Grace Fox: Britain and Japan 1858-1883. Clarendon Press: Oxford University Press, 1969. xviii, 627 s. Ill. og kort. £ 5.50. Kenneth B. Pyle : The new Generation in Meiji Japan. Problems of Cultural Identity, 1885-1895. Stanford University Press, California, 1969. viii, 240 s. $ 7.95.

Grace Fox har i et meget fyldigt værk om forholdet mellem England og Japan i årtierne efter 1858 belyst dels de diplomatiske forbindelser mellem de to lande og dels den engelske påvirkning af Japans økonomiske, teknologiske og kulturelle

Forfatteren har bygget sin fremstilling på et meget omfattende kildemateriale. Når undersøgelsen alligevel ikke forekommer tilfredsstillende, skyldes det, at den i meget høj grad er refererende og savner en egentlig problemstilling. Det konstateres, at den engelske indflydelse var »stor« og at den engelske gesandt i Japan fra 1865 til 1883, Harry Parkes, blev »the foremost foreign adviser and critic of the Mikado's government as it forged a new national life and foreign policy« (s. 249). Men hvilke interesser var det, England ville varetage gennem sin gesandt? Og hvorfor bøjede den japanske regering sig så meget over for engelske ønsker? Disse og lignende mere generelle spørgsmål drukner i det væld af enkeltheder, som bogen fremlægger.

Det nævnes flere steder (f. ex. s. 121 og 248), at England ønskede at beskytte sine handelsinteresser i Japan, men dette kan næppe i sig selv have været tilstrækkeligt afgørende for England, eftersom handelen på Japan var af et helt forsvindende omfang (s. 368f.). Snarere var det vel en engelsk interesse at hindre, at udviklingen i Japan medførte uønskede ændringer i Det fjerne Østen. Den nærmest diskrete engelske medvirken ved afslutningen af den japanskkinesiske traktat om Formosa 1874 (s. 304-10) illustrerer, hvorledes England var i stand til at styre udviklingen i området efter sine interesser.

Det synes at være forfatterens opfattelse, at den engelske regerings interesse i Japan var så lille, at Parkes nogenlunde kunne handle på egen hånd. De engelske indgreb i 1860'erne viser imidlertid klart, at England var villig til at handle, når det skønnede det nødvendigt. Man kan derfor om Fox' undersøgelse måske sige, at den belyser en mængde enkeltproblemer, men lader andre og større problemer übesvaret.

Kenneth B. Pyle tager et langt mere begrænset spørgsmål op. Meiji-perioden medførte enorme ændringer i det japanske samfund og åbnede tilsyneladende store muligheder. Men skulle Japan for at konkurrere med de store europæiske lande fuldstændig opgive sin kulturelle identitet? Var bevarelsen af japansk kultur en hindring for »fremskridt«?

Disse spørgsmål rejstes blandt unge veluddannede japanere i 1880'erne. Udgangspunktet blev Tokutomi Soho's bog »Det ny Japans ungdom« fra 1885, hvor der argumenteredes stærkt for en total »vesternisering« af Japan. To år senere organiserede Tokutomi selskabet »Nationens venner«. Men allerede året efter, 1888, organiseredes »Selskabet for politisk opdragelse«, hvis ledende synspunkt var, at kun ved bevarelsen af en egen kulturel identitet kunne japanerne føle sig lige med europæerne. I deres skrifter søgte de at definere Japans særpræg og at formulere en selvstændig rolle for Japan i forhold til de europæiske

Det er debatten mellem disse to grupper, der er emnet for bogen. Forfatteren understreger imidlertid, at der ikke er den fundamentale uenighed mellem grupperne, som debatten kunne tyde på (s. 77). I øvrigt tabte Tokutomi's bevægelse ret hurtigt terræn, og afslutningen på debatten blev for så vidt sat med den kinesisk-japanske krig 1894^95. »Nu skammer vi os ikke længere ved at stå over for verden som japanere«, skrev Tokutomi begejstret i slutningen af 1894 (s. 175). Han tog for resten i sine senere år helt afstand fra sin ungdoms skriverier.

Det er således en temmelig kortvarig og måske ikke særlig dybtgående debat, forfatteren har analyseret. Men den er alligevel et interessant bidrag til forståelsen af de problemer, der knytter sig til en hurtig modernisering og industrialisering af et samfund. Myp_T B A ._¥TD