Stig Dreijer: Åland under stora nordiska kriget. En studie rorande forhällandena på Åland 1700-1721. Skrifter utgivna av Ålands kulturstiftelse V. Mariehamn 1970. 213 s. Ill.

Ålandsøerne og Den store nordiske Krig fremkalder som regel associationer til de resultatsløse forhandlinger, som Sverige og Rusland førte her i årene 1718-1719 og til øernes rolle som base for russiske angreb på de svenske østersøprovinser ved hjælp af zar Peters nye, effektive våben: en galejflåde af stor

manøvredygtighed. Den foreliggende fremstilling, der oprindeligt er skrevet som. en licentiatafhandling, har ikke til hensigt at uddybe disse begivenheder eller i det hele taget at bidrage til Den store nordiske Krigs politiske eller militære historie. Den vil derimod give en sammenhængende fremstilling af begivenhederne på Ålandsøerne under hele krigen; hovedsigtet har været at undersøge den lokale befolknings levevilkår, sådan som de udviklede sig i takt med krigens vekslende faser.

Krigen greb drastisk ind i Ålændingenes dagligdag, også i perioden op til 1713, hvor Ålandsøerne befandt sig uden for den egentlige militære zone. Arbejdskraften tappedes for nogle af de mest arbejdsduelige mænd og kvinder ved udskrivninger til den svenske flåde, rømninger for at unddrage sig værnepligten og - for kvindernes vedkommende - bortrejse for at undgå en forøget arbejdsbyrde ved mændenes forsvinden. De alvorlige konsekvenser heraf for landbruget forværredes ved en misvækstperiode plus påfølgende pestepidemier. Også stationeringen af svenske beskyttelsestropper tyngede hårdt på den lokale befolkning. I en vis periode efter Åbos fald oversvømmedes øerne af flygtninge, som brugte dem som mellemstation på vejen til Sverige. De tilbageblevne blev udsat for de russiske troppers plyndringer.

Efter Freden i Nystad vendte ålændingene tilbage, støttet af statsmagten; der forestod et stort genopbygningsarbejde, som også indirekte støttedes af den svenske statsmagt ved skattelettelser. På forbavsende kort tid blev samfundet retableret og levevilkårene kom hurtigt op på samme niveau som før krigen.

Hovedkilderne til arbejdet har været de ålandske dombøger, mandtalslister, landshøvdinge-indberetninger til kongen samt de ålandske kirkearkiver. En ret speciel kilde er partisanen Stefan Lovings optegnelser. Af fremstillinger benytter forf. såvel svenske som finske og russiske. Bogen er forsynet med omfattende bilag i form af mandtalslister, statistiske tabeller over kirketiende, deltagelse i altergangen i de forskellige sogne, ålændinge i russisk fangenskab, fødte, gifte og døde m.v.

Dreijer er i stand til at korrigere flere af de hævdvundne opfattelser; han påviser f.ex., at de omfattende plyndringer, der fandt sted under krigen, ikke alene skyldtes de russiske soldater, men at også de svenske beskyttelsestropper og de indfødte selv tog del heri i takt med den tiltagende demoralisering efter myndighedernes flugt til Sverige.

Afhandlingen er velargumenteret og virker overbevisende i sine ræsonnementer.
Det er lokalhistorie på et fornemt niveau og en fascinerende analyse af
et samfund, der under extreme vilkår undergår en fremadskridende OpløSningS-