Hermann Weber: Die Wandlung des deutschen Kommunismus. Die Stalinisierurtg der KPD in der Weimarer Republik. Gekürzte Studienausgabe Basis. Frankfurt am Main, Europäische Verlagsanstalt, 1971. 405 s. DM 9.-.

I denne studieudgave af Hermann Webers grundlæggende undersøgelse af det tyske kommunistiske partis (KPD) forvandling i årene 1924-1929, det Weber kalder partiets stalinisering, er der desværre udeladt vigtige dele af originaludgaven, der udkom i 1969; det gælder ikke bare vigtigt trykt og utrykt kildemateriale, statistisk materiale angående førerkorpset og partifunktionærerne, men osse de værdifulde kortbiografier over 504 ledende KPD-funktionærer. Ligeledes savnes meget hårdt originaludgavens kilde- og litteraturfortegnelse. Disse forhold gør naturligvis bogen mindre egnet som instrument i historisk øjemed.

Dette forhindrer dog ikke, at Webers undersøgelse udfylder et vigtigt hul i den ellers ret omfattende litteratur mht. KPD's historie i Weimarrepublikken der dog for det meste har beskæftiget sig med partiets historiske og politiske rolle i årene 1918-1933; selv østtyske historikere er i udstrakt grad veget uden om behandlingen af partiets organisationshistorie i årene 1924—1929, hvor KPD blev det, der i officiel østtysk sprogbrug kaldes et »Partei neuen Typus«; Weber derimod taler måske mere præcist om partiets stalinisering. Ved stalinisering forstår han følgende: »Das bedeutet den Wandel von einer Partei mit einem hohen Mass innerer Demokratie, die zugleich von inneren Fraktionskåmpfen zerrissen ist, in eine disziplinierte Partei mit zentralisierter Befehlsgewalt. Stalinisierung heisst Verånderung der inneren Parteistruktur, Entstehung einer monolithischen, straff disziplinierten und zentralisierten Organisation, in der die Fiihrung mit Hilfe des hierarchisch aufgebauten Parteiapparats die Mitglieder beherrscht und die Politik im Sinne und entsprechend den Weisungen der Stalinschen KPdSU bestimmt« (s. 8). Modellen herfor var naturligvis Stalins omorganisering af det soyjetrussiske kommunistparti; i Webers øjne betød det den tyske kommunismes afgørende forvandling.

KPD's historie i Weimarrepublikkerl og isaer i arene 1924—1929 er historien om, hvorledes de egne tyske bidrag til kommunismens udvikling i det 20. arh. som f. eks. Rosa Luxemburgs demokratiske kommunisme efterhanden osse i det af bl. a. hende stiftede tyske parti blev kvaernet ned med alle stalinismens metoder til fordel for enhedspartiet, apparatpartiet. Deter osse historien om, hvorledes fa, men i taenkning originate kommunistiske personligheder, der maske kunne have givet kommurtismen et andet ansigt, af forskellige arsager - bl. a. hojreorienterede gruppers politiske mord - blev skaret ned og udskiftet med en raekke af middelmadigheder.

Da Webers hovedanliggende er etableringen af det monolitiske enhedsparti, kommer selve baggrunden for KPD, dets dannelse i 1918 og partiets tidlige historie til at stå svagere. Det er i grunden synd, at en af det 20. årh.s kommunismes virkeligt originale og stadigt mere aktuelle tænkere, nemlig Rosa Luxemburg, får så lidt plads; kættersk var og er stadig for mange hendes definition på demokratisk kommunisme: »Freiheit nur fur die Anhånger der Regierung, nur fur die Mitglieder einer Partei - mogen sie noch so zahlreich sein - ist keine Freiheit. Freiheit ist immer die Freiheit des ånders Denkenden ... Es ist die historische Aufgabe des Proletariats, wenn es zur Macht gelangt, anstelle der biirgerlichen Demokratie sozialistische Demokratie zu schaffen, nicht jegliche Demokratie abzuschaffen . . .« (cit. s. 13-14). Hendes urimelige død i 1919 hindrede, at hun personligt kom til at præge partiet mere, men ikke at hendes ideer i flere år prægede partiets linie og struktur, indtil hendes tilhængere gradvis blev udrensede og »Luxemburgismen« i årene 1923/25 - parallelt for øvrigt med den næsten samtidige fordømmelse af »Trotzkismen« - af partiet blev stemplet som en forkert teori og kætteri. Og det stempel skulle hun og hendes tænkning bære i mange år.

Vejen til staliniseringen af partiet var absolut ikke givet og ligetil. Den tidlige tyske kommunisme havde ret forskelligartede strømninger, der alle søgte at give partiet dets præg eller bevare deres særpræg i partiet; måske er Webers vurdering på denne baggrund berettiget, at den demokratiske variant af kommunismen virkeligt havde haft chancer, hvis den ikke i den grad var blevet reladet partiets første år. Det manglede enhedspræg, de mange interne kontroverser og forskellige taktisk fejlagtige dispositioner i republikkens første tid bevirkede dog, at alternativet enhedsparti eller demokrati i partiet tilspidsedes.

Afgørende for den udvikling, der førte til omstruktureringen fra 1924, af var dog ikke blot partiets indre udvikling. Lige så betydningsfuld var impulsen og presset udefra, nemlig fra Komintern. Mens KPD fra Kominterns dannelse ved siden af SUKP havde været toneangivende, var den ledende rolle i 1920'rne gradvis gledet over til Moskva. Og Komintern begyndte nu at blande sig. Under pres om bolchevisering fra Komintern og dens leder Sinoviev og det stadigt mere dominerende SUKP begyndte det tyske parti fra 1924/25 at skifte karakter og struktur, indtil det omkring 1929 kunne siges at være forstenet til et monolitisk apparatparti. Weber skildrer udførligt, hvordan denne proces fandt sted, hvordan det gik dem, der ikke passede ind (udrensninger og fraktionsdannelser uden for partiet), og hvordan det etablerede apparat efterhånden totalt kom til at beherske partiet og dets politik. Samtidig kom det osse i stadig større afhængighed til Komintern og SUKP. Men osse efter 1929 stødte stalini-

seringen på vanskeligheder; helt til 1933 måtte partiet kæmpe med interne
fraktionsdannelser, der var følgen af traditionen med det interne demokrati.

Selv om Weber har måttet undvære vigtigt kildemateriale såsom KPD's korrespondance med Komintern og protokollerne fra Centralkomiteen og Politbureauets møder — han har forsøgt at råde bod herpå gennem interviews med de ledende funktionærer - må hans bog karakteriseres som et overmåde værdifuldt bidrag til KPD's historie i Weimarrepublikken. Nyttige er osse hans materialer til skildring af KPD's situation i Weimarrepublikken samt ekskursen over den østtyske historieskrivning mht. omstruktureringen 1924—1929. Ikke helt overbevisende virker derimod hans definitioner af retningerne i den tyske kommunisme såsom »Rechte«, »Linke«, »Ultralinke« og »Versohnler«; her havde mere stringens, hvis en sådan er mulig, været ønskelig.