René Rémond: La vie politique en France depuis 1789. Tome 2: 1848-1879. Coll. U. Paris, Librairie Armand Colin, 1969. 379 s. 28 F.

I sit andet bind når René Rémond frem i sin skildring af det franske politiske
systems historie til 1879. Medens bd. 1, som han skriver i sit forord »couvrait

une soixantainc d'années, cclui-ci n'en traitc que la moitié«. Dette skyldes, hævder han, »la discontinuité que affecte cette periode«, en forklaring, der i nogen grad virker som en efterrationalisering, da man vel næppe kan hævde at årene mellem 1789 og 1848 var præget af en større politisk og konstitutionel kontinuitet end de i dette bind behandlede tredive år. Sandheden er vel snarere, at bogen er svulmet ud over forf.s oprindelige intentioner, og spændende bliverdet derfor at se, om Rémond kan leve op til sit løfte om at behandle de næste halvfems års politiske udvikling i eet bind.

Men 1879, siger Rémond, er ikke tilfældigt valgt som modpol til 1848. Disse 31 år udgør nemlig et sluttet hele, for det var i denne periode, at »le passage de Poligarchie å la democratic« fuldbyrdedes. Den provisoriske regerings beslutning 2. marts 1848 om indførelsen af den almindelige, mandlige valgret, en beslutning, fremhæver Rémond, uden europæisk fortilfælde, viste sig at være irreversibel. Hverken den konservative 2. republik eller det bonapartistiske 2. kejserdømme søgte at omstøde denne afgørelse. Begge byggede principielt på den almindelige valgret, omend de i vexlende omfang og med et rigt udvalg af midler søgte at neutralisere dens virkninger. Sagt på en anden måde var årene mellem 1848 og 1879 den periode, hvor det franske politiske system vænnede sig til at leve med den almindelige valgret som det givne udgangspunkt.

Også i dette bind opretholder Rémond sin hovedthese, at man skal »considérer les faits politiques comme une réalité autonome, dont l'explication doit étre d'abord demandée au politique«. Sociale faktorer indregnes som politiske, men ikke økonomiske: »Nous ne nions pas que les phénoménes économiques puissent avoir des incidences sur d'autres series de faits, mais leur influence ne s'exerce jamais directement: elle est presque toujours réfractée par la mediation de réalités intermédiaires, psychologiques ou idéologiques«. Fortolker man Rémond derhen, at han afviser muligheden af at påpege en eentydig sammenhæng mellem den økonomiske og den politiske udvikling, har han naturligvis ret, ligesom man kun kan sympatisere med fremhævelsen af, at økonomiske faktorer kun får politisk gennemslagskraft i det øjeblik de omplanter sig til psykologiske handlingsudløsere hos den enkelte og hos masserne. Men bruges synspunktet som her til totalt at negligere den økonomiske udvikling, bliver det en svaghed, al den stund det vanskeligt kan benægtes, at overgangen fra det politiske oligarki til det politiske demokrati netop har en intim sammenhæng med den økonomiske udvikling, der er en hovedforudsætning for, at denne overgang overhovedet kunne finde sted. Derfor ville det i høj grad have været ønskeligt, om Rémond havde søgt at konkretisere og exemplificere arten og omfanget af samspillet mellem økonomi og politik i denne periode.

Er Rémonds grundholdning således uændret i forhold til bd. 1, er hans disposition forandret. I hans første bind lå tyngdepunktet i skildringen af det politiske systems konstanter, medens i bd. II variabierne er i centrum. Havde bd. 1 emanciperet sig fra at »suivre le detail contingent et mouvant de la chronologie«, følger bd. 2 i langt højere grad en rent kronologisk struktur. Rémond hævder, at det er periodens konstituerende træk, der har medført denne accentforskydning, men nægtes kan det ikke, at hans fremstilling herved er blevet væsentlig mere traditionel, og ihvertfald for en historiker byder på mindre stof og færre ny synsvinkler end det forrige bind.

Således virker gennemgangen af den 2. republik noget overdimensioneret ud fra bogens sigte, ligesom for mange uvæsentlige detailler er medtaget i skildringen af 3. republiks fødselsveer, medens virkningerne af bogens grundthese: indførelsen af den almindelige valgret som en ny politisk konstant forflygtiges, og fx. udviklingen af det franske partisystem bliver nok så stedmoderligt

Som bd. 1 er bogen forsynet med en udmærket bibliografi, og de anker,
der er fremført i denne anmeldelse, skal ikke skjule, at den i mange forhold
er en udmærket håndbog over tidens politiske Frankrigshistorie.