Charles R. Planck: Sicherheit in Europa. Die Vorschläge für Rüstungsbeschränkung und Abrüstung 1955-1965. Schriften des Forschungsinstituts der Deutschen Gesellschaft fur Auswärtige Politik e.V., Band 27. München, R. Oldenbourg Verlag, 1968. 224 s. + 11 kronologiske oversigtstavler. 38.00 DM.

Charles R. Planck, en ung amerikansk forsker, har skrevet denne bog under et studieophold dels ved Forschungsinstitut der Deutschen Gesellschaft fiir Auswårtige Politik i Bonn i samarbejde med en af instituttets ledere, Uwe Nerlich, som har bidraget med en omfattende indføring i problematikken (s. 15-28), og dels ved Washington Center for Foreign Policy Research. På sidstnævnte institution har han i øvrigt tidligere udgivet en god, lille oversigt over vestmagternes genforeningspolitik (Charles R. Planck: The Changing Status of German Reunification in Western Diplomacy, 1955-1965. Washington Center of Foreign Policy Research, Baltimore 1967). På denne baggrund skulle der være en udmærket mulighed for en frugtbar kombination af en tysk politisk-historisk præget tradition med en amerikansk teoretisk-analytisk. Resultatet er imidlertid en bog, som har langt de fleste lighedspunkter med det første udgangspunkt.

Bogens formål angives at være en systematisk og historisk oversigt og analyse af de politisk vigtigste forslag til europæiske sikkerhedsordninger i det årti, som fulgte efter Forbundsrepublikken Tysklands optagelse i NATO (s. 15). Problemstillingen har først og fremmest været at tydeliggøre de sammenhænge, der eksisterer mellem Tysklandspolitikken, det vestlige forsvarssystem og den europæiske sikkerheds- og afrustningspolitik inden for rammerne af et system, hvor problemet »status quo« stod åbent. Fremstillingen bygger hovedsagelig på officielt, dokumentarisk materiale fra nedrustnings- og Tysklandskonferencer og forhandlinger på multilateral og universel basis samt på enkeltstaters forhandlingsudspil.Forfatteren har i særlig grad benyttet materiale fra det tyske forskningsinstitutsrigholdige dokumentationsafdeling og anvendt dets »historik«prægedepublikationer om nedrustnings- og sikkerhedspolitik, frem for alt HermannVolle und Claus-Jiirgen Duisberg: Probleme der internationalen Abriistung.Die Bemiihungen der Vereinten Nationen um internationale Abriistung und Sicherheit 1945-1961, Bd. I/11, Frankfurt/M., Berlin 1964, og Hermann Volle und Helga Haftendorn: Sicherung vor Vberraschungsangriffen im Atomzeitalter,Frankfurt/M., Berlin 1962. Planck har ved gennemgangen af de statslige,officielle rustnings-, kontrol- og nedrustningsforslag valgt et analytisk snit i materialet ud fra tekniske kriterier med hovedafsnit for det første om oprettelsenaf videregående efterretnings- og kommunikationssystemer, for det andet om formindskelse af stridskræfterne, d. v. s. alle former for reduktion i den militære kapacitet, og for det tredie om erklæringer vedrørende afkald på magtanvendelse.Inden

anvendelse.Indenfor disse områder følges hovedsagelig en kronologisk inddelingafsluttende
med et analyseafsnit. Det sidste hovedområde er helliget forbindelsenmellem
sikkerhedsforanstaltninger og politiske faktorer.

Sicherheit in Europa er en omhyggelig og detailleret oversigt over et vigtigt problem i efterkrigstidens europæiske historie. Den bringer ingen væsentlige nye aspekter om emnet. Dens force er først og fremmest dens dokumentariske sammenstilling af staternes modstående - og i ganske få tilfælde sammenfaldende synspunkter. De vigtigste resultater af undersøgelsen er påvisningen af, at de østlige og vestlige forhandlingspositioner i perioden i det væsentlige har været konstante og dermed uforenelige. Endvidere fremhævelsen af, at der kan opereres med tre former for opfattelser af rustningskontrol eller nedrustnings- eller - som de også benævnes - sikkerhedsforanstaltninger: 1) Foranstaltninger, som når de skal realiseres kræver samtidige løsninger af politiske problemer, idet grundopfattelsen er den, at eksistensen i den militære konfrontation i højere grad er betinget af politiske interessekonflikter end af en indre dynamik i det påståede rustningskapløb. 2) Foranstaltninger, som går forud for realiseringen af politiske løsninger, idet nedrustning under virksom kontrol forudsættes at manifestere en vis tillid mellem staterne, hvorved afspændingstanken kan fremmes. 3) Foranstaltninger, som opfattes som helt adskilt fra politiske reguleringer og som eventuelt kan betragtes som politisk neutrale. Over for truslen om en militær konfrontation er de politiske problemer efter denne opfattelse af mindre

Planck mener, at Forbundsrepublikken hovedsagelig har benyttet den første opfattelse; den amerikansk-britiske politik er i overensstemmelse med den anden. De sidstnævnte synspunkter er gældende for den sovjetiske Tysklandspolitik. På den anden side hævder Planck imidlertid (s. 76), at Sovjetunionens nedrustningsdoktrin frem for alt er baseret på den opfattelse, at årsagerne til den farlige situation på det europæiske kontinent ligger i konfrontationen al enormt militært potentiel og først i anden række i de politiske meningsdivergenser. Modsætningsvis skulle vestmagterne have den opfattelse, at den militære konfrontation er resultatet af de politiske modsætninger, og at nedrustning kun kan finde sted samtidig med eller som følge af politiske aftaler, som kar gå i retning af ophøret af den politiske deling af det europæiske kontinent Videre er det forfatterens opfattelse, at en ændring i den militære situation Europa kun kunne gennemføres via rustningskontrolforanstaltninger, foranstalt ninger som måtte opfattes som måske det vigtigste instrument i Tysklands politikken for både vest- og østmagterne. Det anses for afgørende, at der ti stadighed bestod en snæver sammenhæng mellem sikkerhedsproblemer oj Tysklandspolitik. De to blokkes nedrustningspolitik er således at se som for skellige former for forhandlingstaktik.

Disse hovedresultater, som fremføres i forskellige versioner, forekommer hve for sig rimeligt argumenterede - men anvendeligheden kan drages i tviv først og fremmest på grund af indbyrdes uoverensstemmelse og en betydeli] begrebsuklarhed. På den ene side har forfatteren et ønske om en analyse indei for historiske og politiske rammer - på den anden side er fremstillingen præge af en række implicite præmisser: f. eks. at resultatet af den førte politik bø være stabilitet, at forhandlingerne bør føre til resultater - og helst i den oven

nævnte retning, at man på dette grundlag kan foreskrive staterne, hvorledes de bør handle eller burde have handlet (eks. s. 38, 47, 55, 107). Det føles som en svaghed, at forfatteren ikke har gjort sig sit teoretiske udgangspunkt klart. Denne mangel fører til en række urimeligheder i analysens vigtigste dele, som det fremgår af ovenstående gengivelse af hovedresultaterne. Videre skaber begrebsuklarheden problemer. 81. a. anvendes sikkerhedsforanstaltninger«, »rustningskontrol« og »nedrustning« til tider som synonymer - til tider med en vis afgrænset betydning (s. 182). Planck anfører (s. 101) at disengagementtermener uanvendelig som analytisk begreb. Dette turde ligeledes være tilfældetmed sikkerhedsbegrebet, som i fremstillingen anvendes i tide og utide - både analyserende og politiserende.

Men studien er - trods de åbenlyse analysesvagheder - præget af væsentlige og interessante betragtninger og overvejelser. Således f. eks. diskussionen om effekten af mulige kontrolforanstaltninger i Europa (s. 158), hvor Planck gør opmærksom på de store vanskeligheder og farer: Muligheden for en fortsættelse og måske en intensivering af konflikten mellem vest og øst - med andre midler - f. eks. ved varierende former for indgreb og indblanden i kontrolmekanismen.

Alt i alt er Sicherheit in Europa et interessant bekendtskab - ikke mindst
på baggrund af de sidste års politiske udvikling på dette område.