Dorrit Andersen: Århus under storlockouten. Arbejder og arbejdsgiver 1899. Universitetsforlaget i Århus 1970. 152 s. Kr. 33.75.

Den store lockout i 1899 er en afgørende begivenhed i dansk arbejderbevægelses historie, og dens udfald bestemte for årtier forholdet mellem de to parter på arbejdsmarkedet. Konfliktens ydre forløb er relativt hyppigt behandlet i den historiske litteratur, men denne har stort set koncentreret sig om udviklingen i forholdet mellem ledelserne af de to hovedorganisationer, DsF og Arbejdsgiverforeningen (AG), om forhandlingsforløbet og de mange taktiske manøvrer i denne sammenhæng.

Den interne situation i organisationerne og konfliktens socialhistoriske sider er derimod kun ringe oplyst, åbenbart som følge af mangel på kildemateriale hertil. Dorrit Andersen har med sin fremstilling af storlockouten og dens forløb i Århus søgt at trænge ind i nogle af disse forhold og har kunnet støtte sig til et ret fyldigt lokalt kildemateriale fra både fagforeninger og arbejdsgiverside, for en dels vedkommende samlet i Erhvervsarkivet. Hensigten med arbejdet har været »at skildre lockoutens forløb på det lokale plan og give et indblik i

de enkelte fagorganisationers virke under en så omfattende og langvarig arbejdsstandsning«(Forord). Det er først og fremmest om organisationernes praksis det er lykkedes DA at fremdrage nyt materiale. Det socialhistoriske i bredere forstand, arbejdernes kår under konflikten, deres opfattelse af den og af deres egen sociale status er ikke belyst og lader sig næppe belyse til bunds. At stå en så langvarig lockout igennem med en så høj grad af solidaritet, som DA viser var til stede, må indicere en klar klassebevidsthed hos arbejderne og en opfattelseaf, at det var en afgørende strid, der blev udkæmpet. Men arbejderne efterlodsig dengang så lidt som nu individuelle eller kollektive vidnesbyrd om deres sociale opfattelse udover deres handlinger.

Inden for denne beklagelige begrænsning er DAs undersøgelse grundig, velunderbygget og sikkert gennemført, med mange interessante detailoplysninger og rimelige vurderinger, når bortses fra bogens hovedtese, som skal diskuteres nedenfor.

Efter en oversigt over storlockoutens formodede forudsætninger, dens forløb på landsplan og afslutning med septemberforliget gennemgås den specielle situation i Århus med hovedvægten på organisationsdannelsen i den forudgående periode og organisationernes funktion under konflikten. Det påvises, at arbejderne tidligt var velorganiserede i Århus og havde etableret en praksis for faglig kamp, der ikke havde et modstykke i en tilsvarende stærk organisation og kollektiv kamperfaring blandt arbejdsgiverne. En væsentlig styrke ved bogen er dens grundige behandling af de hidtil stedmoderligt dyrkede arbejdsgiverorganisationer og deres virke. De var yngre og svagere end arbejdernes, og der var frem for alt ikke skabt en praksis for samarbejde mellem de enkelte medlemmer. De måtte således etablere nye organer som følge af konfliktens udbrud, og da disse blev oprettet og styret med en høj grad af centralisation, stod de både over for deres egne medlemmer og offentligheden uden for konflikten svagere end arbejdernes organisationer, der gennem en længere periode var groet op nedefra og havde erhvervet en solid organisatorisk erfaring. På den anden side viser disse afsnit også, hvor meget lettere det var for AG at organisere sig i en akut situation: de var relativt få, kendte hinanden, og de havde penge.

Det er interessant, at en tidligt udviklet tradition i Århus for samarbejde mellem fagforeninger og AG om forebyggelse og løsning af konflikter samt anerkendelse af arbejdernes organisationsret voldte størst problemer for AG ved konfliktens udbrud. Mens der synes at have været næsten fuldstændig enighed blandt arbejderne om holdningen til konflikten, var der fra mestrenes side i flere fag en stærk utilbøjelighed til at engagere sig i striden. Enigheden blandt AG om lockoutens berettigelse synes at være blevet brudt flere gange helt fra dens start, hvilket kan hænge sammen med, at relativt mange arbejdsgivere i Århus tilhørte en af de to venstregrupper på Rigsdagen og kviede sig ved at identificere sig med en økonomisk kamp, der for den offentlige mening fremstod som udpræget højrepolitik. Dertil kom en betydelig social heterogenitet blandt AG, der spændte fra småmestre til store industriherrer, og endelig var der en vis utilfredshed med den centrale ledelses placering i København og dens hensyntagen til københavnske forhold.

Det måtte være et hovedformål for AG at sikre, at så mange arbejdere som

muligt blev og forblev uden arbejde, og AG iværksatte et omfattende lokalt kontrolapparat, der skulle forhindre arbejdere i at få arbejde hos organiserede eller uorganiserede mestre eller at udføre selvstændigt arbejde. Der blev udøveten tilsyneladende ganske effektiv pression mod materialeleverandører til enkelte arbejdere. Heroverfor måtte arbejdernes målsætning principielt være at ramme AG hårdt ved at igangsætte arbejde, ledet og organiseret af dem selv, hos uorganiserede mestre eller på landet. Stærkest virkning ville det have haft, hvis arbejderne kunne overtage arbejde, som mestrene skulle have udført, men det modsatte fagforeningernes ledelse sig - rimeligvis med tanke på samarbejdetefter konfliktens ophør. I modsætning til andre steder i landet blev der i Århus ikke oprettet kooperative produktionsforeninger for at skaffe arbejde og penge.

I nogle særdeles spændende afsnit redegør DA for parternes agitation under konflikten. Den var vel i sin oprindelse tænkt at skulle vinde den »offentlige mening«, men synes ikke at have haft større virkning på dem, der ikke deltog i konflikten. Derimod havde den betydning indadtil, idet den i stigende grad rettedes mod det formål at overbevise medlemmerne i organisationerne om, at det var en retfærdig sag, der kæmpedes for, og især overtyde dem om, at den kurs, der fulgtes af de centrale ledelsesorganer, var den bedste, hvilket synes at have voldt adskilligt besvær. Et af AGs hovedkrav var de faglige underorganisationers indordning under DsFs autoritet, således at de enkelte fagforeninger ikke på eget initiativ kunne aktionere. DsFs ledelse havde selvsagt intet herimod, men såvel fagforeningerne som arbejderne var modstandere af en sådan bestemmelse. For at få arbejderne til at acceptere den, anvendte DsF og de lokale ledere reelt falske påstande om AGs mål (angiveligt opløsning af fagforeningerne), for, da disse ikke gik i opfyldelse, at proklamere det som. en sejr, der fik arbejderne til at acceptere det mindre onde.

Dorrit Andersen giver i disse centrale afsnit en glimrende beskrivelse af, hvorledes en større arbejdskamp forløb i en periode uden fast indarbejdet praksis og uden et stort retsligt og organisatorisk maskineri til at indkapsle konflikterne, som vi kender det i dag. Fremstillingens svaghed er, at den ikke er søgt indarbejdet i en mere teoretisk, analytisk ramme. En sådan ville uden tvivl have aftvunget materialet yderligere spændende konklusioner. DA ville i så fald næppe have kunnet fastholde sin hovedtese, at »skabelsen af hovedorganisationerne,hvorigennem en landsomfattende arbejdsstandsning kunne iværksættes, i sig selv kunne fungere som hovedårsag til en magtkamp som storlockouten« (s. 41 og tilsvarende s. 9). For det første modbeviser DA til en vis grad sin egen tese ved at understrege AGs relativt svage organisation på det lokale plan, hvilket tvang dem til at oprette ad hoc organer. Da AG i denne konflikt havde initiativet, synes det tvivlsomt, om det alene er organisationsdannelsen,der er hovedårsag. For det andet tager DA ikke hensyn til den fundamentale sociale modsætning mellem lønarbejde og kapital, der i de foregåendeårtier havde resulteret i et utal af større og mindre arbejdskampe. Skabelsen af hovedorganisationerne kan vel kun opfattes som et symptom på at klassemodsætningen var udelelig over hele landet, og det ville være vanskeligtat forestille sig en så omfattende og langvarig konflikt, der ikke bundede i den elementære modsætning mellem køber og sælger af arbejdskraft. Dertil

kommer, at der savnes en analyse af de specielle økonomisk-sociale forhold i
Århus som baggrund for den organisatoriske redegørelse, hvorved denne fremtræderuden
sammenhæng med den sociale virkelighed.

Trods uenigheden om hovedtesen, som mere bunder i forskellige politiskhistoriske opfattelser af arbejderbevægelsens udvikling end i en kritik af det fremlagte materiale, må bogen anbefales som et værdifuldt supplement til vor sparsomme litteratur om arbejderbevægelsens historie.