Die Berichte der Generalprokuratoren des deutschen Ordens an der Kurie. I: Die Geschichte der Generalprokuratoren von den Anfängen bis 1403, bearbeitet von Kurt Forstreuter, II: Peter von Wormditt (1403-1419), bearbeitet von Hans Koeppen, III, 1: Johan Tiergart (1419-1428), bearbeitet von Hans Koeppen. Veroffentlichungen der Niedersächsischen Archiwerwaltung, Heft 12, 13 & 21. Vandenhoeck & Ruprecht in Gottingen 1961, 1960 & 1966. 432 s. + 5 tvl., 675 s. + 2 tvl., 363 s.

Som andre af middelalderens ridderordener havde også Den tyske Orden sine procuratores generales ved pavestolen, i hvert tilfælde fra det tidlige 13. århundrede. Deres indberetninger til ordenens højmester, hvis umiddelbare repræsentanter over for paven de var, beror i ordensarkivet i det til Gottingen overførte Konigsberger Staatsarchiv. Udgaven er besørget af den tidligere arkivdirektør, dr. Kurt Forstreuter, og arkivets nuværende chef, dr. Hans Koeppen.

Den fyldigste overlevering hidrører fra prokuratoren Peter von Wormditt, der virkede fra 1403 til 1419, og som tidligere har påkald_t sig forskningens interesse for sin virksomhed under den preussisk-polske konflikt efter ordenens nederlag ved Tannenberg 1410 og særlig som ordenens repræsentant ved Konstanzerkonciliet 1414-1418. Denne interessante diplomat er udgavens hele andet bind viet, hans korrespondance er hermed fyldigere fremlagt, end det tidligere har været muligt, og de fortræffelige kommentarer med henvisning

til arkivets øvrige bestanddele gør dette bind til en spændende indføring i ordenens
indre og ydre historie i disse kritiske år.

Tiden før 1403 er bevidnet gennem et væsentlig mere problematisk materiale, og for udgavens første bind ved dr. Forstreuter gælder det, som titlen antyder, foruden kildeudgaven en redegørelse for prokuratorembedets karakter, dets oprindelse og udvikling, dets almindelige vilkår og retslige placering. Det står klart, at ikke enhver der benævnes procurator bør opfattes som en generelt befuldmægtiget eller permanent residerende repræsentant. Indledningen til dette første bind (s. 7-169) redegør for repræsentationens ydre omstændigheder, såvidt de kendes, og tillige for ordenens faste besiddelser i Rom (omkring kirken S.ta Maria in Domnica som ordenen rådede over indtil 1312) og i de foretrukne pavelige residenser Viterbo og Montefiascone, som var repræsentationens basis indtil kuriens flytning 1305 til Avignon. Her fik ordenen tilsyneladende ikke besiddelser, og generalprokuratoren boede til leje.

Den fattige overlevering før 1403 (i alt elleve indberetninger før dette år) skyldes givetvis tab af arkivmateriale, for allerede de sparsomme kilder viser hen til den omhu og bekostning ordenen ofrede på sine diplomatiske relationer til pavestolen. Generalprokuratorernes funktion var først og fremmest at udvirke udstedelse af pavelige breve og skrivelser til ordenens forskellige behov, således som det ønskedes af højmesteren og de øvrige ordensmyndigheder. Kurien havde tilsyneladende selv taget initiativ til, at ridderordenerne og andre indrettede sig med en fast repræsentation, og administrationsapparatets funktion indebar, at prokurator måtte være fortrolig med pavebreves udfærdigelse og den vej de forinden skulle gennemløbe i kurien. Siden det 13. århundredes midte optræder ordensprokuratorens navn øverst på bagsiden af det færdige pavebrev, som det tilgik ordenen.

Foruden disse funktioner i forholdet til kurien beror prokuratorembedets betydning på den mulighed for formidling af diplomatisk information, som pavehoffet og dets omgivelser frembød. Indberetningerne er da også - ved siden af deres vidnesbyrd til ordenens og, i mindre grad, pavestolens historie - kilder til europæisk politik og diplomati i det 15. århundrede, naturligvis inden for grænserne af ordenens interessesfære, men det er et ganske omfattende kompleks. De internationale relationer i denne fjerne tid er endnu langt fra klarlagt i enkeltheder og navnlig er diplomatiske funktioner og praksis forud for det store 17. århundrede ikke meget oplyst. Hvad denne udgave kan bidrage hertil, er måske ikke dens mindste betydning.

Udgiverne har forståeligt nok, under hensyn til kildematerialets omfang og det ønskelige i at gennemføre en fyldig kommentar, afstået fra at gengive alt i den fulde udstrækning, men har i udstrakt grad gjort anvendelse af indskudt referat i de udgivne tekster. Dette udtrykkeligt, fordi vi lever i mikrofilmens tidsalder, og enhver forsker inden for kort tid vil kunne have en fuldstændig fotografisk gengivelse af en hvilkensomhelst af disse originaler for sig. De mange der på forskellig måde har haft lejlighed til at benytte Gottingen-arkivets materiale og nydt godt af arkivets service, vil vide, at dette ikke er tomme ord.