Peter Munz: Frederick Barbarossa. A Study in Medieval Politics. London, Eyre & Spottiswoode, 1969. xxi, 422 s. 8 plancher. 2 kort. 90 sh.

Det er ikke ualmindeligt i Frederik Barbarossas lange regeringsperiode at se det tyske kejserdømmes kulmination. Bevares, der har været tyskere for hvem hans italienspolitik med dens drøm om verdensherredømmet har været det vælske blændværk der drog ham bort fra nærliggende bestræbelser på at styrke den tyske centralmagt. Der har været dem der i Frederik Barbarossa så en tilbageskuende statsmand som hang ved fortiden, ja faktisk var lidt af en romantiker i ridderskikkelse. Men for mange er Frederik Barbarossa den hersker der ved at genoptage Henrik IV's næsten glemte italienspolitik vandt ny glans for kejserdømmet. I forskningen er det navnlig Giesebrecht, Prutz og Karl Hampe der har set Frederik Barbarossa som en målbevidst forkæmper for det traditionelle kejserdømme.

Den newzealandske professor Peter Munz mener at Kyffhåusersagnets forestilling om Frederik Barbarossa som den fædrelandets redningsmand, der i tidens fylde vil genskabe det tyske kejserrige, også har bestemt historikernes opfattelse af ham. Derfra stammer det at han har opbygget et mægtigt rige og været en sukcesrig hersker. Munz vil erstatte Giesebrechts gamle skildring af Frederik Barbarossa (Geschichte der deutschen Kaiserzeit bd. V-VI, 1888 og 1895), og vender sig specielt mod tanken om at Frederik I kun har haft eet mål, kejserdømmets

I stedet opfattes kejseren som en utrættelig, smidig og opfindsom empiriker

på jagt efter en ny styreform som følge af det 12. århundredes sociale forandringer,specielt befolkningsforøgelsen. Men forfatteren gør sig ingen illusioner om de resultater der kom ud af kejserens bestræbelser. Uden at være opportunist havde Frederik Barbarossa den gode statsmands evne til i tide at opgive en uigennemførlig sag, og på den måde kom han til at arbejde med 3 forskellige planer for rigets indretning. Ifølge forfatteren fører kejseren 1152-56 en konservativpolitik, hævder loven, skaber fred. 1156-75 forsøger han at gennemføre hvad der betegnes som den store plan. Den går ud på dannelsen af et terra imperii bestående af Schwaben, Burgund og Lombardiet. Det skulle være en centraliseret, bureaukratisk styret territorialstat, og planen indebar at Frederik Barbarossa kun skulle være nominel konge i Tyskland. Da dertne plan slog fejl, bl. a. som følge af de lombardiske byers modstand, afprøvedes en 3. der betød at Frederik Barbarossa forsøgte at udnytte den fremadskridende feudalisering til egen fordel. Den sidste del af sit liv (1177-90) stræbte han over alt i riget at udbygge sine rettigheder som feudalherre.

Teorien om de tre planer knyttet til 3 forskellige tidsafsnit kan nok vække betænkelighed. Er det ikke karakteristisk at inden for dette skema er der 9 år (1168-77) hvori kejserens politik ikke rigtigt kan rubriceres? Nogle træk falder under plan 2, andre under plan 3. Dette mener jeg snarest må tolkes således at kejseren samtidig har haft flere politiske mål. Han har spillet på flere strenge, snart på en, snart på en anden, som forholdene og tiden tillod det. Man må jo ikke glemme at i sammenligning med nutiden havde han en overordentlig primitiv og uudviklet centraladministration til rådighed, og selv har han tilbragt en stor del af sit liv på hesteryg på vej rundt i riget. Flere mål har ikke kunnet realiseres på engang, hvor gerne han end ville. Det har f. eks. ikke været muligt samtidig at hellige sig den indre opbygning i Tyskland og undertvingelsen af Norditalien, et forhold der er af betydning for vurderingen af den store plan. Men det forhindrer ikke at kejseren har stilet mod begge mål.

Den store plan, forfatterens mest originale idé, indebærer at ligesom kejseren opbygger sin territorialstat i området med de tre floder, Rhinen, Rhone og Ticino, så skal Henrik Løve have lov at gøre det samme i Sachsen og Henrik Jasomirgott i Østrig. At udviklingen i territorierne rent faktisk gik sådan, i hvert fald en tid lang, skal ikke bestrides, men var det virkelig et resultat af en bevidst udformet plan? Når kejseren opgiver at blande sig i Tysklands indre forhold er det efter min mening snarere udtryk for en hensigtsmæssig, øjeblikkelig handlemåde end for radikale statstanker. Hans offensiv i Norditalien havde som absolut nødvendig forudsætning en forståelse med Henrik Løve der som den mægtigste lensmand stillede det største kontingent til hæren. Til opnåelse af den støtte måtte kejseren give sakserhertugen Bayern igen som dennes far havde haft. Det indebar at babenbergeren måtte affindes på anden måde, og det sker ved at han med privilegium minus får hidtil uhørte rettigheder i Østrig ved dets adskillelse fra Bayern. Østrig bliver imidlertid ikke et hertugdømme fordi kejseren udkaster en plan om dannelse af territorialstater, men fordi han må gøre den indrømmelse for at få den himmerigsmundfuld som Norditalien syntes ham at være. Siden kunne man altid vende tilbage til forholdene i Tyskland.

Hypotesen om den store plan som det hjul hvorom alting drejer sig i årene

efter 1156 er blevet stærkt kritiseret ved bogens fremkomst, men det rokker ikke
ved det forhold at denne monografi i sig optager hele den nyere litteratur og
derved bliver en værdifuld indgang til det store emne.