Ole Fenger: Fejde og mandebod. Studier over slægtsansvaret i germansk og gammeldansk ret. København, Juristforbundets Forlag, 1971. 582 s.

Den foreliggende disputats¹ har som sit udgangspunkt forfatterens mangeårige studier over borgensinstitutet, hvilket har ført ham ind på problemet kollektivt ansvar, og da dette har talrige aspekter, f. ex. husbondansvar, gildesbrødres ansvar etc., har han koncentreret sig om slægtsansvaret fra tidlig middelalder og frem til Danske Lov og her specielt indskrænket sig til at undersøge slægtens forpligtelser overfor et slægtsmedlem, der havde begået drab. Men efter således at have begrænset arbejdets emne har forfatteren ønsket at få dette belyst bredest muligt, hvorfor bogen - som det antydes af undertitlen - i realiteten er kommet til at bestå af en række »studier«, der ud over det fælles tema ikke står i alt for nær indbyrdes kontakt.

Indledningsvis rummer arbejdet et afsnit »Problem og metode« (s. 9f.), der mere filosofisk-idéhistorisk end egentlig historisk-metodisk diskuterer en række problemer som evolutionisme, komparativ metode, funktionsteori m.v., hvor forfatterens principielle afvisning af samtlige metoder følges af en anbefaling af at anvende disse enkeltvis forkastede systemer i kombination, hvilket dog heldigvis (i note 48 ad s. 24) følges op med et citat »til fordel for en metodisk liberal attitude«, hvilket formodentlig blot betyder, at Fenger fornuftigvis afviser på forhånd at binde sig til eet bestemt filosofisk skema, men foretrækker pragmatisk at betjene sig af den i det konkrete tilfælde mest lovende metode.

Derpå foretages nogle i alt væsentligt refererende (bibliografiske) strejftog ind i den moderne debat om retsetnologi, herunder spørgsmålethvorvidt retten er ældre end staten, hvilket hævdes under påberåbelseaf en række antropologers arbejder med »retssystemer« i primitivekulturer. Og da specielt drab, fejde og fredsstiftelse spiller en betydeligrolle i netop flere primitive samfund, følger herpå et afsnit om »Slægtsansvaret i primitiv ret« samt et kapitel om »Kirken og slægtsansvaret«,inden vi s. 203 kommer frem til »Slægtsansvaret i germansk

1 Nedenstående anmeldelser bygger i udstrakt grad på anmeldernes officielle oppositioner ved disputatsens forsvar 22. november 1971 (Aarhus Universitet).

Side 201

ret«, et hovedsagelig klassisk-komparativt afsnit, hvor de relevante bestemmelseri en række folkevandringssamfunds love sammenstilles, hvilketalt sammen fører frem til bogens hovedstykke (kapitel VI) »Slægtsansvari dansk ret« (s. 341-541).

Da næppe nogen forsker kan tænkes at være autoritet på samtlige de her skitserede områder (lige fra den klassiske retshistorie over etnologi via religionshistorie til filosofi m. m.), får disse lange indledningsafsnit i ikke ringe grad præg af at være citatsamlinger, hvor forfattere fra vidt forskellige tider og skoler sammenstilles (det være sig positivister, evolutionister, strukturalister m. fl.), og omend forfatteren i sit forord har betonet, at han fortrinsvis har et »pædagogisk sigte« med denne »bibliografiske« gennemgang, forekommer især de »retsetnologiske« afsnit mig ikke alt for relevante for specielt den grundige videnskabelige gennemgang af ældre dansk ret, og det er næppe noget tilfælde, at der i kapitel VI så at sige ingen henvisninger findes hertil.²

Da historie nu engang næsten uundgåeligt kommer til at dreje sig om at skildre et forløb, får arbejdet gang på gang et stærkt evolutionistiskpræg, uanset forfatterens tagen afstand herfra allerede i sin indledning.Dette viser sig ikke mindst i de ret mangelfulde, ja lejlighedsvisligefrem manglende definitioner af grundbegreberne, således primitiv,der vel i det etnologiske afsnit følger almen praxis (jfr. citatet i note 17 ad s. 144), men som i afslutningen (s. 542) får dagligsprogets pejorative indhold (»Hævn er en primitiv drift«).³ En tilsvarende ækvivok behandling får det for thesen såre vigtige begreb hævn, der dels repræsenterer noget »primitivt«,⁴ dels er en juridisk, »retsantropologisk«glose, hvis konkrete betydningsindhold læseren selv fra tilfælde til tilfælde må afgøre.⁵ Gemt i det retsetnologiske afsnit (s. 167 note 108) erkender Fenger, at hævne på latin (og - hvad han ikke tilstrækkeligtklart fremhæver — dermed også i vore landskabslove) hedder vindicare og således er beslægtet med det velkendte juridiske begreb vindication. Det havde nok været på sin plads at bemærke, at den tilsvarendegræske glose (exdlxEco) indeholder nøjagtig samme grundbetydningaf

2 Jfr. at det dansk-retlige afsnit tidligt (s. 346) betoner, at »der er ikke megen støtte at hente i ikke-retlige kilder fra den forudgående tid«, samt at det i Zusammenfassung (s. 547) vel antages, at en retsetnologisk synsvinkel må kunne yde bidrag til en bedre forståelse; men alligevel kan de tre første kapitler (dvs. s. 1-181) resumeres på blot 16 linier.

3 Såvel det pejorative som det evolutionistiske bemærkes i udtryk som »når primitiviteten er overstået« (s. 142f.), »hermed har man forladt det trin i retsudviklingen« (s. 186) samt, at kulturudviklingen bevirkede, »at den etiske følelse forfinedes« (s. 185).

4 Jfr. s. 542: »Hævnfølelsen er for os en følelse, som bør fortrænges«.

5 I VII. Slutning (s. 542) citeres »Hævnen hører Herren til«, men fornuftigvis via Ostersen Vejle, idet forfatteren naturligvis er klar over, at nyere bibeloversættelser har en ganske anden text, jfr. s. 187 note 24, hvor Romerbrevet 12, 19 i nugældende autoriserede oversættelse taler om at straffe, helt parallelt til »gengælde«.

Side 202

tydningafat straffe, gengælde, værne, dvs. at også den er et retligt
fænomen,6 der indeholder et moment afreaktion eller sanktion.

På denne baggrund bliver en bemærkning (s. 511) som, at der efter 1536 indføres en ordning, hvorefter hævn legaliseres og kaldes straf, meningsløs i dens bogstavelige ordlyd, idet dette - ifølge det system forfatteren har anvendt såvel i retsetnologien som i det komparative »germanenrechtliche« afsnit - vel må anses for grundbetydningen. Men forfatterens mening er formentlig blot dette, at nu (dvs. 1536) slår denne almene opfattelse omsider i den grad igennem, at selve udtrykkene anvendes i positiv ret, specielt i de efterreformatoriske recesser.⁷

Ud over den føromtalte hensigt at give en bibliografisk indledning har forfatteren utvivlsomt også et ønske om at stille dansk ret i et bredereperspektiv ,⁸ og det specielt hvad angår slægtsbegrebet, der følgelig får en særdeles grundig behandling. Det forekommer dog anmelderen et stort spørgsmål, hvorvidt det i det hele taget er korrekt at tale om et virkeligt slægtsansvar i dansk ret, idet et slægtsbegreb i den forstand, som netop etnologer anvender det (f. ex. i form af klaner o. m. a.), ikke kan konstateres ide nordiske kilder;⁹ der er i dansk ret alene tale om, at en drabsmands pårørende, altså hans slægtninge, det være sig på fædrene eller mødrene side, kan gøres ansvarlige. Disse er en næsten tilfældig gruppe personer med drabsmanden i centrum, og allerede en sådan drabsmands kødelige fætter vil have en »slægtsgruppe« om sig, der kun halvt sammenfalder med hin.¹⁰ For mig at se er det her forfatterens »evolutionistiske« grundsyn, der får ham til næsten übevidstat operere med et udviklingsskema fra slægt via stamme til »stat« (f.ex. s. 335f.), hvilket er så meget mere at beklage, da Fenger helt og fuldt går ind for, at fredløsheden (ligesom det specielle særdanske

6 Jfr. Lukas 18, 3, hvor en henvendelse til dommeren (med verbet exålxeco) nu oversættes: skaf mig min ret.

7 Dog er det her på sin plads at erindre om de middelalderlige kongebrevsformularer med trusel om den kgl. hævn (ultio, respektive vindicta).

8 Det står mig dog ikke helt klart, hvorfor primitive kulturer og folkevandringssamfund er mere relevante for arbejdet end anden nordisk ret, således savnes ikke blot den - i klassisk retshistorie vel for dominerende - islandske ret, men også svensk og norsk ret.

9 Jfr. det grundige referat af R. Wenskus' sønderlemmede kritik af især retshistorikeres fremhævelse af slægten på stammens bekostning (s. 123ff.), samt indledningen til det dansk-retlige afsnit VI (s. 341 ff.), hvor der citeres en række forfattere, der er enige om, at vi ingen kilder har til at skildre et slægtssamfund blandt de forhistoriske nordgermanere.

10 At danske genealoger og heraldikere af rent praktiske grunde systematiserer deres materiale efter »slægter« (f.ex. i Danmarks Adels Aarbog), berettiger i hvert fald ikke til - som det sker s. 503 - at tale om »adeligt våben og navn«, der går i arv fra far til søn. Netop navne arvedes ofte på spindesiden, og vedr. begrebet »adeligt våben« se Thisets kritik i Hist. Tidskr. 7. rk. IV (1899-1900), s. 305f.

Side 203

slægtssystem indenfor ejendomsretten, der kaldes »Fællig og Hovedlod«,
jfr. s. 430 med cit. af Stig Iuul) må anses for en nydannelse, ikke for
et relikt af et gammelt (»primitivt«) slægtssystem.

Det er dog anmelderen en særlig glæde at måtte fremhæve forfatterens fortsatte betoning af den rolle, som det givne samfund bag loven må tillægges, hvoraf følger, at retshistorie ikke — som det forhen altfor ofte er sket - kan skrives på de normative kilder alene, f.ex. på bekostning af retspraxis. Men desværre foretrækker Fenger den vist nu af de fleste forladte »urdemokratiske« samfundsmodel med en fortsat udvikling i retning af stedse større standsdifferentiering. For Fengers these får dette den virkning, at fejden - rent teoretisk - hører hjemme »i et samfund, hvor alle sociale grupper havde nogenlunde samme politiske og økonomiske muligheder« (s. 468); men så snart han skal til at skildre konkrete fejder, viser det sig, at det nu drejer sig om »de, der magter fejden«,¹¹ og idet Fenger klart erkender landskabslovenes skel mellem potentes og pauperes (s. 430), bliver den klassedeling, som han rinder i fortsat udvikling middelalderen igennem, ikke nødvendigvis en fortsat differentiering (af et »oprindeligt klasseløst« samfund), men muligvis blot udviklingen af stændersamfundet, dvs. af en særpræget »klassedeling«, hvilket på ingen måde udelukker, at dette har afløst en evt. mere økonomisk deling.¹² Og idet Fenger som ovennævnt klart går ind for, at det slægtsansvarssystem, som vi finder i landskabslovene, er en nydannelse, ikke et »primitivt« relikt, kan anmelderen ikke undlade at anføre en antievolutionistisk hypothese til forklaring af dette slægtsansvars fremtrængen, dels blandt folkevandringsfolkene, dels i Norden ca. 600 år senere, nemlig som en art »regression«, at et forhen fredeligere samfund, muligvis med en stærkere kongemagt, har været igennem en opløsningstid (respektive folkevandringer og vikingetog), hvorfor det kollektive slægtningeansvar fra oven presses ned over samfundet i forsøg på at genoprette freden?

Der er særlig grund til at bemærke den overordentlige betydning, som denne bog tillægger kirken, både ved at stå bag den verdslige fredslovgivningsom specielt ved at være en kulturfaktor, der kunde bidrage til, at f. ex. folkevandringslove og de nordiske love så ofte får et ensartet præg, in casu vedr. drabsbestemmelser.¹³ Med stor virkning placerer

11 S. 543, jfr. s. 318, hvor det omtales, at der skal et vist økonomisk grundlag til, for at man kan fejde.

12 Ikke mindst landskabslovenes skel mellem drab og mord, respektive ran og tyveri må vel baseres på sociale forudsætninger, dvs. mindre afhænge af handlingens art end af den handlendes sociale status.

13 Medens Karl Haff (1917) mente at kunne spore de højst egenartede jyske sandemænds oprindelse i påvirkning fra gammel frankisk ret (note 238 til s. 415), antager Fenger, at der langt snarere er tale om (vel i så fald en fælles) påvirkning fra kirkens synodalretter. I betragtning af den ganske betydelige rolle, som forfatteren tillægger kirken (medens de etnologiske og germansk-komparative afsnit kun sjældent indgår som nødvendige forudsætninger for den danske retsudvikling), virker det dog lidt tyndt, at der vedrørende send-jurisdictionen s. 264 i note 204 alene henvises til et lexicon, og når note 206 til samme side viser tilbage til s. 192, citeres her (i noterne 47 og 48) atter diverse lexica, derimod hverken autoriteter som Hinschius, standardhåndbøger som Feine eller f.ex. en ellers i bogen flittigt anvendt monografi som Goran Ingers.

Side 204

Fenger kirken i et dilemma: principielt måtte den som følge af hele sit idégrundlag gå ind for en individualistisk skyldlære; men sålænge samfundetsavnede den executive myndighed, der alene kunde skabe forudsætningerherfor, kom kirkens alternative hovedønske, fredens opretholdelse,til at dominere, og ved i praxis at betjene sig af kollektivansvar har man kunnet håbe, at de enkelte slægter vilde lægge en dæmper på evt. urolige hoveder.

Med stor grundighed tager forfatteren fat på de ældste danske retskilder, dvs. landskabslovene, og her da især den skånske, dels vel fordi vi her tidligt ser ændringen gennem den kgl. fredslovgivning, f. ex. manddrabsforordningen af 1200 og jernbyrdsforordningen efter 1215, dels fordi der her foreligger et tidligere arbejde, Poul Johs. Jørgensens »Manddrabsforbrydelsen i den skaanske Ret« (1922). Og medens denne måtte forudsætte, at der imellem de to anførte bestemmelser skal have existeret en nu totalt glemt forordning, når Fenger (s. 381) frem til, »at der ikke er behov for at konstruere eksistensen af en ukendt lov«, metodisk et stort gode at kunne undvære sådanne »tabte kilder«, når de bevarede giver god mening i sig selv.

Derpå skildres retsudviklingen i senere dansk middelalder, hvilket ligeledes er særdeles påskønnelsesværdigt, idet man altfor ofte har ladet dansk retshistorie både begynde og slutte med landskabslovene. Specielt konstateres kampen mellem den voksende kongemagt og det stærke aristokrati, og medens Sverige og Norge i løbet af middelalderen fik rigslove, levede landskabslovene sejgt videre i Danmark, idet forfatteren med stor styrke plæderer for det synspunkt, at enhver principiel ændring i retssystemet måtte blive til kongemagtens fordel, hvorfor aristokratiet konsekvent holdt fast ved kong Volmers lov og dermed bl.a. retten til selvtægt, in casu med hensyn til drabssager.

Først på reformationstiden indtræder omsider en ændring, bl.a. finderforfatteren
en mere teokratisk holdning udtrykt i lovgivningen,14
hvilket dog forekommer anmelderen især at skyldes, at den efterreformatoriskeretsudvikling

14 F.ex. i de stedse talrigere forordningers henvisninger til »Guds fortørnelse« (jfr. s. 521, 523 og 526). Dog nævner Fenger, at Ostersen Vejle i sin andenudgave (1652) følte at måtte forsvare sig imod de mange kritikere, der ikke kunde indse relevansen af hans talrige bibelcitater (der ikke mindst optræder hyppigt i afsnittet om manddrab). Og når Fenger (s. 536) anfører, at O.V. som rådmand i Roskilde var praktisk uddannet jurist, turde det, i betragtning af at gælds- og fredsbrudssager (altså executionsspørgsmål) hørte under fogedretten, altså ikke under rådstueretten, være nok så væsentligt at erindre om hans fortid som herredsfoged i Faxe herred.

Side 205

matoriskeretsudviklingsammenholdes, ikke med det middelalderlige sanktionssystem i dettes helhed, men alene med verdslig lovgivning. Og i hvor høj grad denne end var kirkeligt inspireret - det hører til en af dette arbejdes mange fortjenester, at den ældste danske lovgivningkonsekvent opfattes som en frugt af en overordentlig kraftig kirkeligpåvirkning - undlader han dog i denne sammenhæng at gøre læserenopmærksom på, at kirken - uanset bedre eller slettere forhold til de verdslige institutioner - principielt uantastet bevarede sin egen jurisdiction,det være sig i samarbejde eller konkurrence med verdslig retspleje.¹⁵

Men naturligvis kender Fenger udmærket den kirkelige retspleje, som han blot har gjort færdig i det specielle afsnit (IV) om kirken og slægtsansvaret, hvor han fastslår, at kirkens fra først af stærke position indenfor retslivet ikke mindst skyldtes, at den i bandet havde det tvangsmiddel, der »middelalderen igennem . . . gav den gejstlige retspleje et afgørende fortrin fremfor den verdslige« (s. 192), ikke mindst fordi den bandlyste eo ipso blev retslig inhabil (og det såvel for gejstligt som for verdsligt forum). Derfor blev det vigtigt at sikre sig imod, at kirken modtog drabsmanden i sit skød, før han for landstinget havde ordnet sagens verdslige aspekter, og Fenger henviser (s. 480) til Christiern ll's lovgivning, idet landlovsudkastets § 57 ligefrem indeholder et forbud imod at indlede drabsmænd i kirke, førend sagen havde været for landstinget,¹⁶ en bestemmelse, der dog ikke optræder i byloven, og - hvad der er interessant på baggrund af, at forfatteren synes at følge Mogens Rathsacks opfattelse af textgrundlaget (s. 479)¹⁷ -ej heller optræder i det arnamagnæanske manuskript.

Bogens betydning kommer på denne måde i højere grad til at ligge i
hævdelsen af en these og dennes anvendelse på et overordentlig stort
materiale - der ikke på afgørende punkter kan siges at falsificere denne

15 F.ex. kunde den i note 554 til s. 502 en passant omtalte Anders Bille-affære have været anvendt til konkret belysning af det komplicerede middelalderlige sanktionssystem: idet drabet var foregået i kongens egen nærværelse, måtte A.B. til Skåne landsting for der at få sin fred igen, det vil vel sige: få sagen gjort til bødemål (Repertoriet 2. rk. 10941), men vel at mærke betinget af, at han - vist selv samme dag — havde vist sin villighed til at gøre bod ved at stå på bandstrappen i Lund (Dipl. Diocesis Lund. VI, s. 241), og først 1513-14 følger det endelige økonomiske opgør slægterne imellem ved aftaler, som det endnu ikke ind i 1530erne var lykkedes A.B. at fyldestgøre (jfr. Da. adelige Brevkister, s. 93f.). Jfr. hertil, at selveste Peder Skram 1531 måtte sidde i bar skjorte for Århus St. Clemens' kirkedør og underkaste sig generalofficialens forhør (Da. Mag. 3. rk. 111, s. 100).

16 Ad note 465 til s. 480 betyder »at indlede i kirke« alene at give absolution, hvorfor gentagelsen af Aliens udokumenterede opfattelse, at der hermed tænkeligt også menes kirkens asylret, turde være at beklage, og det så meget mere, som JL II 23 må opfattes som en benægtelse af en kirkelig asylret.

17 Mogens Rathsack: Christiern den andens landlov (Hist. Tidsskr. 12. rk. 11, s. 293-336).

Side 206

- end på grundige analyser (her dog undtaget det ovenfor omtalte meget centrale kapitel om landskabslovene), og ikke mindst den højst ønskværdige omtale af retspraxis får ofte et unødig overfladisk præg. Det meget beskedne afsnit »Fejden i breve og domme« (s. 497-505) bygger f. ex. i alt for høj grad på secundærlitteratur og oversigtsværker, på bekostning af de originale kilder, respektive de grundlæggende videnskabeligekildeudgaver ,¹⁸ hvorved de lidt mere udførligt omtalte exempler på konkrete drabssager lejlighedsvis kan få et mildest talt skævt sigte. F. ex. siges det (s. 488), at »stadsrettens kategoriske ord er altså ikke blevet efterlevet strengt«, hvilket let leder den mindre kyndigelæser ind på den tanke, at dette ellers normalt var tilfældet, og at stadsretters med fl. loves ofte yderst rigoristiske straffebestemmelser altså var normal-, ikke - hvad forfatteren naturligvis ved - maximumstraffe,hvorfra der i praxis gerne dispenseredes.¹⁹ Og vel er jeg ganske enig med forfatteren i, at (de i retslitteraturen med forkærlighed studerede)stadsretter efter 1536 synes at have udspillet deres rolle, men finder blot, at et så vigtigt spørgsmål burde have været udførligere omtaltog ikke gemt i note 585 til s. 509, bl.a. fordi vi her muligvis har en parallel til den kirkelige jurisdictions ophør, dvs. at vi efter 1536 omsider har et »enhedsretssystem«.

Når Fenger (s. 537) lader enevældens indførelse 1660 slippe hidtil opdæmmedereformkræfter

18 Forfatteren har bl. a. kunnet drage nytte af Det danske Sprog- og Litteraturselskabs samling af præcederende domme, i bogen cit. »utrykte domme«, uden at være opmærksom på, at alle disse domme ældre end 1513 ikke blot er gengivet i Repertoriet, men tilmed gerne efter bedre forlæg. Den i note 547 til s. 499 omtalte dom af 1426 27/2 er således = Rep. 1. rk. 6242 af 3/3 1426. Den i note 589 til s. 509 cit. dom af Mols HT af 1472 23/10 foreslås af Will. Christensen (ib. 2. rk. 2315) nyttet til 1467, men i intet af tilfældene kommer dog ugedagen til at passe med herredets tingdag = torsdag. Note 460 til s. 479 omtaler Christiern IPs påtænkte revision af de svenske love, der alene bygger på Olaus Petris gengivelse af Dalkarlemanifestet af 1522 og dettes übekræftede påstand om, at kongen ville opbrænde de svenske retsbøger, hvilket hos Huitfeldt (ikke Hvidtfeldt!) ved en »fornuftsslutning« opfattes som svenskernes misforståede reaktion på kongens retsreformarbejde. Dvs. historien savner enhver kildeværdi. S. 469 omtales henrettelsen af Abraham Brodersen 1410 som værende sket for voldtægt, hvilket alene kendes fra sene, upålidelige svenske kilder (se Henry Bruuns afhandling i Hist. Tidsskr. 11. rk. 111 (1950), s. 48ff.). Et exempel på en mindre korrekt, i bedste fald højst vildledende kildeciteringsmåde s. 456 f., hvor note 364 cit. DD 2 V 44 samt det gamle tryk i SRD, men ikke at kilden i alt væsentligt er identisk med Acta Processus Litium (s. 289f.). Derimod cit. note 366 APL, men nu hverken DD (= 2 V 50) eller SRD, hvorpå note 367 cit. Ellen Jørgensens kildeoversættelse i »Erik Klipping og hans Sønner«, men ikke APL (s. 176f.), endsige SRD.

19 Den pågældende sag (note 494 ad s. 488) cit. via Kinch: Ribe Bys Historie, ikke efter kilden = Rep. 1. rk. 5849, hvoraf fremgår, at der næppe kan være tale om byens jurisdiction; men da drabet er foregået i en kirke, er det utvivlsomt behandlet som sacrilegium.

Side 207

dæmmedereformkræfterløs (dvs. forspillet til Danske Lov), må hertil dog bemærkes, at hans egen velargumenterede these om, at retssystemet - med bibeholdelsen af adelens ret til selvtægt, omend inden for stedse snævrere grænser - i udpræget grad begunstigede adelen, må siges at nødvendiggøre ikke blot en forfatningsændring, men specielt et opgør med det adelsvenlige retsvæsen. Og vel er Danske Lov det naturlige slutningspunkt for en bog som denne, men det burde vel have været klarere fremhævet, at der med de store recesser (fra den koldingske 1558 til Christian IV's Store reces 1643) var gjort et ganske betydeligt forarbejde til »rigsloven«.²⁰

Gennem denne bog får vi en bedre forståelse af landskabslovenes sejge leven videre igennem århundreder, og hermed også dette meget konservative system med drabsbøder og slægtsansvar, idet som nævnt ikke blot det verdslige aristokrati fandt sin fordel heri; men også kirken, der ideelt set burde afvise enhver ikke-individualistisk skyldlære, kunde affinde sig hermed, da den frem til 1536 sideordnet med verdslig ret pålagde sine egne, individuelt udregnede santioner.²¹ Men netop derfor er det næppe helt korrekt at antage, at dødsstraf efter 1536 i stigende grad trængte frem, specielt begrundet i hensynet til »Guds fortørnelse«. Når der efter 1536 i stigende grad lovgives om kapitalforseelser som f. ex. sodomi, gudsbespottelse og trolddom (s. 526), er dette jo blot en logisk følge af reformationen. Thi med kirkerettens formelle bortfald måtte man nødvendigvis udfylde de derved opståede tomrum, og selvom man en tid fortsat anvendte senmiddelalderlig retspraxis — hvorefter disse forseelser naturligvis også var kapitalforbrydelser - har man med tiden ønsket positive retsregler, dvs. i verdslig ret, hvilket turde være begrundelse nok for dennes »teokratiske præg«.

Der kan på ingen måde være tvivl om, at forfatteren på een gang
har fundet et lovende emne og en frugtbar problemstilling. Men i sin

20 Som 17. årh.s herredstingsbøger i stigende grad cit. »recessen« fremfor »loven«, ser vi, at det kgl. retterting efter 1536 primært cit. de nye kgl. forordninger, og dernæst landskabslovene, men yderst sjældent stadsretter.

21 Selvom klager naturligvis er en kildegruppe, der skal behandles med forsigtighed, er det af største interesse, at der ca. 1520 klagedes over, at de kirkelige drabsbøder skulde være steget fra ca. él^ mk. og op til imod 100 mk. (Da. Mag. 1. rk. VI, s. 360), og det ikke mindst på baggrund af, at landlovsudkastets § 57 vilde reducere bispens andel i drabsbøderne til alene 10 mk. I betragtning af den betydelige rolle forfatteren i det generelle kap. IV tillægger kirken, er den beskedne omtale under skildringen af den konkrete senmiddelalderlige danske retsudvikling besynderlig. De verdslige loves tavshed om forhold, der übestridt lå under kirkens jurisdiction, brydes således gang på gang, når man f.ex. ønsker at betone, at hverken vådesdrab, drab af horkarl in flagranti eller af hærværksmand medfører kirkelige sanktioner (»hverken faste eller bøde«), jfr. SkL 102 og 108, ES 111 15, JL II 48 samt de fleste skånske stadsretter. Jfr. endvidere hertil den betydelige rolle som drabsbøder (homicidium) spiller i dansk middelalderlig kirkelig forordningsog

Side 208

iver for at finde det bredeste perspektiv (og hermed nødvendigheden af at måtte begynde med Adam og Eva) har han foretaget begrænsninger,der uden at svække det være sig thesen eller bogens anvendelighed som udgangspunkt for fortsatte studier lejlighedsvis giver den præg af materialesamling, idet de - ofte ganske talrige - henvisninger til retspraxiskun sjældent er analyseret tilfredsstillende til bunds.²²

I betragtning af den vægt forfatteren konsekvent tillægger det givne samfund, som loven skal virke i - herunder ikke mindst den fortjenstfulde redegørelse for de politiske aspekter af fejden i senmiddelalderen, er det derfor kun at beklage, at han ikke gør et tilsvarende forsøg på at skildre fejdens undergang i 16.-17. århundrede, f. ex. ud fra den antagelse, at samfundet har ændret karakter. Vel fastslås det, at man 1536 var nået frem til, at det nu strengt taget kun var adelen, der bevarede fejderetten, men praxis viste længe et andet billede.²³ Jeg er ganske enig med Fenger i, at der efter 1536 synes at være opnået en mere effektiv retshåndhævelse, og ligeledes i, at en væsentlig årsag til denne udvikling var Adelsvældens kondominium mellem den stærkt forøgede kongemagt og adelen (repræsenteret ved rigsrådet). Men det kan også have spillet en rolle, at adelen ved at opnå hals- og håndsret over sine bønder er blevet ligefrem økonomisk interesseret i, om ikke at opretholde freden, så i hvert fald at forfølge fredsbrud, jfr. de talrige forbud adelsvælden igennem imod at lade sager ordne i mindelighed uden om retsmaskineriet, hvorved evt. bøder var i fare.

En grundigere gennemgang af retspraxis kunde tænkeligt have bidragettil at uddybe forfatterens egne synspunkter. F. ex. dødsdømmes 1611 en adelsmand ved rettertinget (dvs. konge og rigsråd) for drab på en ikke-adelig (s. 517 note 620). Nok så interessant er det dog, at kongen forinden har pålagt lensmændene, dvs. drabsmandens standsfæller,at lade ham pågribe og under bevogtning sende til København.²⁴

22 I note 615 (anden halvdel) til s. 516 cit. f.ex. en rettertingsdom af 1540, hvor dombogens korte referat efter min opfattelse ikke berettiger til forfatterens tolkning, at de for rettertinget sagsøgte »åbenbart på egen hånd har hængt den dømte« (på et herredsting). Textens »at de havde ladet NN dømme og henrette«, indeholder alene et årsags/virkningsforhold, der gør dem ansvarlige for, hvad der er sket (ikke at de frivilligt skulde have påtaget sig det vanærende bøddelarbejde). Det for forfatterens these mest relevante turde være, at rettertinget finder det fornødent at forbyde den henrettedes slægtninge at fejde!

23 Ikke mindst er det interessant at se (note 614 til s. 516), hvorledes rigsrådet, der gennem Christian Ill's recesser bekæmpede »den folkelige fejde«, helt må give op overfor »mellemklassen«, det velstående østjyske selvejeraristokrati, idet en sådan slægtsfejde efter såvel 1538 som 1542 at have været for rettertinget henskydes til forligsmægling (voldgift) ved 24 halvt fra hver side udpegede personer. 81. de til denne sag hørende talrige drab medregnes også en dødsdom af Vejle byting over en af deltagerne, dvs. at ligesom i exemplet i forrige note (22) dominerer fredssynspunktet ganske over abstrakt juridiske overvejelser.

24 Kancelliets Brevbøger 1609-15, s. 314 og 320.

Side 209

Vel citerer dommen 1558-recessens § 21 om »manddrab, der ikke sker af våde ... da bøde liv for liv«; men rettertinget begår faktisk citatfuski domsbegrundelsen, idet recessens significante ord »og manddraberengribes« (at indsætte mellem »våde« og »da bøde«) overspringes. Thi oprindelig må netop dette krav om pågribelse in flagranti have gjort det muligt for samfundets bedrestillede (der jo havde langt større flugtmuligheder end menigmand) at klare for sig gennem bødesystemet. Men når nu konge og adel i fællesskab sætter et nyt og effektivt administrationsapparati gang, sker der bag om recessens udtrykkelige ordlyd en vigtig ændring ved helt ny retspraxis. Og i denne forbindelse må det fremhæves, at Fenger har givet en ny overbevisende tolkning af 1558recessen,der ikke - som endnu 1951 formodet af Stig luul - kan siges at have ændret det i 1537-recessen fastlagte system vedrørende drab og bod.

Med det meget brede sigte, sorn bogen har fået, er det uundgåeligt, at forfatteren ofte kommer til at vove sig ud på dybt vand; men det skal retfærdigvis fremhæves, at han gør det med åbne øjne, »velbekendt med faren og usikkerheden« derved, idet han bevidst kæmper for gennem tværvidenskabeligt samarbejde »at nedbryde nogle af de skranker, som omgiver den retshistoriske forskning«. Der er for mig ingen tvivl om, at der vil være et betydeligt behov for denne bog, der bl. a. har som sit program »at øge interessen for dansk retshistorie«, og det vel at mærke i selve Danmark. Netop et arbejde som denne velskrevne og velargumenterede bog med sit omhyggelige noteapparat og sin særdeles omfattende bibliografi vil utvivlsomt langt ud over hævdelsen af den strengt videnskabelige these kunne få en ikke ringe betydning for genoplivningen af studiet af den danske retshistorie og det i dens internationale kontext. t>„^„, „ T-k

Troels Dahlerup

Retshistorien har længe været forsømt. Det er 20 år siden, vi her i landet har oplevet en retshistorisk doktordisputats, og begge lærestole i retshistorie har i flere år været übesatte. Der er derfor grund til at glæde sig over, at Ole Fenger, der siden 1964 har varetaget undervisningen i retshistorie ved Aarhus Universitet, nu har skrevet den foreliggende afhandling, som han den 22. november 1971 forsvarede for den juridiske doktorgrad.

Det er et vigtigt og retshistorisk centralt problem, forfatteren har taget op og behandlet med selvstændighed og dristighed og med flittig benyttelse af en udstrakt litteratur og et omfattende kildemateriale. Det må betragtes som en ikke ringe bedrift, at forfatteren føjer nye og overbevisende sider til Poul Johs. Jørgensens tolkninger af de gamle landskabslove: hans fortolkning af begrebet »saclosan« (s. 376ff.) og

Side 210

hans afvisning af Poul Johs. Jørgensens formodning om eksistensen af en »ukendt lov« (s. 381 fF.) viser forfatteren som en skarpsindig analytiker.Hans understregning af kirkens betydning for landskabslovenes nedskrift og derfor også for deres indhold - især deres bestemmelser om fredløshed jfr. ndf. - virker overbevisende og dermed også hans herpå støttede bidrag til landskabslovenes relative aldersbestemmelse (s. 341-434).

Det tema, forfatteren først og fremmest tager op i sin afhandling, er
det, der angives i afhandlingens undertitel, nemlig: Slægtsansvaret og
dets funktion i middelalderens rets- og samfundssystem.

Det andet grundtema, forfatteren behandler, ex fejden og dens funktion i den middelalderlige retshåndhævelse. Forfatteren argumenterer for, at fejdedrab er retmæssige, og at den kongelige og kirkelige fredslovgivning har det primære formål at begrænse fejderetten mellem slægterne ved at forbyde fejde på bestemte tider og bestemte steder og mod bestemte personer og gods (Gernhuber). Fredsbevægelserne har det dobbelte formål dels at fremme ro og orden i et samfund, som ikke har nogen central statsmagt i moderne forstand, dels at skabe grundlag for den kirkelige og kongelige lovgivningskompetence. Det er derfor sandsynligt, at det er den europæiske gudsfreds- og landefredsbevægelse, der netop i Valdemarstidens Danmark, da konge og kirke arbejdede sammen om landets styrelse, dels fører til landskabslovenes nedskrift, dels til indgribende indskrænkninger i hævnretten. Bødesystemet, og især mandeboden, der fungerer som en afløsning af hævnretten med et vederlag i penge eller andre værdier, indskrænkes, idet den i tilfælde af manddrab på de i lande- og gudsfredsbevægelserne nævnte måder (husfred, kirkefred, tingfred, kongefred m.v.) erstattes af fredløshed. Sådanne drab bliver altså »bødeløse« og dermed »uretmæssige«.

Den tyske germanistiske litteratur (kap. II) har været tilbøjelig til modsat at betragte fredløshed som den oprindelige nordiske eller germanskereaktion mod drab, således at man har set den senere mandebodsom afløsning for en oprindelig fredløshed. Andre forfattere (Wilda, Amira), som forkastede den germanistiske fredløshedsteori, der forudsætteren uhistorisk antagelse af en statsmagt som retshåndhævende institutioni den tidlige middelalder, og som betoner slægtens rolle og det kollektive slægtsansvar i en førstatslig organisation, er tilbøjelige til at se reaktionssystemet som et udviklingshistorisk forløb: et på slægtssolidaritetenberoende blodhævnsystem, som afløses af et bødesystem, som igen afløses af et statsligt straffesystem.¹ Nogle af de forfattere, som vel kritiserer den germanistiske fredløshedsteori og går ud fra slægtshævnensom den primære, oprindelige reaktion mod manddrab, er på

1 Gaedcken: Retsbrudet og reaktionen derimod i gammeldansk og germansk ret, 1934.

Side 211

den anden side tilbøjelige til at acceptere sondringen mellem den oprindeligeslægtsnævn og et senere fejdesystem og at se den middelalderligefredslovgivning som en reaktion mod en tiltagende lovløshed i samfundet .²

Heroverfor gør forfatteren gældende, at hævn og fejde ikke er forskellige fænomener, eftersom den europæiske landefreds- og gudsfredsbevægelse først og fremmest er rettet mod slægtsansvaret og slægtshævnen, eftersom konge og kirke måtte have fælles interesse i at bekæmpe slægtsreaktionen: kirken først og fremmest for at gennemføre sin individualistiske skyldlære, kongen for at hævde sin suverænitet, herunder sin ret og pligt til at holde fred i samfundet. Forfatterens anden tesis er herefter den, at der ikke kan tales om noget egentligt udviklingsforløb i reaktionssystemet, eftersom slægtsansvaret og slægtshævnen i virkeligheden er magten bag bødesystemet, som ville være virkningsløst uden denne baggrund i en tid, da statsmagten ikke havde midler til at gennemtvinge den privates krav på bøder. Forfatterens tredie og mest interessante tesis er herefter, at landskabslovene og det herpå beroende slægtsansvar igennem hele middelalderen her i landet anvendes som et vigtigt led i den politiske kamp mellem konge, kirke og adel, eftersom kongen og kirken vel havde fælles interesse i at søge slægtsansvaret afskaffet til fordel for en individualistisk skyldlære og et gennem stat og kirke institutionaliseret reaktionssystem, mens kirkelederne på den anden side måtte have fælles interesser sammen med adelen i at begrænse kongens centralistiske magtinteresser. Forfatteren søger nærmere at underbygge og sandsynliggøre disse teser. Hans bevisførelse og argumentation virker overbevisende, men efter min opfattelse kan hans materiale og hans argumentation dog ikke fuldt ud bære konklusionerne.

Når der kan opstå tvivl om bærekraften af forfatterens konklusioner, hænger det efter min mening sammen med forskellige omstændigheder. Forfatteren har ikke selv i sin indledning klart præciseret sin opgave. Mine udtalelser herom er mere baseret på en rekonstruktion af forfatterensintentioner efter læsningen af hans bog og især af hans resumé end af forfatterens egne udtalelser herom. I forordet indskrænker forfatterensig til at udtale, at han under beskæftigelsen med middelalderensbøde - og borgensystem måtte savne en fyldestgørende redegørelse for omfanget af ansvaret for andres retsbrud og for tvangsmidlerne bag reaktionssystemet. Forfatteren er standset op ved slægtsansvaret — som iøvrigt først defineres s. 25 - som det primære problem, mens han udskillerhusbondsansvaret og gildebrødrenes, granders og andres ansvar fra sin undersøgelse. løvrigt bærer afhandlingen præg af, at forfatterenvist oprindeligt havde tænkt sig at undersøge borgensystemerne, som også angår hæftelse for andre, men i form af en påtagelse af en sådan.Denne

2 G. Åquist: Frieden und Eidschwur, Lund 1968.

Side 212

dan.Denneafgrænsning er vel forsvarlig, men når man ser på bogens titel og på dens indhold, vil man se, at forfatteren begrænser sin undersøgelseaf reaktionssystemet til i det væsentlige at angå ansvaret for manddrab, og at han i det væsentlige ser bort fra andre dele af reaktionssystemet,således ansvaret for de personskader, som ikke fører til døden, samt ansvaret for tingsskade. Jeg skal senere vende tilbage til betydningenheraf, idet ansvaret for person- og tingsskade i landskabslovene ikke er omfattet af slægtsansvaret.

Også forfatterens udvælgelse af sit materiale kan føre til, at hans konklusionerbliver mere nærliggende, end hvis han havde medtaget yderligeremateriale. Hermed er ikke sagt, at forfatteren forsætligt gør sine hypoteser selwerificerende ved kun at medtage det materiale, som bekræfter dem. - Forfatteren siger selv, at han vil anvende en komparativ metode, men at han kun vil medtage komparativt materiale, som kan udfylde hullerne i vor viden om dansk ret fra den tid, der ligger forud for de skrevne danske retskilder (s. 11). Det hænger sammen med hans skepsis over for en såkaldt universal retshistorisk metode, som under antagelse af en bestemt udviklingsgang i reaktionssystemernes historie forsøger at finde bekræftelse på denne hypotese ved at undersøge reaktionssystemernesudvikling i kulturhistorien. — Det er forståeligt, at forfatteren er forsigtig og skeptisk over for sådanne generalisationer, og at han ønsker at forholde sig mere konkret til det foreliggende danske kildestof. - Forfatteren tilslutter sig dog, s. 25 ff., en kulturvidenskabeligtorienteret retsopfattelse, som er baseret på antagelsen af, a) at rettener et enkelt led i et samlet kulturelt system, b) at retten og dens enkelte institutioner, herunder retshåndhævelsesinstitutionerne, har funktioner, som kun kan forstås på baggrund af den samlede materielle,sociale og kulturelle organisation. Jeg er helt enig med forfatteren i denne betragtning, og jeg er derfor også fuldstændig enig med ham i den opfattelse, at det er ufornuftigt at projicere vor tids retlige forestillingerog institutioner tilbage i en fjern fortid, da de økonomiske, socialeog kulturelle forhold herfor ikke eksisterede. Derfor er det helt rigtigt,når forfatteren afviser en retsdefinition, som er knyttet til eksistensenaf en centralstat og dens magtapparat, s. 37ff., når han vil beskæftigesig med en tidsalder, da en sådan centralmagt ikke endnu var fuldt udviklet, men hvor den sociale og dermed også nødvendigvis den retlige organisation var knyttet til andre sociale grupper. - Ret og uret eksisterer altså uafhængig af en moderne statslig organisation og dennes institutioner. Forfatteren fremhæver derfor med rette »slægten« som grundlaget for samfundsorganisationen og derfor også som bærer af og den eneste magt bag det sociale normsystem i en tid, da »staten« endnu ikke er kommet til eksistens. Det er også helt i overensstemmelse med nyere retsteori og kulturvidenskab at kalde sociale normer for retlige i

Side 213

sådanne præ-institutionelle samfund, såfremt overtrædelse af normen mødes med en eller anden form for magt eller pres fra personer eller grupper, som i samfundet betragtes som beføjet hertil, s. 58, men ikke nødvendigvis magt i form af organiseret vold. - Jeg kan også fuldt ud tilslutte mig forfatterens bemærkninger s. 72-73 om nytten - for ikke at sige nødvendigheden — af, at retsvidenskaben og herunder retshistorienmå drage nytte af andre videnskabers metode og erfaringer, herunderisær etnologien og sociologien. Forfatteren kunne måske her have tilføjet også den politiske videnskab, som hans afhandling også er et bidrag til. Forfatteren siger selv, s. 71, at det komparative materiale, hvorved han forstår både retligt materiale fra andre retssystemer og materiale fra andre videnskaber end retsvidenskaben, kan danne grundlagfor en forudgående hypotesedannelse og for en efterfølgende sandsynliggørelseaf forskningsresultatet, og at den komparative metode i denne forstand ikke blot er tilladelig, men også et nødvendigt redskab, når retsinstitutternes funktion og udvikling skal belyses. Heri har forfatterenfuldstændig ret, og denne konstatering burde efter min mening have ført ham til ikke at begrænse sit komparative materiale til at omfattesådant materiale, som kan kaste lys over dansk ret på et udviklingstrin,der ligger forud for de skrevne kilder, s. 11 og 15. Allerede inddragelsen af det ret udførlige etnologiske materiale i kapitel 3 synes jeg er en slags erkendelse fra forfatterens side. I hvert fald synes inddragelsenaf dette materiale at tyde på, at forfatteren på trods af sin benægtelse anlægger en evolutionshistorisk synsvinkel på sit materiale ved at forudsætte, at studiet af primitiv ret kan kaste lys over den danske rets forhistorie, s. 181. Forfatteren kunne med samme ret have inddraget et komparativt materiale, som måske ville have været endnu mere oplysende.Det forekommer mig f. eks. underligt, at forfatteren slet ikke har inddraget undersøgelse af romerretten i sin fremstilling, idet romerretshistorienjo netop kender et udviklingsforløb, som i hvert fald kan virke inspirerende og kontrollerende på forfatterens hypoteser. Tilsvarendekunne han have interesseret sig for den græske retshistorie og de mellemøstlige kultursamfunds ret og retsudvikling, som vi jo dog kenderen del til. I forbindelse med en gennemgang i kapitel 4 af kirken og slægtsansvaret gennemgår forfatteren ret udførligt den gammeltestamentligemosaiske ret uden at gøre opmærksom på, at Mosebøgerne færdigredigeres samtidig med, at de tolv tavlers lov nedskrives i Rom, og at talionsprincippet eller gengældelsesprincippet i de tolv tavlers lov netop er afløst af et kompositions- eller bødesystem, men at ordet talio, gengældelse, netop er taget fra de tolv tavlers lov, hvori endnu findes reminiscenser af den gamle hævnret.

Ved anvendelsen af den kulturvidenskabelige metode, han for så vidt
selv anbefaler, og ved at inddrage et større stof i sit komparative materialekunne

Side 214

terialekunneforfatteren have fået yderligere støtte for sin hypotesedannelseog
kontrollen på denne.

Endnu vanskeligere er det at forstå, at forfatteren ikke har inddraget nordisk ret i sin undersøgelse. Der er, som forfatteren flere gange selv udtaler det, grund til at tro, at de økonomiske og sociale og kulturelle forhold i de nordiske lande til stadighed har været nogenlunde ensartede, i hvert fald så ensartede at det også med anvendelsen af en meget forsigtig komparativ metode ville have været forsvarligt at drage direkte sammenligninger mellem dansk, svensk, norsk og islandsk ret.

I det hele taget har man en fornemmelse af, at forfatteren ikke fuldt ud har udnyttet den samfunds- og kulturvidenskabelige og den komparative metode, som han plæderer for i de indledende afsnit. Under forsvaret erkendte forfatteren, at kapitel 5 og 6 er skrevet før de indledende afsnit, som altså mere bliver et program for hans fremtidige retshistoriske forskning end en redegørelse for de metoder, som han har anvendt i den foreliggende afhandling. Læsningen af kapitel 5 og 6 giver heller ikke så meget indblik i den almindelige sociale og kulturelle situation i de germanske og danske områder i middelalderen som i de politiske forhold for tiden efter reformationen - eller måske efter landskabslovene - dog ret summarisk - og forfatteren synes også i disse kapitler at betjene sig af en traditionel retshistorisk-kildekritisk og politiskhistorisk

Jeg skal nu vende tilbage til a) forfatterens vigtigste teser og til sidst give b) et yderligere bidrag til forståelsen af årsagerne til, at bødesystemet holdt sig her i landet helt op i det 19. århundrede. Forfatteren standser sine undersøgelser ved Danske Lov i 1683, formelt med den begrundelse, at slægtsansvaret ligesom ved et tilfælde og i distraktion lempes ud af regelsystemet, men han gør ikke opmærksom på, at bødesystemet faktisk lever videre endnu halvandethundrede år til Straffeloven af 1866.

Allerede dette kunne måske have givet forfatteren anledning til at sætte spørgsmålstegn ved tesen om, at reaktionssystemet ikke gennemgåret udviklingsforløb fra hævn over bøde til straf og erstatning, men at hævn og bøde så at sige er simultane og komplementære størrelser, for så vidt som han antager, at hævnen og truslen om denne er sanktionenbag bødesystemet, så længe der ikke er nogen central statsmyndighedtil at sanktionere bøderne. - Det er også interessant, at forfatteren,som afviser evolutionsteorien, alligevel både i fremstillingsteknikkenog med konkrete formuleringer forudsætter et udviklingsforløb fra en privat hævn over et bødesystem til et straffe- og erstatningssystem sanktioneret af offentlige myndigheder. — Forfatteren har så travlt med at aflive det, som han med rette karakteriserer som en primitiv evolutionsteori(s. 16 ff., 175 fif.), at han ligesom bliver mere royalistisk end

Side 215

kongen selv.³ Tilsyneladende forkaster han et udviklingsforløb, som antageligville have været helt selvfølgeligt, hvis han i stedet for at begrænsesig til tiden fra landskabslovene og til Danske Lov havde medtagetet større forløb fra tiden, hvor retshåndhævelsen efter både hans og de fleste andre forfatteres opfattelse er baseret på en ureguleret hævn, til et bødesystem, som må formodes at have udviklet sig derved, at individer og grupper er gået imellem de stridende slægter som mæglings - og senere som voldgiftsmænd og har medvirket til aftaler om afløsningaf hævnen i form af bøder. Det er givetvis rigtigt, at et sådant bødesystem, så længe samfundet ikke har etableret nogen central instans,som kan gennemtvinge bødernes betaling, må forudsætte eksistensenaf slægtens egen magt som eksekutionssystem (jfr. ndf.). Der er heller ingen tvivl om, at vi i samtlige europæiske lande efter midten af 1700-tallet kan iagttage en fuld udvikling af det individuelle ansvarssystemsåvel i strafferetten som i erstatningsretten, og et reaktionssystem, som fuldt ud er baseret på statslige myndigheder og deres evne og vilje til at opretholde freden udadtil og indadtil, om fornødent gennem magt.⁴ Forfatteren beskæftiger sig især med landskabslovene, som netop er blevet til i det 12.-13. århundrede, der er en overgangsperiode, hvor samfundsforholdene er flydende, og hvor man ikke har forladt det gamle uden at være nået frem til det nye. Slægtssamfundet er ikke helt afløst af et centralt styret samfund med kongen som den væsentligste magtfaktor.Det er rigtigt, at bøde og hævn for så vidt er samtidige, som hævn tildels er en reaktion, men bøden er trods alt det retlige udgangspunkti modsætning til tidligere.

Som tidligere nævnt kunne forfatteren også i de tolv tavlers lov have set et bødesystem, som tilsyneladende fungerede uden slægtsansvar og blodhævn. Hvis forfatteren havde inddraget den svenske retsudvikling, ville han også have været opmærksom på, at den svenske fredslovgivning,den såkaldte Edsørelov, i 1200-tallet, dvs. samtidig med at kong Valdemar forsøgte at begrænse slægtsansvaret i den skånske lov, forbød hævn på drabsmandens slægt, og at Magnus Eriksson i 1335 afskaffede ættebodsinstitutionen, dvs. den pligt, som drabsmandens slægt havde til at udrede en del af mandeboden. - Samtidig fik man i Norge kong Håkon Håkonsøns retterbod fra 1260, der ligeledes forbød hævn mod slægten, og Magnus Lagabøters forbud fra 1273, hvorved ttebodsinstitutionenafskaffedes norsk ret. Det er rigtigt, at det ikke fuldt ud lykkedes at sætte lovforbudet igennem i praksis, idet der i hvert fald i svensk ret kendes eksempler på ættebodsansvar i praksis helt op i 1500tallet,men selv om de svenske og norske love måske i lige så høj grad

3 Han er ikke helt retfærdig mod Seagle (s. 175fT.), Gædeken (s. 115ff.) og Åquist (s. 338).

4 Stig Jørgensen, Erstatningsret, 2.udg. 1972, kap. I.

Side 216

afspejler kongernes afmagt over for ættebodssysternet, skylder forfatterenos i hvert fald en dokumentation af, at årsagerne til, at ttebodsinstitutioneni holdt sig op igennem årene, var de samme som i Danmark, nemlig som forfatteren sikkert delvis med rette antager, at adelen ønskede at bevare sin fejderet, herunder sin modstandsret mod kongen. Såfremt det er rigtigt, at der er en så nær sammenhæng mellem fejderet, eller hævnret og bødesystemet, som forfatteren antager, er det rimeligt at antage, at hele komplekset af bødesystem, slægtsansvar og fejderet eller »hele kong Valdemars ret« måtte blive bevaret. Udviklingensynes dog alle steder at være gået gradvis frem.⁵

Forfatteren beskæftiger sig som nævnt ikke med tingsskade og personskade,der ikke fører til døden. Hvis vi antager, at der i tiden en gang forud for landskabslovene har eksisteret et almindeligt slægtsansvar, måtte dette sikkert også have været gældende såvel for tingsskade som for personskader. I Kampen mod forbrydelsen (bind I, 1959, s. 250) siger Stig luul også, at slægtsans varet uden større vrøvl bortfaldt bortset fra tilfælde af manddrab.⁶ Bødesystemet fortsætter ganske uanfægtet fra landskabslovenes tid og frem til 19. århundrede, uden at der tilsyneladendeer behov for nogen hævnret og noget slægtsansvar. På den ene side siger dette så meget, at en stor del af bødesystemet faktisk kunne fungere uden eksistensen af et slægtsansvar. På den anden side indeholderdet måske også en del af forklaringen på, at bødesystemet holder sig så langt ind i den nyere tid, også efter slægtsansvaret formelt er afskaffetved Danske Lov i 1683. Bøderne for tings- og personskade er i høj grad fastsat i overensstemmelse med den lidte skade. Af Torsten Wennstroms undersøgelse (1.e.) synes det at være dokumenteret, at der i hvert fald oprindelig har været en sammenhæng mellem bødens størrelseog den lidte skade, en antagelse, der også bekræftes af de tolv tavlerslov og den senere Lex Aquilia, hvor boden jo netop ofte er fastsat i forhold til tingens eller skadens værdi, dog således at den i tilfælde af grovere retsbrud undertiden fordobles og mangedobles. - På samme måde kender man også eksempler på firedoblinger af bøderne i de nordiskelove (se f. eks. Tvigeld for Tyveri og Ran foruden Igeld, D.L. 6- XV-1), ligesom bødetaksterne antagelig til en vis grad er blevet justeret,efterhånden som møntforringelsen skrider frem i den senere middelalder. - Disse omstændigheder kan på den anden side være forklaringen,delvis, på at bødesystemet holder sig så langt op gennem tiden, eftersom bødesystemet altså tillige har haft en restituerende og ikke blot en repressiv funktion (uagtsomt drab): I praksis er der tilkendt mandebodtil

5 Jfr. Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder 11, s. 519-37 (boder) og VII, s. 243 (håmnd).

6 Se også Wennstrom: Tjuvnad och fornæmi, 1936, s. 503, Studier over boter och myntvården i Vestgotalagarna, 1931 og Brott och boter, 1940.

Side 217

bodtil1790; Ørsted forkastede erstatningskonstruktion.⁷ - Når det kunne holde sig så længe, som det gjorde, hang det dels sammen med, at der efterhånden indførtes bestemmelser om, at der skulle betales et særligt beløb for skaden ved siden af bøderne, således som det findes i Jydske Lov 3.32 og 3.29, dels med at bøderne kunne kumuleres (D.L. 6-VII-2, 3).⁸ Da en gerning ofte indeholdt flere forskellige retsbrud, kunne man ved at gennemføre en kumulation af bøderne for de enkelte retsbrud reparere en hel del på den omstændighed, at bødetaksterne iøvrigt var kommet helt ud af trit med de økonomiske realiteter. I hvert fald fremgår det af de juridiske forfattere i det 17. og 18. århundrede, at bøderne i Danske Lov i væsentlig grad er blevet omfortolket som indeholdende hjemmel for hel eller delvis reparation eller erstatning for de lidte skader. Hvorom alting er, kan det i hvert fald være en medvirkendeårsag til, at bødesystemet bevares, og bevares også længe efter at slægtsansvaret formelt er afskaffet ved Danske Lov i 1683.

Når forfatteren så at sige kommer til at betragte bøde og hævn som komplementære størrelser, kan det også skyldes, at han ikke tilstrækkelig klart sondrer mellem slægtsansvarets funktion som reaktion og som eksekution. I det hele taget mangler jeg i forfatterens afhandling en nærmere fremstilling af middelalderens eksekutionssystem. I mangel af en centralmagt, som kunne gennemtvinge de beslutninger, som blev truffet på tinge, var eksekutionsmyndigheden overladt til de private, som kunne gennemtvinge deres ret gennem »nam« (se s. 288, 313, 384), dvs. ved en slags selvtægt, der blot var reguleret på visse måder for at undgå ballade. Det er klart, at det er vanskeligt at sondre mellem slægtsansvarets forskellige funktioner, men umuligt ville det i hvert fald ikke have været at sætte slægtsansvaret på drabsområdet i relation til det almindelige

Som nævnt vil forfatteren sætte lighedstegn mellem hævn og fejde. Selv om kilderne rigtignok anvender samme ord, er der for mig at se en vis realitet i de germanis_tiske forfatteres antagelse af, at den senmiddelalderligefejde, som er koncentreret om fyrsternes og herremændenesgensidige mere eller mindre krigslignende opgør og den oprindeligeslægtshævn, der, som forfatteren selv antager det, synes at have hjemme i et samfundssystem, som i højere grad er præget af mere jævnstilledeslægter. Det er givetvis rigtigt, at adelen i senmiddelalderen havde behov for at kunne rationalisere sine magtpolitiske interesser under henvisning til et retsinstitut, som kunne forlene deres magtpolitiskemanøvrer med et skær af legitimitet. Samtidig kunne man ved at henvise til den retsopfattelse, som var bærende for dette retsinstitut og

7 Stig Jørgensen: Erstatning for personskade og tab af forsørger, 3. udg. 1972, Indledningen,

8 Stang: Erstatningsansvar, 1927, s. 17; Popp-Madsen: Bod, 1933, s. 152f.

Side 218

den samlede retsopfattelse, den var udtryk for, begrænse kongens og dermed konkurrentens interesse i at skaffe sig dels politisk magt og dels kompetence til at skabe ret med de betydelige politiske virkninger, som ville følge af en sådan adgang for kongen til at ændre samfundet. Forfatteren,som jo netop har et åbent blik for den mulighed og den styrke, der kan ligge i at sløre sine politiske interesser bag henvisninger til den gode gamle ret (Brunner, Asmus, His, Åquist), har da også selv flere steder, mest tydeligt s. 468, erkendt, at hævn og fejde ikke übetinget er det samme fænomen. Forfatteren har ikke helt kunnet overbevise mig om, at Gernhuber og Åquist ikke har ret i, at landefredslovgivningenbåde på kontinentet og i Norden ligeså meget skyldes ønsket om at beskytte de udenfor fejden stående personer (Åquist s. 24 og 34).

Hvorom alting er, vil forfatteren sikkert give mig medhold i, at reaktionssystemet også her i landet har gennemgået et udviklingsforløb fra hævn, over bødesystem og til et system af straf og erstatning, og at forklaringen på, at udviklingen forsinkes, som den gør, måske ikke alene er en følge af den politiske kamp, som forfatteren er tilbøjelig til at antage, men måske også er en følge af det langsomme forløb af de sociale, økonomiske og andre faktorer, som efter forfatterens egen opfattelse i de indledende kapitler er grundlaget for forståelsen af retten og dens udvikling. Det vi med en fællesbetegnelse kalder urbaniseringsprocessen i sammenhæng med pengeøkonomien og handelens vækst betinger overgangen fra en kollektiv til en individualistisk menneskeopfattelse i: talion, bøder, individuelt ansvar.

Slægten - hvad dette begreb nu måtte dække over - har haft en svindendebetydning i løbet af middelalderen, og det centrale - som forfatterenselv erkender s. 330-337 - er værnet — som i tidens løb må findes forskellige steder, som oftest hos stormændene, men også hos husbond, lensherrer, gilder, bymænd, borgensmand (s. 295), hundreder, 1 O-mands grupper (s. 288ff.) og hos kirken; til sidst hos kongen, staten eller samfundet(s. 336ff.). - Jeg kan kun være enig med forfatteren, når han s. 338 (og s. 35) taler om menneskets - og samfundets - fundamentale behov for værn og tryghed som modpolen til det ligeså fundamentale behov for frihed. - Bødesystemet har været en mellemstation, ligesom »slægtsansvaret« har været en mellemstation på vejen, hvorfra og hvorhenved vi ikke med sikkerhed. Men de to mellemstationer ligger ikke på samme sted, omend den rejsende i historien undervejs har kunnet se dem begge. Forfatteren har selv øjnene åbne for, at vor erkendelse er fragmentarisk, og at en enkelt årsagsforklaring er en del og kun en del af sandheden (s. 24 og 27ff.). Forfatteren har fortalt en hidtil - tildels - overset variant af historien om reaktionssystemets udvikling, selv om han altså ikke kan lide betegnelsen. Han har fremhævet hævnensom retsmiddel og slægtens rolle i forløbet fra hævn til bøde. Enhver

Side 219

ensidighed er både en svaghed og en styrke. Forfatteren har i sin indædte(men ikke helt konsekvente) fastholden ved dette forløb bidraget til afsløringen af tilsvarende modsatrettede overdrivelser hos tidligere forskere og derved fremmet den nødvendige dialektik i vor erkendelses strøm.

Forfatterens teser er vel ikke originale, men det er hans fortjeneste, at de sættes sammen til et helhedsbillede af middelalderens samfund og dettes reaktionssystem, som er mere nuanceret og realitetsbetonet end forgængernes. Selv om der - som antaget - kan rokkes lidt ved nogle af fundamenterne, er det utvivlsomt, at forfatterens afhandling i årene fremover vil blive stående som et uomgængeligt udgangspunkt for den videre forskning. « thorns™

Stig Jørgensen

Historisk Tidsskrift, Bind 12. række, 6 (1973) 1-2

Ole Fenger: Fejde og mandebod. Studier over slægtsansvaret i germansk og gammeldansk ret. København, Juristforbundets Forlag, 1971. 582 s.