Constitutional Relations between Britain and India. Nicholas Mansergh, Editor-in-Chief and E.W.R. Lumby, Assistant Editor: The Transfer of Power 1942-7. Vol. I: The Cripps Mission, January-April 1942. London, Her Majesty's Stationery Office, 1970. lxiii, 928 s. Ill. og kort. £ 7.

I juni 1967 meddelte premierminister Harold Wilson, at der ville blive offentliggjort en dokumentserie fra India Office vedrørende magtoverdragelsen i Indien 1947 og de begivenheder, der førte frem hertil. Udgiverne ville blive uafhængige historikere, som ville få uhindret adgang til arkiverne og fuld frihed til at udvælge og udgive dokumenter. Som hovedredaktør havde man udpeget professor Nicholas Mansergh.

I dette første bind anstiller Mansergh i sit forord nogle mere principielle betragtninger. For det første begrunder han valget af 1. januar 1942 som begyndelsestidspunkt.I hovedsagen har praktiske hensyn spillet ind her, bl. a. ønsket om, at serien ikke skulle være alt for længe om at nå til ende og heller ikke skulle foregribe andre, planlagte kildeudgaver. Men i det store og hele forekommer valget rimeligt, og i hvert fald kan man sige, at Stafford Cripps'

mission til Indien, som udgør hovedemnet for dokumenterne i dette bind, ganske klart præsenterer de hovedproblemer, som stridighederne i de følgende år kom til at dreje sig om. Mansergh peger også på de problemer, der rejser sig ved udvælgelse af dokumenterne. På den ene side drejer det sig om at belyse selve emnet, på den anden side vil det, anfører han, være uhistorisk at afgrænse emnet alt for snævert. Udgiverne har valgt at følge en mellemvej, idet de lejlighedsvisinddrager »other evidence of external or domestic Indian developments which, while possessing no such immediate relevance (til magtoverdragelsen), none the less will clearly require to be taken into consideration when historical judgements come to be pronounced« (s. vi). I det store og hele er udvalget i første bind dog ret snævert orienteret mod rent indiske problemer, og dette forekommer en yderst rimelig disposition.

Den umiddelbare anledning til Stafford Cripps' rejse til Indien 22.3-11.4.1942 var, at en gruppe af »liberale« eller »uafhængige« indere havde opfordret den engelske regering til at komme med et udspil i det indiske spørgsmål under hensyn til den alvorlige internationale situation. Udarbejdelsen af et svar på denne henvendelse rejste en række uenigheder i det engelske kabinet, og resultatet blev en beslutning om, at Stafford Cripps skulle forsøge at opnå de ledende indiske politikeres støtte i den fortsatte krigsindsats ved tilbud om en principerklæring fra den engelske regering om dannelse af en indisk union med dominion-status efter krigen.

Vanskelighederne for Stafford Cripps var åbenbare. For det første var kravet i Indien (som iøvrigt støttedes i visse kredse i England) at få indisk medindflydelse med det samme, mens den engelske regerings tilbud alene vedrørte efterkrigstiden. I Kongrespartiets redegørelse 11.4. hedder det udtrykkeligt: »But in to-day's grave crisis it is the present that counts and even the proposals for the future in so far as they affect the present« (s. 747).

For det andet stødte Cripps på de dybe og velkendte modsætninger mellem de indiske ledere indbyrdes. Den engelske erklæring, offentliggjort 30.3. (s. 565 f.), lovede, at det ville stå frit for såvel fyrstestaterne som enhver provins i British Indien om de ønskede at tilslutte sig den foreslåede union eller ej. Dette sikrede i princippet tilslutningen fra fyrsterne og Den muhammedanske Liga, men for Kongrespartiet var udsigterne til et delt Indien nærmest uacceptable, og Gandhi afviste i sin samtale med Cripps 27.3. også det engelske forslag (s. 498-500). Dette kom næppe overraskende for Cripps, men han byggede på splittelsen i Kongrespartiet. Der kunne ikke være tale om, indberetter han 4.4. (s. 636-39), at »sælge« hverken fyrstestaterne eller den muhammedanske liga, men der hvor man kunne møde dele af Kongrespartiet var i spørgsmålet om Indiens forsvar.

Med sin tanke om at inddrage indiske ledere i de øjeblikkelige forsvarsproblemer havde Cripps imidlertid forladt de store løfter for fremtiden til fordel for kontante og øjeblikkelige løfter. Hvorvidt han kunne have fået Kongrespartiet med, er uvist og egentlig også uinteressant, for han kunne ikke få en anden og afgørende part med, nemlig sin egen regering.

Allerede 28.1. havde ministeren for Indien, L. S. Amery, leveret en lang og
veldokumenteret analyse af den komplicerede politiske situation i Indien,
hvis enkle politiske indhold var, at der ikke skulle ændres i de bestående til-

stande. Også vicekongen i Indien, markis'en af Linlithgow, var en svoren modstander af Cripps-missionen, og han anmodede 2.4. om, at han selv og den militære øverstkommanderende måtte indberette deres synspunkter direkte til kabinettet (s. 614f.). Det fik han straks tilladelse til, fordi bl. a. Churchills tilslutning til missionen havde været mere end lunken (s. 394 f.).

I de følgende - og afgørende - dage blev vicekongen en flittig »sladrehank« til kabinettet, og 10.4. skrev Cripps resigneret: »I have throughout told you that I would not agree anything that was not satisfactory to Commander-in- Chief and Viceroy on the Defense question, but this you seem to doubt. Unless I am trusted I cannot carry on with the task« (s. 717). Men allerede den følgende dag måtte han erkende forhandlingernes endelige sammenbrud. Vicekongen skrev allerede 3.4. ironisk: »Goodbye, Mr. Cripps« (s. 634), og han havde jo også opnået hvad han ville.

Det er først og fremmest de interne engelske overvejelser og indbyrdes konflikter, som denne store dokumentudgave belyser. Og her fremdrager den virkelig meget nyt og spændende materiale. De liberale indere havde i deres henvendelse til den engelske regering 2.1. peget på nødvendigheden af »some bold stroke farsighted statesmanship called for without delay in India« (s. 4), og Cripps-missionen var et forsøg i den retning. Men dokumentsamlingen viser, hvor svært det er at lave »bold far-sighted statesmanship«, og hvor let det er at spænde ben for sådanne forsøg. Ud fra et mere alment kendskab til udviklingen i Indien i den følgende periode er det ikke vanskeligt at forudse, at de kommende bind af dokumentsamlingen vil blive mindst lige så betydningsfulde som dette første. „ AMaTBTTP