176 fif.; Venge, anf.arb., s. 31, 101f., 141 ff. Side 528
tillige med fuld sikkerhed, at Christiern II har straffet denne person på en måde, der forudsætter falskneriet, og som tillige indeholdt en ganske alvorlig politisk demonstration. Og forløbet godtgør endelig, at rigsrådet har lagt sin behandling af sagen således til rette, at også den forudsætter Mogens Kaas' brøde. I sig selv er sagen vel afret übetydelige dimensioner; men den har først og fremmest stadig sin interesse ved det meget konkrete lys, den kaster over konflikten mellem de oprørske, jydske råder og Ghristiern 11, og over den bidske, men særdeles behændige propaganda, der fulgte i konfliktens kølvand. I hvert fald havde affæren vakt tilstrækkelig opsigt til, at Poul Helgesen i sin rimkrønike 1523 lod Christiern II sige: »Jeg loedt ophenge leffuindes och døde, fordij kom ieg ij thenne møde«. Og endnu fire år senere hentyder han i sit svar til Hans Mikkelsen til. »huor store een synd thet wor, ath brwge grwmhed mod been och døde kroppe«.28 SUMMARY The Mogens Thomsen Kaas-affair 1521-23 A critical StudyThis paper concerns itself with a minor, but obscure affair during the last years of the turbulent reign of Ghristiern II (1513-23): At an unknown date the king had Mogens Thomsen Kaas, a middle-size noble of Northern Jutland and politically insignificant, unburied and hanged at Århus. The manifests of the statecouncil {rigsråd) issued upon the expulsion of Christiern II in 1523 reproach the king for this procedure towards a person, who died unconvicted of any crime after having received his sacraments, for having violated the noble privileges and for having this person's and his wife's estates confiscated. On the other hand a testimony, issued by four persons in 1521, and preserved in the king's archives, informs us that Rasmus Clementsen, a semi-noble upstart and royal official, had found during an investigation (authorized by the king) of Mogens Thomsen's manor house false seals and other means of forging documents. Evidently, the council's manifests are tendentious in stressing the fact that Mogens Thomsen died unconvicted; on the other hand the testimony of 1521 cannot be absolutely trusted, seing i.a. that Rasmus Clementsen was a son-inlawof Mogens Thomsen, whose guilt is probable, but not proved. An analysis of the legal procedure applied seems to demonstrate that the king has prosecuted the trial and the execution according to the theft-prescripts of the Jutland law {Jydske lov), analogized here to forgery. The barbarian execution post mortem, 28 Skrifter af Paulus Helie I, s. 174 og 11, s. 81. Side 529
notoriously and demonstratively violating noble privileges, can lay claim to political significance, but the main interest of this study lies in the fact that, methodologically, the reconstruction cannot, immediately, build upon the informationof the narrative sources available, at least not beyond the naked bones of facts. Obviously, the reconstruction of this obscure affair, and particularly of the motives of the royal procedure, can be based, only, on exploitation of the sources in their capacity of survivals of the events: on the legal procedure applied and on the tendencies of the manifests, the normative attitude of the sources towards the affair and its implications. Finally, the reconstruction seems possible, only, by fitting the legal procedure, actually applied, to the prevalent system of criminal law. |