Hans-Georg Beck: Senat und Volk von Konstantinopel. Probleme der byzantinischen Verfassungsgeschichte. Bayerische Akademie der Wissenschaften. Philosophisch-historische Klasse. Sitzungsberichte. Jahrgang 1966, Heft 6. Verlag der Bayerischen Akademie der Wissenschaften. In Kommission bei der C. H. Beck'schen Verlagsbuchhandlung München. München 1966. 75 s.

Sigtet med Hans-Georg Becks arbejde er at påvise, at det byzantinske kejserdømme aldrig bliver absolut af karakter og at senat og folk århundrederne igennem har haft en central placering i byzantinsk forfatningsliv. Denne centrale placering finder forf. især klart fremtrædende i forbindelse med successionen, og det er her hans these, at tronfølgen gennem hele perioden fra 2. halvdel af det 5. årh. til rigets undergang 1453 principielt har ligget i hænderne på senatet og folket, men ikke hæren; ganske vist spiller hæren ved nogle tronskifter en vis rolle, idet den kan stille sig bag en tronprætendent, men det er først i det øjeblik, prætendenten gennem forhandling vinder senat og folk for sig, at han har mulighed for at tage hovedstaden og dermed kejsertronen i besiddelse. Beck tilspidser sin these i den grad, at han anser hæren for at være et totalt underordnet element i kejserens konstitutionelle magtgrundlag, uanset på hvilket tidspunkt af den tusindårige udvikling fra senantik til senmiddelalder, vi befinder os. Han fremfører med stor skarpsindighed et betydeligt kildemateriale som belæg for sin opfattelse, men forekommer mig til tider lovlig hårdhændet og kategorisk i sin tolkning af kildematerialet. I et tilfælde, hvor hæren helt klart tager initiativet til og gennemfører et tronskifte (Alexios Ill's tronbestigelse 1195), forklares dette med, at hovedstaden sov og derved tillod hæren at tilrive sig senatets og folkets ret (s. 35f). Ganske vist kan Beck tage en byzantinsk historiker (Niketas Choniates) som belæg for sin tolkning, men det er spørgsmålet, om udtalelsen »den dem (altså senatet og folket) tilkommende ret« virkelig kan tages som bevis for, at hæren ingen ret havde. Dele af det kildemateriale, forf. fremlægger, kan såvidt jeg kan se endda tages til indtægt for, at også hæren ansås for at være et integrerende led i kejsermagtens konstitutionelle basis (fx. s. 35, hvor Beck nævner, at historikeren Michael Psellos må gøre sin tids kejsere opmærksom på, at også hæren hørte til rigets forfatningsorganer).

Formentlig ligger arbejdets væsentligste styrke på et andet punkt: at det sandsynliggør eksistensen af en »legal« procedure for gennemførelse af revolutioner.Denne procedures centrale ceremonielle element er ifølge Beck en slags negativ akklamation {dysfémia}, der skal ophæve virkningen af den akklamation,der er blevet givet til den siddende kejser ved hans tronbestigelse (eufémia), og derved åbne vejen for det næste led i proceduren, akklamationen af den nye kejser (s. 41). Det er lykkedes Beck at finde en række kildesteder, der synes at være vægtige indicier for, at denne dysfémia faktisk har været et accepteret og anvendt fænomen i byzantinsk forfatningsliv. Hvis videre forskningvil

ningvilvære istand til at underbygge denne antagelse, vil vi være nået et væsentligtskridt
videre i forståelsen af den byzantinske forfatningsudviklings kompliceredekarakter.
v . _