Clayton Roberts: The Growth of Responsible Government in Stuart England. Cambridge University Press, 1966. xii, 466 s. 70 sh.

Forfatteren, der har en række afhandlinger om Stuartperiodens politiske problemer bag sig, søger i denne bog at udrede, hvorledes den klassiske engelske ministeransvarlighed opstod. Medens endnu Elisabeths råder kunde afværge underhus-anklager ved henvisning til, at de blot havde udført monarkens ordre, stod Walpole 1717 omvendt i den situation at måtte tage ansvaret for samtlige sin konges handlinger. Idet whig-traditionen har været tilbøjelig til at opfatte denne underhusets sejr over absolutistisksindede regenter som logisk, så at sige uundgåelig, har Roberts her bestræbt sig på at vise, hvor næsten tilfældigt, ofte som følge af blot dagsaktuelle spørgsmål, dette resultat nåedes, dels ud fra maximen »the king can do no wrong«, hvoraf fulgte, at ansvaret måtte pålægges »de onde råder«, dels ved at det »reaktionære« underhus i sin historisk-arkivalske jagt på fortilfælde genoplivede det middelalderlige impeachment-institut.

Specielt fremhæves underhusets betydelige modstand imod at skulle påtage sig ansvaret for regeringens handlinger, dels ved ideelt-teoretisk at være imod en sammenblanding af lovgivende og udøvende myndighed (hvem skulle kontrollere regeringen, såfremt den beherskedes af underhuset?), dels og vel oftere rent konkret ved, at man traditionelt betragtede sejrrige oppositionspolitikere, der overtog regeringsposter, som overløbere fra »country« til »court«, en partideling, der længe levede videre, selv efter at de klassiske partier tories og whigs opstod. To modsatte synspunkter stod her overfor hinanden, det klassiske, af Bacon formulerede, »to win men by piaces«, dvs. det elisabethanske system, hvor kongemagten søgte at beherske eller i hvert fald at lede underhuset, og det nye »ansvarlighedssystem«, der dukker op, da sir Henry Neville 1612 (naturligvis forgæves) foreslog Jacob I at optage en række ledende underhuspolitikere i rådet. Ganske vist genoplivedes denne tanke af Pym, der 1641— 1642 (i The Ten Heads og atter i The 19 Propositions) ønskede at lade rådet udgå af underhusets flertal; men det traditionelle synspunkt dominerede længe, idet en selfdeniance bill såvel 1641 og 1644 som endnu 1680 skulde forhindre netop en sådan sammenblanding af lovgivende og udøvende myndighed, og principielt bygger den engelske forfatning endnu på det kompromis, som

skabtes med The Place Bills (permanent med The Act of Settlement 1701),
at underhusmedlemmer måtte underkaste sig omvalg ved overtagelse af visse
regeringsembeder.

Måske kan denne klassiske case-study med sin »anakronistiske« begrebsdannelse (således netop i titlen »responsible government«, strengt taget et 19. århundredes begreb) virke noget gammeldags. Men den detailmættede og yderst omhyggeligt udarbejdede bog, der i vid udstrækning bygger på parlamentsdagbøger, privatbreve m.fl. utrykte kilder, er afgjort læseværdig og bringer meget nyt stof til den standende debat. Desværre savnes litteratur- og kildefortegnelser hårdt, ikke mindst i betragtning af bogens bredde.