Sigmund Goetze: Die Politik des schwedischen Reichkanzlers Axel Oxenstierna gegenüber Kaiser und Reich. Beiträge zur Sozial- und Wirtschaftsgeschichte Band 3. Kiel, Walter G. Mühlau, 1971. xiv, 410 s. Off-set tryk. DM 20,-.

Den omfattende litteratur om baggrunden for Sveriges indgriben i 30-årskrigen og målene for krigs- og fredspolitikken er blevet forøget med en ny monografi. Sigmund Goetze har ved en systematisk gennemgang af kilderne, hvor han især har kunnet drage nytte af den store kildeudgave Rikskansleren Axel Oxenstiemas skrifter och brevvåxling, Stockholm 1888-1969, suppleret med omfattende studier i det svenske rigsarkivs samlinger, kunnet tilføje emnet nye aspekter og synspunkter.

Efter en indledning om hovedlinierne i den indre politiske udvikling i på den ene side de centralistiske nationalstater Frankrig og Sverige og på den anden side Det tyske Rige følger bogens to hovedafsnit. Det første er en kronologisk ordnet fremstilling af Sveriges politiske og militære forhold til kejseren og Det tyske Rige i perioden 1630—1636, hvor Frankrig åbent trådte ind i krigen.

Der gives en grundig redegørelse for de forskellige faser i den svenske politik og krigsføring i Tyskland. Især analyseres de alliancer, som Sverige indgik eller forsøgte at få i stand med tyske fyrster, specielt med henblik på spørgsmålet om den enkelte rigsstands stilling til kejser og rige. Det er tydeligt, at der sker en udvikling, idet de første alliancer understreger, at de ikke er rettede mod kejseren eller riget, men tværtimod ve pro imperil statu, hvorimod de alliancer, der indgås efter slaget ved Breitenfeld, i de fleste tilfælde anerkender Sveriges overhøjhed og løsner forbindelserne til riget.

Det virker ejendommeligt, at en så central kilde som norma futurarum actionum,
der menes at være fra maj 1631, og som har spillet en central rolle i diskussionen
om den svenske politik, end ikke nævnes i afhandlingen.

Endnu mere betænkeligt er det, når Goetze tilslutter sig Wilhelm Koppes synspunkter (»Gustav Adolfs deutsche Politik: Pro libertate Germaniae oder contra?« i Jomsburg V, 1941), hvorefter den svenske konge i hvert fald efter Breitenfeld stræbte efter hegemoniet over hele Tyskland. Dette er en påstand, som kun få andre historikere har kunnet godtage, og de anførte kilder synes ikke særlig overbevisende.

Forfatteren begrunder ikke hvorfor den kronologiske fremstilling slutter i
1636. Ganske vist må Sverige fra dette tidspunkt indordne sin politik under
Frankrig, men dog på ingen måde som en blind vasal.

Bogens andet hovedafsnit er en systematisk behandling af Sveriges krigsmål i hele perioden 1630-48 set under et. Dette kan gøres, fordi Goetze i modsætning til andre historikere (især Michael Roberts: Gustavus Adolphus, 1953-58) mener, at vel bevirker krigsudviklingen forskydninger i krigsmålene men kun på overfladen, for substansen af disse mål er uændret fra krigens begyndelse til dens afslutning. Han modsiger herved sin egen fremstilling af, hvorledes Gustav Adolfs mål skiftede i takt med krigslykken. Til brug for analysen bruger forfatteren de tre begreber, som anvendtes i samtiden: Assekuration (sikkerhed for det ved freden vundne), satisfaktion (landafståelser som kompensation for krigsudgifter) og contentement (sold til egne og allierede tropper). Alle tre punkter hænger snævert sammen, men Goetze konkluderer, at assekuration er det vigtigste for Sverige, forstået på den måde at Det tyske Rige skal have en sådan struktur (bl. a. skal den enkelte rigsstand have jus pacts et belli) at kejserens politiske og militære magt indskrænkes til arvelandene, for kun derved er man sikret mod en fremtidig tysk ekspansion mod Østersøkysten.

Goetze understreger kraftigt, at sikringen af de tyske protestanters rettigheder ikke indgår i de svenske krigsmål. Hensynet til religionen anvendes kun som et propaganda-dække for rent magtpolitiske mål. Han forbigår her et synspunkt, som stærkest er fremført af den svenske historiker Nils Ahnlund: Det er en anakronisme at adskille religion og politik i det 17. årh. En rekatolisering af Nordtyskland havde automatisk betydet en vækst i den kejserlige indflydelse der, med åbenbare farer for Skandinavien til følge.

Den anvendte metode er en systematisk ordning og sammenstilling af en lang række udsagn om krigsmålene af Oxenstierna, Gustav Adolf, det svenske rigsråd og forskellige diplomater, især Salvius, uden hensyn til kronologien. Der er mange fordele ved en sådan fremgangsmåde, men ulemperne springer dog i øjnene: De enkelte udsagn tages ofte helt bogstaveligt uden nærmere vurdering af deres eventuelle tendens og den situation, hvori de er fremsat. Der fremføres ingen metodiske overvejelser, når retrospektive forklaringer afgivet mange år efter begivenhederne jævnføres med samtidige udtalelser, eller når instruktioner til gesandter benyttes på samme måde som fortrolige interne skrivelser.

Begge hovedafsnit slutter med nogle konkluderende betragtninger om betydningen af den westfalske fred. Goetze fremhæver, at nabostaterne ved krigen og freden forhindrede Tyskland i at gennemgå den samme udvikling mod et centralistisk styre, som de selv havde oplevet. Forfatteren viser sin indignation over udviklingen bl. a. med sætningen: »Mit dem Abschluss des Westfalischen Friedens wurde iiber den Trummern des ... Deutschen Reiches dem europåischen Gleichgewichtsdenken ein Sieg beschieden ... iiber den legitimen Anspruch einer fiihrenden abendlåndischen Nation auf Einheit, Freiheit und Selbstbestimmung« (s. 202). Goetze ser altså bort fra, at når ikke blot nabostaterne, men også tyske fyrster selv støttede denne udgang på krigen, var det fordi de fandt, at kun derved fik de sikkerhed for »Freiheit und Selbstbestimmung«, ganske vist ikke i betydningen fra 1848 men nok fra 1648.

Bogen har praecise henvisninger, et udmaerket register og en up-to-date bibliografi og vil sikkert blive hyppigt anvendt i universitetsundervisningen, netop fordi den bringer sa mange nye synspunkter og samtidig kan danne udgangspunkt for diskussioner af den anvendte metode.