Nordisk arkivsamarbejde har lang tradition, gående fra arkivudvekslinger og -overenskomster over fælles undersøgelser i Vatikanet, Moskva og Berlin til udgivelsen af kvartalstidsskriftet Nordisk Arkivnyt. I 1935 tog den daværende svenske rigsarkivar Helge Almquist initiativ til at man i forbindelse med et almindeligt nordisk historikermøde desuden arrangerede en nordisk arkivdag til drøftelse af fælles problemer. Denne institution har vist sig levedygtig: der er mange fælles problemer. I tilknytning til historikerkongressen i København mødtes nordiske arkivfolk da for 10. gang til arkivdag 7.-8. august 1971. Forhandlings-

emner var 1) Registrering af store moderne arkiver (»massearkivalier«) og 2) Arkivernes placering i den historiske forskning. Indlæg fra arkivdagen findes trykt i Arkiv 3. bd., 1971, s. 327-46, i Heimen XV, 1972, s. 529-38 og i Arkiv, Samhålle och Forskning nr. 14, 1972, s. 7-12.

De to forhandlirigsemner afspejler væsentlige og komplementære sider af arkivernes aktuelle situation i samtlige nordiske lande, kort formuleret som arkivmassernes voksende pres og forskningens voksende krav. Den eksplosionsagtige udvikling af den offentlige administration har skabt et hidtil uoverkommeligt registreringsproblem, idet de traditionelle registreringsformer er utilstrækkelige til at gøre de moderne arkivaliemasser umiddelbart tilgængelige for forskningen. De nordiske arkivstyrelser var enedes om på arkivdagen at redegøre for registreringsproblematikken inden for visse centrale fonds, og der fremkom officielle indlæg om registreringen af udenrigsministerielle sager, handels- og toldsager, skattesager, skolesager, sociale sager, sygehussager og tekniske forvaltningssager. Disse var som ventet alle stærkt koncentreret om en analyse af det enkelte konkrete registreringsproblem. Principielle betragtninger og generelle løsninger var det overladt til forsamlingen at formulere under den egentlige debat. Men forsamlingen svigtede, debatten forløste ingenting, men skejede ud i en diskussion om hvorvidt arkiwæsenet burde registrere massearkivalierne i 2 tempi, nemlig i første omgang ganske nødtørftigt ved modtagelsen og senere mere fyldestgørende i forbindelse med løsningen af konkrete forskningsopgaver. Naturligvis kom man også ind på de muligheder, som edb åbner for en registrering netop af massearkivalier, men konstruktive forslag til et egentligt edb-registreringsarbejde fremkom ikke. Det viste sig at være en benlys at indlæggene ikke forelå duplikeret, således at forsamlingen i forvejen kunne skaffe sig overblik og debatten følgelig samle sig om de generelle problemer.

Så meget desto væsentligere forekom forhandlingen om mødets andet emne, arkivernes placering i den historiske forskning. Især må Niels Petersens og Ingemar Carlssons perspektivrige oplæg fremhæves. Det førstnævnte, der drejede sig om registreringsarbejder og publikationer, formulerede arkivdagens eneste konstruktive løsning af arkivernes kritiske situation imellem arkivaliemasser og forskningskrav: I stedet for traditionelle registraturer må der etableres vejledninger i benyttelsen af de enkelte arkivfonds især med henblik på brug af de hjælpemidler, der er skabt af den arkivdannende institution som en integrerende del af arkivet. Vejledningen må fremstå som en analyse dels af det administrative mønster, i hvilket det pågældende arkivfond er blevet til, dels af arkivets tekniske opbygning. Under debatten blev der yderligere slået kraftigt til lyd for udarbejdelse af saglige indgange til arkivmaterialet.

Arkivdagen bragte deltagerne megen arkivfaglig erkendelse. Spørgsmålet
bliver nu, om den lader sig positivt udnytte. rB„Tm, Tr „„_