Ahasver von Brandt: Der Stralsunder Friede. Verhandlungsablauf und Vertragswerk 1369-1376, Hansische Geschichtsblätter 88. Jahrgang Teil I, s. 123-147. Koln, Wien, Bohlau Verlag, 1970. Karl H. Schwebel: Der Stralsunder Friede (1370) im Spiegel der historischen Litteratur. Jahrbuch der Wittheit zu Bremen, Band XIV. Bremen, Verlag Friedrich Rover, 1970. 232 s.

At Stralsundfredens 600-års dag tillige er 100-års jubilæum for Hansischer Geschichtsverein markerer symbolsk, hvilken betydning hansehistorisk interesserede har tillagt denne begivenhed frem for nogen i hanseforbundets historie. Foreningens fortjenester af forskningsområdet er velkendte, Hanserezesse, Hansisches Urkundenbuch, Hansische Geschichtsblåtter og Quellen und Darstellungen zur hansischen Geschichte, for blot at nævne de vigtigste.

For de hundrede år siden havde en regional historisk bevidsthed høje forestillinger om Stralsundfreden, den politisk-militære sejr over Valdemar Atterdag, erhvervelsen af et omfattende og navnlig fælles privilegium for byernes handel i Norden - det var hansehistoriens kulmination. Med forbundet i Koln 1367 forud for den sejrrige (anden) krig mod Valdemar Atterdag var der for denne generation tillige kommet fasthed i opfattelsen af, hvad der i middelalderens nordeuropæiske økonomi og politik var hanse og ikke-hanse.

Foreningens virksomhed i hundrede år har på mangfoldige måder bidraget til differentiering af disse grundlæggende begreber. Med den vældigt forøgede viden, der i dag står til rådighed inden for hansehistorien, bliver det mindre rimeligt eller nødvendigt at arbejde med så faste størrelser som dengang - men karakteristisk nok har de hundrede år ikke bragt en fyldestgørende detailundersøgelse af Stralsundfreden. På denne baggrund er det, at Ahasver von Brandts studie gælder traktatværkets tilblivelse mere end det privilegiemæssige indhold der så ofte har været placeret i hansehistoriens lange perspektiv. Det er stadig en gåde, hvorledes kong Valdemar og det danske rigsråd i deres afsondrethed fra hinanden - men tilsyneladende med trådløse forbindelser mellem de enkelte skaktræk - kunne gennemføre, blot i diplomatisk og forhandlingsteknisk forstand, at udhule den hanseatiske sejr til den grad som det blev tilfældet. Von Brandt bidrager til gådens opklaring ved at følge disse to-sporede forhandlinger i enkeltheder og overveje hansestædernes egen interesse i at gå frem således over for den konge, hvis stærke side ikke var ordholdenhed.

Von Brandt viser, at stæderne var sig bevidst som et i hvert fald foreløbigt
mål, at de måtte sikre sig de danske rigsråders absolutte forpligtelse på forhandlingsresultatet,indtil

handlingsresultatet,indtilkongelig ratifikation af traktaten kunne opnås. Af gåden resterer nu navnlig to problemer, dels konkret hvilken rolle i forhandlingernepå begge sider den tysk-danske adelsmand Henning Podebusk har spillet, dels i almindelighed hvilke forestillinger af statsteoretisk eller forfatningsretlignatur der kan have ligget til grund for, at kongen og hans råder synes at indtage selvstændige positioner i forhandlingsforløbet - var dette realiteteller spilfægteri? Af denne sidste politiske ingrediens var der i hvert fald en del i, hvad der blev Stralsundfredens efterspil, den hanseatiske panthavermagt i Skåne, hvor de allerede 1371 blev repræsenteret ved samme Henning Podebusk, der nu foruden at være Valdemar Atterdags drost blev hansestædernes lensmand på de skånske slotte. 1378 blev det klart, at stædernes økonomiske gevinst ved arrangementet ikke var blevet betydelig; om det blev bedre med de rent hanseatiskeadministratorer, der efter dette år sattes i stedet, er vanskeligt at sige. Men Henning Podebusk ser i hvert fald ud til at have klaret sig.

Forhandlingsforløbet efter Stralsundfreden følger von Brandt til ratifikationen ved kong Oluf 1376. Dette kaster lys over flere detaljer i den diplomatiske udvikling, men understreger også ønskeligheden af engang at få klarlagt, hvorledes hele panthaverperioden indtil 1386 forløb. En sådan undersøgelse ville formentlig pege på de interessemodsætninger mellem hansestæderne der kan have forhindret dem i at gribe slagkraftigt ind over for danske forsøg på at redde noget af det tabte. Men det ville sikkert også blive underbygget, hvad der for tiden kun kan formodes, at hansestædernes store fordel ved Stralsundfreden beroede på de herved vundne udvidede handelsrettigheder - og at disse har kunnet opveje, hvad der tabtes ved og omkring det politiske forhandlingsbord.

Der er grund til at gøre opmærksom på, at samme hæfte af tidsskriftet tillige indeholder Ahasver von Brandts redegørelse for foreningens historie, ikke mindst interessant ved at anskueliggøre brydninger mellem det videnskabelige sigte (udgiverarbejder, monografier o.si.) og folkelige, selskabelige, regionalhistoriske formål. Jubilæumshæftet indeholder også redegørelser for Stralsundfredens større sammenhæng eller lidt fjernere politiske omgivelser ved Jochen Gotze (Von Greifswald bis Stralsund. Die Auseinandersetzungen der deutschen Seestådte und ihrer Verbiindeten mit Kortig Valdemar von Danemark 1361-1370, s. 83-122) og ved Heinz Stoob (Kaiser Karl IV und der Ostseeraum, s. 163-214) tillige en oversigt over Stralsundfredens plads i hansehistorien ved Philippe Dollinger (Die Bedeutung des Stralsunder Friedens in der Geschichte der Hanse, s. 148-162), der anskuer freden under økonomisk og politisk synsvinkel, tillige stiller spørgsmålet hvorvidt den kan antages at have befordret eller forhindret udviklingen af byernes indbyrdes fællesskab, gavnet forholdet til det tyske rige eller virket på de urolige socialpolitiske tilstande i hansebyerne i den følgende periode.

Karl H. Schwebels arbejde, hvormed kollegerne i Bremen har villet markere hundredåret for Hansischer Geschichtsverein, gennemgår i en række regionalt bestemte afsnit historieskrivningen fra middelalderen, 16.-18. århundrede og 19.-20. for dens syn på Stralsundfreden og dennes politiske og økonomiske baggrund. Bogen ville have vundet i klarhed ved at koncentrere sig om den nyeste tid, der alligevel indlysende har forfatterens hovedinteresse. En række

forhold i forbindelse med historieskrivningens forskellige sigte, informationsgrad o.a. i de forskellige tidsaldre gør det vanskeligt eller umuligt at sammenligne afsnittenes tidsbestemte kapitler indbyrdes, for slet ikke at tale om deres forhold til hovedemnet eller den jubilerende genstand. Afsnittet »Allgemeine Hansegeschichte« har dog af nærliggende årsager hovedvægt på den nyeste tid og dokumenterer en kritisk opmærksomhed over for de indbyrdes stridende Gesamtkonzeptionen ikke mindst af national beskaffenhed. Det indtager en vigtig plads i bogen og kunne uden skade have været udbygget.

I afsnittet om dansk historieskrivning (s. 126-159) ville en begrænsning til det 19. og 20. århundrede have været en stor forbedring, ikke mindst på grund af forfatterens tiltalende afslappede holdning til de nationale begrebers spil i hansehistorien. Læseren havde gerne ofret, hvad der kan siges om Povl Helgesens eller Arild Huitfeldts stillingtagen til Stralsundfreden og hansehistorien, for en fyldigere redegørelse for dansk historieskrivning i de tidsaldre, hvor hansehistorien kan siges at have spillet en virkelig rolle i historikernes forestillingsverden. For den nyeste tid bygger fremstillingen - rimeligt nok - på den historiografiske skitse i Aksel E. Christensens rapport til historikermødet i Århus 1957, men går ikke ud herover, end ikke til en vurdering af selve rapportens indsats. Koncentrationen omkring den nationale historiografi, Danmarkshistorier for kortere eller længere tidsrum, bevirker tillige for Danmarks vedkommende, at der må redegøres for opfattelser i værker der kun i ringe grad evner eller ønsker at tage hansehistoriske kilder eller problemer op til selvstændig vurdering, medens specialarbejder der netop har stillet sig sådanne opgaver, lades ude af betragtning. « x*oktxv