Eckardt Opitz: Österreich und Brandenburg im Schwedisch-Polnischen Krieg 1655-1660. Vorbereitung und Durchfuhrung der Feldzüge nach Danemark und Pommern. Wehrwissenschaftliche Forschungen, Abteilung Militargeschichtliche Studien, herausgegeben vom Militargeschichtlichen Forschungsamt Bd. 10. Boppard am Rhein, Harald Boldt Verlag, 1969. X, 361 s. Kort. DM 38,-.

Den del af de for Danmarks historie sa skaebnesvangre krige mod Sverige 1657-60, der udspilledes i Jylland, har langt om laenge faet en veldokumenteret, videnskabelig behandling. De demografiske og sociale folger af krigen i Jylland er tidligere behandlet af Aksel Lassen i bogen Skabnedret 1659 (Arhus 1958), men i studiet af den politiske baggrund har man hidtil vaeret henvist til J. A. Fridericias Adelsvaldens sidste Dage (1894), som tilmed behandlede denne del af krigen ret perifert, og de militaere begivenheder er hidtil kun behandlet i enkelte detail-undersegelser.

Fra udenlandsk side er det kun polske historikere, der har ofret synderlig interesse for dette felttog, sikkert inspireret af polakken Jan Paseks velkendte farverige erindringer fra sin deltagelse i krigen. Den grundlaeggende forskning pi grundlag af dansk og polsk materiale blev foretaget i 1930-erne af Wladyslaw Czaplinski (»Polacy z Czarnieckim w Danii«, Rocznik Gdafiski 1936 - et arbejde som Opitz ikke udnytter) samt af Adam Kersten i hans Czarniecki biografi fra 1963 (jvnf. Historisk Tidsskrift 12. rk. II (1966-67) s. 247f.), som dog bortset fra pamflet-litteratur ikke har tilfojet emnet nyt kildemateriale.

Deter saledes et jomfrueligt emne Opitz har behandlet, og han har kunnet benytte store arkiv-grupper, som naesten helt har vaeret forbigaet af tidligere forskning. Dette gaelder forst og fremmest den kejserlige feltmarskal Montecuccolis feltarkiv, der findes saerdeles velordnet i Kriegsarchiv i Wien og indeholder savel de indkomne breve som koncepter til eller kopier af de udgaede. De brandenburgske militaere arkiver er stort set gaet tabt, men i det tidligere projsiske statsarkiv nu Deutsches Zentralarchiv i Merseburg i osttyskland findes kurfyrst Frederik Wilhelms arkiv i nogenlunde uskadt stand. Her har Opitz bl. a. haft det held at finde en kilde, som de polske forskere maerkelig nok har overset, nemlig en tysk oversaettelse af et nu forsvundet polsk diarium fra felttoget.

Derudover har Opitz udnyttet den danske generalkrigskommissaer Ditlev v.
Ahlefeldts arkiv pa godset Hasseldorff i Holsten, som ikke har vseret brugt
af forskningen siden L. Bobe" i 1896 udgav v. Ahlefeldts memoirer.

Opitz har udnyttet de naevnte samlinger samt flere andre arkiver systematisk og tilsyneladende udtommende. Pa denne baggrund kan det undre, at han ikke har brugt Rigsarkivet i Kobenhavn. I samlingen Tyske kancellis udenrigske afdeling, Brandenborg A 11, Bog C findes saledes adskillige indberetninger

fra forhandlinger med de allierede under krigen samt centrale dele af Ditlev v. Ahlefeldts arkiv, der er udtaget af arkivet på Hasseldorff. Sådanne undersøgelser ville vel næppe have ændret ved de afgørende konklusioner, men havde kunnet nuancere fremstillingen og yderligere skærpe forfatterens berettigede mistillid til værdien af Ditlev v. Ahlefeldts memoirer (bl. a. Ahlefeldts fremstilling af beslutningsprocessen ved iværksættelsen af felttoget i august 1658).

Værket er udkommet i en militærhistorisk skriftrække og har da også som hovedsigte fremstillingen af de militære forhold bl. a. ved rekonstruktion af styrkelister, skildring af de enkelte slag illustreret ved en række glimrende kortskitser, samt analyser af den anvendte strategi og taktik på baggrund af Montecuccolis teoretiske skrifter. Men i modsætning til mange traditionelle militærhistoriske værker har bogen den store fortjeneste, at den ikke behandler de militære forhold og begivenheder isoleret, men hele tiden lægger vægt på vekselvirkningen mellem de politiske beslutninger og den militære situation. Et gennemgående træk i afhandlingen er således analyser af, hvorledes koalitionen mellem Østrig, Brandenburg, Polen og Danmark fungerer i praksis, med perspektiver der rækker langt ud over afhandlingens kronologiske rammer.

Undersøgelsen viser overraskende nok, at det ofte er den svageste part i koalitionen, nemlig Polen, der får sine politiske mål trumfet igennem ved trusler om at slutte separatfred med Sverige og svinge over til det franske parti i Europa. Allerede det 19. årh.s forskere (især E. Haumant: La guerre du nord et la paix d'Oliva, 1893) pegede på, at rivaliseringen mellem datidens supermagter Frankrig og Østrig havde stor indflydelse på krigsføringen i Norden. Men for første gang dokumenterer Opitz, hvorledes det allerede fra årsskiftet 1658/59 træder klart frem, at afgørelsen i denne krig vil ske ikke ved hjælp af våben men ved diplomatiet. Analyser af de enkelte militære beslutninger viser, hvorledes disse næsten fra krigens begyndelse må underordnes hensynet til stormagternes politik. De efter tidens forhold store allierede hære skulle ikke så meget tilføje fjenden afgørende nederlag, som ved deres tilstedeværelse tvinge ham til forhandlingsbordet. Det vigtigste for såvel kejser Leopold I som for den store kurfyrste var derfor, at hæren blev opretholdt i god stand, det vil sige fik rimelige forsyningsområder. Det er i konsekvens af dette, at man i juni 1659 forsøger en overgang til Fyn. Tidligere forskning (især Fridericia) har antydet, at forsøget ikke var alvorligt ment, men Opitz understreger, at forsyningssituationen i Jylland var så alvorlig, at hæren enten måtte over til Fyn eller helt trækkes væk fra Jylland. Det viste sig ved flere forsøg, at uden nederlandsk flådestøtte kunne en overgang til Fyn ikke gennemføres, og en sådan støtte ville Generalstaterne på daværende tidspunkt af hensyn til Frankrig og England ikke yde.

Derfor måtte kurfyrsten modstræbende i august 1659 gå med til de fra foråret 1659 med stigende styrke fremførte kejserlige krav om et angreb på svensk Pommern med hærens hovedstyrke. Hensigten hermed skulle dels være at befri Polen fra de derværende kejserlige styrker, dels på denne måde at lette det franske pres mod Spanien, som kejseren af politiske grunde var afskåret fra at hjælpe direkte.

Bogen er særdeles velskrevet med grundige henvisninger til kilder og litteratur.Det
skal dog bemærkes, at skildringen af baggrunden for Roskildefreden
er meget overfladisk, ligesom det virker ejendommeligt at begivenhedsforløbet

orklares ved et langt citat fra den tyske udgave af Ludvig Holbergs Danmarkshistoriefra 1759. Dateringerne angives konsekvent efter den gregorianske kalender, men på siderne 63-65 (udviklingen frem til freden i Roskilde) anvendesligeså konsekvent den julianske kalender.

Når en enkelt mand skal behandle et så stort emne, kan man naturligvis ikke med rette forlange, at alle aspekter skal medtages. Det havde dog været interessant, om Opitz havde kunnet redegøre for krigens financiering, forsyningssystemet og krigshandlingernes betydning for civilbefolkningen. I en exkurs analyseres dette forhold dog for hertugdømmernes vedkommende. Opitz når som Aksel Lassen (men i modsætning til polske forskere, især Adam Kersten) til den konklusion, at det er berettiget når krigen i den folkelige tradition har fået navnet polakkrigen, da disse tropper virkelig har hørt til de mindst disciplinerede blandt de allierede og har gjort sig skyld i systematisk udplyndring af befolkningen.] Karl-Erik Frandsen