Peter Gerrit Thielen : Die Verwaltung des Ordensstaates Preussen vornehmlich im 15. Jahrhundert. Ostmitteleuropa in Vergangenheit und Gegenwart, Bd. 11. Koln Graz, Bohlau Verlag, 1965. viii, 196 s. 25,- DM.

Denne bog afhjælper et savn i litteraturen om den tyske ordens historie, dels ved at beskæftige sig primært med de administrative funktioner på de forskellige niveauer, dels ved i denne henseende hovedsagelig at rette opmærksomheden mod ordensstatens nedgangstid og begyndende opløsning efter nederlaget til Polen og Litauen med slaget ved Tannenberg 1410 og den første fred i Thorn 1411. Siden de tyske ordensriddere i 13. århundredes første halvdel var begyndt at kolonisere det hedenske Preussen, var der her blevet skabt en stat, hvis forvaltning i indre disciplin overgik andre samtidige ved at være opbygget på den gejstlige ridderordens strenge principper. Ikke mindst efter at ordenens højmester 1309 havde forlagt residerisen fra Venedig til Marienburg i Vestpreussen, blev ordensstaten Preussen en mønsterstat og dette at regere og forvalte den naturligvis den vigtigste blandt ordenens i øvrigt vidt spredte aktiviteter. Ordenen forstod at gøre sig dette land nyttigt, at gøre dets forvaltning indbringende for sig uden at lemlæste indbyggerne og i det økonomisk fremgangsrige 14. århundrede at drive en betydelig egenhandel.

Dr. Thielens fremstilling viser, hvorledes det 15. århundrede medfører ordensmyndighedernes opgiven af den ene efter den anden af de indbringende forrettigheder til fordel for en sent, men stærkt fremvoksende stænderorganisation. De preussiske handelsbyer havde hidtil nok kunnet være misfornøjede med denne eller hin konsekvens af, at de stod under ordenens overhøjhed, men det havde ikke tidligere været nødvendigt som nu at sætte hårdt mod hårdt. Udadtil bør dette nok forklares med, at det begyndende 15. århundredes konjunkturer måske var mindre gunstige for Preussen, men indadtil - og dette er her sagen - skyldes det ordenens dybe finansielle nød efter nederlaget i 1410, en vis degeneration i ordensdisciplinen og dermed en svaghed over for de stadig stærkere stænderske krav. Dr Thielen, som i 1958 udgav Das Grosse £insbuch des Deutchen Ritterordens {1414-1438), behandler her tiden mellem 1410 og 1454, det år da de preussiske stænder med polsk støtte opsagde ordensmagten huldskab og troskab, hvormed den krig begyndte, der sluttede med den anden fred i Thorn 1466. Denne lemlæstede ordensstaten, tvang den til at opgive Vestpreussen med Danzig og Marienburg til Polen, nødte den til at forlægge hovedsædet til Konigsberg og anerkende polsk overhøjhed også over Østpreussen.

Det er et af bogens hovedargumenter, at denne periodes højmestre søgte at reformere ordenen og ordensstaten. Nogle store lovgivningsarbejder der nærmere analyseres viser dem som »stædigt og illusionsløst« kæmpende mod opløsningen. Læseren kan ikke undgå at hæfte sig ved et af de forfatningsmæssige problemer, som i denne forbindelse strejfes: den absolutte lydighedspligt som ordenens medlemmer skal iagttage over for den af kapitlet valgte højmester - når denne handler i overensstemmelse med ordensreglen - er utvivlsomt en styrke i fremgangstider, men en svaghed under modgang. Forfatteren viser, at flere af tidens højmestre for at kunne gøre stænderne de nødvendige indrømmelser udsatte sig netop for denne anklage, at have handlet i strid med ordensreglen. Nogle sympatiske rids af deres liv og gerning viser dem som tragiske skikkelser.

Et bilag til afhandlingen er en fortegnelse (s. 120-176) over ordenens embedsmænd i Preussen fra 1410 til 1449, og teksten behandler foruden højmesterens også de øvrige ordensembeder i central- og lokalforvaltningen. De øverste embedsmænd var højmesterens nærmeste medarbejdere, således eksempelvis storkommendatoren hans stedfortræder i finanspolitikken, den øverste marskal hans stedfortræder i krig. Det mellemste lag af embedsmænd (kommendatorer, fogeder m.fl.) havde hver en ordensborg med tilhørende område at forvalte, og til hver af disse enheder i lokalforvaltningen hørte bestemte hus-embedsmænd. Uden for denne række falder - fordi de ikke kan føres tilbage til forvaltningen af ordenens første hus i Akkon i Det hellige Land - de embedsmænd, som ordenens handelsmæssige aktiviteter var betroet til først og fremmest de to »Grossschåffer« i henholdsvis Marienburg og Konigsberg.

Bogen kan ved sine fyldige redegørelser for såvel tidligere forskning som kildematerialet (i Konigsberg-arkivet i Gottingen) tjene ypperligt som indføring i et studium af den senere ordenshistorie, men har også interesse i videre sammenhæng - på grund af det eksempel på middelalderlig forvaltning, den frembyder for læsere der kender til mindre righoldig overlevering om sådanne spørgsmål, tillige ved at belyse ordenens position som en af magtfaktorerne i middelalderens Østersøpolitik og ved at give indtryk af den problematiske baggrundsmagt bag de indflydelsesrige preussiske handelsbyer. ~ w