Shlomo Aronson: Reinhard Heydrich und die Fruhgeschichte von Gestapo und SD. Studien zur Zeitgeschichte herausgegeben vom Institut fur Zeitgeschichte. Stuttgart, Deutsche Verlags-Anstalt, 1971. 340 s. DM2O,-.

Det tør kaldes en konfrontation med fortiden, når den israelske historiker Shlomo Aronson har givet sig i kast med Gestapos og Sicherheitdiensts genesis. Men hvad forfatteren måtte sidde inde med af følelser overfor nazisternes terrorapparat, synes i hvert fald ikke at have smittet af på afhandlingen, der fremtræder i en såre behersket, ja, nærmest tør stil.

Bogens anlaeg er dels den biografiske - af Heydrich og kredsen omkring ham - og dels den institutionshistoriske, uden at der dog e. m. m. er tale om en saerlig meningsfyldt integration. Men det skyldes vel hele arbejdets disponering, der oprindelig var taenkt alene som en biografi. Deter maerkvaerdigt at Aronson ikke har folt sig mere inspireret af sociologernes diskussioner omkring rollebegrebet; for tilnaermelsen til Heydrich-figuren forekommer mig meget psykologiserende, uden at deter lykkedes at bibringe laeseren noget overbevisende billede af den frustrerede solojtnants udvikling fra social taber til »Hitler's most evil henchman« — for nu at gribe til triviallitteraturen. Deter da ogsa karakteristisk for metodens begraensninger - og herunder ogsa det betaenkelige ved den udstrakte brug af efterkrigsudsagn - at Aronson ved vejs ende ma soge

sin forklaring i udtryk som »gangster« og »bandefører«, en forgrovelse af analysen
der svækker det ellers så stærke indtryk af et stort og fortjenstfuldt oprydningsarbejde.

Reinhard Heydrich und die Friihgeschichte von Gestapo und SD er historien om etableringen af Himmlers politimagt i Tyskland indtil 1936 - og i et videre perspektiv en analyse af forholdet mellem ideologi og bureaukrati. Hvorledes institutionaliserede man nationalsocialismen? er Aronsons hovedspørgsmål. Han konfronterer her den statslige og forvaltningsmæssige kontinuitet i det preussiske Gestapo under Diels og Goring med Himmlers og Heydrichs politiog racestat i Bayern og viser hvorledes rigsføreren måtte vinde løbet i kraft af fusionen mellem politi og SS og den uindskrænkede kontrol med KZ-lejrene. Men også her understreges trods terroren, nu sat i system, og de revolutionerende, nye loyalitetsforhold forbindelsen tilbage til statsforvaltningen før 1933, og det fremgår klart at Himmler med held forstod at appellere til politiembedsmændenes professionalisme og standsegoisme, således at de uden større gnidninger gled med ind i apparatet. SD, derimod, der i 1934 erhvervede sig partiets efterretningsmonopol, var mere traditionsløs og derfor også i et vist rivaliserende forhold til Gestapo - der forstærkedes af det manglende eksekutiv. Det er Aronsons ikke overraskende konklusion at det i 1939 sammensmeltede Reichssicherheitshauptamt, helt under kontrollen af SS, bevarede sit udpræget moderne, bureaukratiske tilsnit, samtidig med at det gik helt i tjeneste for en umoderne, irrationel ideologi - og det i den yderste konsekvens, nemlig die Endlosung.

Et afsnit i bogen er viet juristerne og »professorerne« i SS og SD. Aronson viser at Himmler havde brug for de intellektuelle i den semilegale overgangsfase, da det af forvaltningstekniske grunde var nodvendigt ikke at bryde forbindelsen til statsapparatet, men at de havde mistet deres betydning, da radikalismen med krigsudbruddet satte ind. Isasr for et dansk publikum har det interesse at forfatteren pa en halv snes sider giver den farste systematiske behandling af den senere rigsbefuldmaegtigede, dr. Werner Bests ideologi - desvaerre igen helt overvejende pa Bests egne efterkrigsudsagn.