Reinhard Wittram: Studien zum Selbstverständnis des 1. und 2. Kabinetts der russischen Provisorischen Regierung (März bis Juli 1917). Abhandlungen der Akademie der Wissenschaften in Gottingen. Philologisch- Historische Klasse. Dritte Folge Nr. 78. Gottingen, Vandenhoeck & Ruprecht, 1971. 158 s. DM2B.-.

Med Wittrams skrift er der ydet endnu et bidrag til den i de senere år hastigt voksende litteratur om Den russiske provisoriske regerings historie, dvs. om perioden mellem zarismens fald og bolsjevismens etablering i Rusland. Som regel dominerer jo såvel de sejrendes historieopfattelse som de historiske arbejder om sejrherrerne, ja en historiker som E. H. Carr vil gå så vidt som til at hævde, at tabernes historie er irrelevant og uinteressant, et historiesyn der også dybt præger hans store værk The Bolshevik Revolution. Denne opfattelse synes dog i disse år at blive modsagt, i øvrigt også af sovjetiske historikere, hvoraf især Burdzalov, Volobuev og Vasjukov må fremhæves for deres værker om perioden mellem februar og oktober 1917. Blandt vestlige forskere må især peges på Ferro, Geyer, Katkov og Wade.

Wittram fremhæver selv sit begrænsede kildemateriale, som i det væsentlige består af memoirer, trykte kildesamlinger og samtidigt russisk avisstof; han har ikke haft adgang til sovjetiske arkiver, men har derimod besøgt adskillige svenske og finske arkiver og biblioteker, hvor han bl. a. har gennemgået den svenske diplomatiske korrespondance fra Rusland i året 1917. Iflg. skriftets titel har W. især villet kaste lys over de to første provisoriske kabinetters »selvforståelse«; dette sker ved dels at undersøge det, W. kalder kabinetternes

»sociale profil og politiske kurs«, dels ved i et separat afsnit at behandle det
baltiske problem for Den provisoriske regering.

W. advarer imod ukritisk at overføre gængse politisk/historiske begreber fra Vesteuropa til russiske forhold og fremhæver bl.a. den russiske intelligencija som et fænomen, hvis lige ikke fandtes i Vesteuropa. Marige af de ledende personer i såvel Den provisoriske regering som i rådsbevægelsen var netop intelligenty, dvs. følende sig åndeligt beslægtede, men stammende fra vidt forskellige sociale miljøer og med forskellige politiske anskuelser. W. afviser en statistisk fordeling af ministrene efter standskendetegn som lidet frugtbar: ingen af dem var repræsentanter for interessegrupper eller exponenter for en bestemt klasse, men de udgjorde tilsammen et udsnit af et nyt, opstigende Rusland, som man ikke kan kalde et borgerligt Rusland. I opposition til sovjetiske historikeres opfattelse bestrider W., at regeringen varetog kapitalens eller storgrundejernes interesser. Den ønskede i stedet at mægle mellem klasseinteresserne og lagde i virkeligheden grunden til en dybtgående social forandring af Rusland. Derfor afviser W. også, at Februarrevolutionen var en klassisk, borgerlig revolution; den var »ein durch elementåre Notstånde bewirkter Aufstand breitester Bevolkerungsschichten, mit denen die sozial adåquaten Soldatenmassen der Garnisonsregimenter sich vereinigten«.

Som følge af denne opfattelse vil W. undersøge regeringsmedlemmernes »personlige, politisk-sociale miljø« og de indtryk, der havde præget dem. Især spiller ministerpræsident, fyrst LVov en stor rolle i undersøgelsen, og man fornemmer W.s bestræbelser på at yde L'vov oprejsning og korrigere den gængse opfattelse af ham som en inkompetent Hamlet-skikkelse, übeslutsom og uden politiske evner. Omvendt er W. meget kritisk over for Kerenskij, der afløste L'vov som ministerpræsident i juli, ligesom han kraftigt revser regeringens første udenrigsminister Miljukov for dennes »doktrinære træk«.

Som et af de væsentligste træk i Den provisoriske regerings selvforståelse nævner W. bevidstheden om netop at være provisorisk, dvs. anerkendelsen af en kommende, grundlovgivende forsamling som den egentlige og retmæssige besidder af den suveræne magt, en stræben efter lovmæssighed og en længsel efter retsstatslige forhold. Denne holdning skal iflg. W. forklare regeringens manglende vilje til magt, og han finder disse ideelle principper langt væsentligere end det forhold, at magten var delt mellem regeringen og sovjetkomiteen. Trods denne formelle deling var der nemlig i høj grad tale om sammenfald af politiske anskuelser blandt de ledende i de to organer. Et andet karakteristisk træk hos den provisoriske regering var holdningen til magtanvendelse overhovedet. Man anerkendte måske nok, efterhånden som anarkiet skred frem i Rusland, at magtanvendelse fra regeringens side kunne være nødvendig, men man veg tilbage herfor ud fra en illusion om, at alt ville vende sig til det bedre og alle problemer blive løst, når først den konstituerende forsamling engang var blevet indkaldt. Blot udsigten til, at magtanvendelse kunne blive nødvendig, var tilstrækkeligt til, at ministerpræsidenten i juli nedlagde sit hverv.

I betragtning af den problemstilling, W. har valgt, kan det forekomme overraskende, at han ikke har fundet anledning til at komme ind på, ensige omtale Leonard Shapiro, »The Political Thought of the First Provisional Government« og Oskar Anweiler, »The Political Ideology of the Petrograd Soviet in

the Spring of 1917«, begge trykt i Richard Pipes (ed.), Revolutionary Russia (1969), og begge behandlende just W.s emne. Shapiro finder den egl. årsag til regeringens manglende handlekraft i dens toneangivende medlemmers næsten religiøse tro på det russiske folks iboende egenskaber, som — ved en uhæmmet udfoldelse - ville føre Rusland ind i tusindårsriget. Da folket skejede ud forbød denne filosofi regeringen at skride ind. Til gengæld kunne man have undværet mange af de biografiske detaljer, der tynger fremstillingen. Man savner en egl. konklusion på undersøgelsen, et savn der føles så meget stærkere som mange af W.s synspunkter skjuler sig i det meget omfangsrige noteapparat, men man må vel forvente, at dette er første del af en samlet undersøgelse, der vil føre begivenhederne helt frem til oktober 1917? R T™*™