Heinrich Bruning: Memoiren 1918-1934. Stuttgart, Deutsche Verlags-Anstalt, 1970. 721 s. 1 planche. 30 DM.

Heinrich Brunings tid som tysk rigskansler (28. marts 1930-30. maj 1932) er en af de mest omdiskuterede perioder i nyeste tysk historie. Og den vurdering, historikerne har givet af Bruning og hans politik, må i det store hele siges at have været mere negativ end positiv; årsagen hertil kan bl.a. søges i det forhold, at det var under Brunings regeringstid, at Hitler og hans nationalsocialistiske parti for alvor blev en politisk faktor af betydning i Weimarrepublikken. Og Bruning er af såvel samtiden som eftertiden blevet kritiseret for at have bidraget til denne udvikling gennem den politik, han praktiserede på f.eks. det økonomiske område til bekæmpelsen af den økonomiske verdenskrise, ligesom han kritiseres for gennem sin regeringspraksis at have været med til at skabe forudsætningerne for Hitlers magtovertagelse i 1933.

Det har længe været kendt, at Bruning havde skrevet erindringer fra sin rigskanslertid, men først efter hans død i marts 1970 kunne disse gøres tilgængelige for historikerne og en større offentlighed, da Bruning angiveligt af samvittighedsgrunde vægrede sig ved at lade dem udgive. De formidler hans egen udførlige redegørelse for hans rolle i tysk politik i årene 1930-1932.

Denne bog er ikke erindringer i egentligste forstand, idet den kun beskæftiger sig med Brunings liv som aktiv politiker; hvis man vil erfare mere om Brunings person, må man ty til Brunings nære ven og medarbejder Gottfried R. Treviranus,hvis erindringer Das Ende von Weimar. Heinrich Bruning und seine Zeit (Diisseldorf1968) i det hele taget er et nyttigt supplement til Brunings egne. Det er måske betegnende for Bruning, at han lader sine erindringer starte med soldatertiden under 1. Verdenskrigs slutfase; denne krig gav ham som så mange andre af hans generation øjensynligt den afgørende livsoplevelse, nemlig den såkaldte »Fronterlebnis«.Denne frontoplevelse går som en slags rød tråd gennem memoirerne og den blev også en ledetråd i hans politiske adfærd: den undergivne reserveofficersholdning

officersholdningtil den militære øverstkommanderende (Hindenburg), hans appel til Adolf Hitler efter nationalsocialisternes valgsejr i 1930 om støtte under henvisning til den fælles og forenende frontoplevelse. Fra hans valg til leder af et soldaterråd under novemberrevolutionen 1918 følger man hans politiske karriere inden for Zentrumspartiet frem til 1929, hvor han blev leder af Zentrums rigsdagsfraktion og snart kom på tale som den mand, der af visse kredse ønskedes placeret på rigskanslerposten. Erindringerne formidler billedet af en konservativ og på bunden monarkistisk indstillet person, hvis sympati så afgjort lå hos partiernetil højre for Zentrum. Som eksempler på hans indstilling kan nævnes hans stille beundring for Kapp-kuppet i 1920, mens novemberrevolutionen nærmest chokerede ham. Man får også det indtryk, at Bruning i grunden ikke følte sig særlig godt tilpas i Weimarrepublikkens parlamentariske demokrati, og at han også i ret udpræget grad manglede forståelse for et demokratis pluralisme. Og i 1929/1930 var det kommet så langt med Tyskland, at denne mand af visse indflydelsesrigekredse blev udset til at være rigskansler.

Ligesom Brunings hidtil eneste større udsagn om sin rigskanslertid, hans brev til Rudolf Pechel i 1947 {Deutsche Rundschau 70, h. 7, s. 1-22), der var Brunings svar på kritik fremsat bl. a. af Hans Schlange-Schoningen i bogen Am Tage danach, 1945 (Schlange-Schoningen havde været medlem af Brunings regering), er skildringen af de to år som rigskansler i udpræget grad et defensorat for hans person og hans politik. Denne næsten fra dag til dag gennemførte redegørelse er afgjort også den historisk mest betydningsfulde del af erindringerne. Bruning skriver i indledningen: »Es gibt immer verschiedene Losungen schwerer Probleme.Nichts ist gefåhrlicher, als wenn politische Fiihrer oder Parteien an die Unfehlbarkeit einer einzigen Losung glauben . ..« (s. 13). Måske kan dette opfattessom den aldrende Brunings tvivl på rigtigheden af den politik, han søgte at realisere - det var i hvert fald ikke den indsigt, der prægede hans politiske praksis som rigskansler. På ret anskuelig måde demonstrerer erindringerne den økonomisk-finansielle eksperts tro på, at der i årene 1930-1932 kun var én løsning på de problemer, verdenskrisen medførte for Tyskland; og Bruning argumenterer meget for, hvorfor han valgte denne løsning (deflationspolitikken), og ikke lyttede til f.eks. Keynes, der anbefalede en inflationistisk finanspolitik. Bruning søgte at bekæmpe krisen og dens virkninger gennem deflationspolitikken til trods for, at han udmærket var klar over, at denne i sig selv ville virke kriseforstærkende, da den indskrænkede den økonomiske aktivitet endnu mere; han kan vel heller ikke have været uvidende om denne politiks politiske ulemper, da den var alt andet end populær. Forklaringen herpå var bl.a., at det for Bruning ikke blot drejede sig om at få Tyskland ud af krisen. Målet for Brunings politik var i lige så høj grad at få Tyskland fritaget for Versaillesfredens skadeserstatningsbetalinger, som man trods krisen fortsat opfyldte; midlet hertil var deflationspolitikken, idet Bruning ville vise, at Tyskland trods dets gode vilje ikke var i stand til at opfylde de pålagteerstatningsforpligtelser. Bruning søger at vise, at der var en indre linie i hans politik: efterhånden som tiden skred frem forventede han, at løsningen på de indenrigspolitiske problemer (ikke alene den økonomiske krise, men også den politiske krise og det uafklarede forhold til det nationalsocialistiske problem) ville følge, når hans revisionistiske udenrigspolitik havde opnået for Tyskland gunstige resultater i form af en afslutning på skadeserstatningsbetalingerne og

Tysklands rustningsmæssige ligestilling med de øvrige stater; derved ville Versailles-»diktatet«også have mistet noget af sin indenrigspolitiske propagandavirkning.Bruning kommer dog også til at vise, hvor fatal en sådan politik var på det tidspunkt.

Det bør selvfølgelig medgives Bruning, at der bl.a. som følge af hans store bestræbelser over for udenlandske politikere var rimelige udsigter til at hans politik med tiden ville lykkes; men det var et kapløb med tiden, og det tabte Bruning, således at det blev hans efterfølgere der høstede frugten af hans arbejde. På den anden side bør det fremhæves, at denne sikkert sagligt motiverede politik var psykologisk og politisk forfejlet, fordi den intet hensyn tog til et kriseramt tysk folk. Det er derfor typisk, at man i erindringerne læser den økonomiske og finansielle eksperts endeløse udredninger om økonomiske og finansielle forhold, bliver sat ind i hans store bestræbelser for at sikre tyske og udenlandske personers støtte for hans politik og får en masse statistik forelagt som udtryk for hans ærlige og samvittighedsfulde arbejde. Derimod får man ikke indtryk af, at Bruning i særlig stor grad har haft forståelse for de mennesker, der råbte smædeord som »Hungerkansler« efter ham. I det hele taget synes det at have skortet på kontakt til det tyske folk: man hører utroligt lidt om de millioner, der var arbejdsløse, korttidsarbejdere eller havde fået deres løn kraftigt beskåret, de mennesker hvem Bruning ikke mente at kunne love andet end nye ofre og som med tiden stemte nationalsocialistisk eller kommunistisk, fordi der fra den side blev lovet dem alt, de millioner af mennesker der dagligt måtte betale prisen for Brunings politik.

Generelt set bringer disse dele af erindringerne ikke opsigtsvækkende nye detaljer til billedet af Brunings politik; væsentlige nye detaljer indeholder memoirerne dog på to andre punkter, nemlig Brunings forhold til nationalsocialisterne og hans monarkistiske restaurationsplaner i forbindelse med forlængelsen af Hindenburgs rigspræsidentperiode. Bruning synes således efter septembervalget 1930, der nidoblede nationalsocialisternes mandattal, at have haft langt intimere og hyppigere kontakter med Hitler og hans fæller, end det hidtil har været kendt, og han synes også at være gået ret vidt i forsøget på dels at sikre sig deres støtte til den af Bruning tilsigtede udenrigspolitik, dels på at få deres medvirken til planen om en parlamentarisk forlængelse af Hindenburgs embedsperiode - selvfølgelig på Brunings betingelser, hvilket var uakceptabelt for nationalsocialisterne. For at løse den politiske krise påtænkte Bruning at restaurere monarkiet og dermed skrue udviklingen tilbage til tiden før 1918 — øjensynligt var planen vidt fremskreden, men strandede angiveligt, fordi Hindenburg ikke ville være stedfortræder for kronprinsen, men ønskede Wilhelm 11. tilbage til tronen! Man bliver også udførligt sat ind i den voksende fremmedgørelse mellem Bruning og samme Hindenburg, der kulminerede i maj 1932 med Hindenburgs afskedigelse af Bruning.

Bruning lægger ikke fingrene imellem i skildringen af tidens fremtrædende personer: udpræget sympati møder man dog for de socialdemokrater, som han i grunden stod politisk fjernt, men som var rede til at støtte hans politik. Derimod er Bruning ret hård ved forskellige personer fra højrepartierne, da disse ikke efterkom hans anmodninger om samarbejde. Og af Hindenburg-myten er der ikke meget tilbage.

Bruning har med sine erindringer ikke givet memoiregenren nye fascinerende

momenter; han er en tør, saglig og måske lidt kedelig fortæller. Det bør man som historiker ikke beklage; sikkert er det, at hans erindringer kritisk benyttet vil blive af betydelig værdi for den historiske forskning i Weimarrepublikkens slutfase.Det vil dog næppe medføre nogen ny og dermed mere positiv vurdering af Bruning. v n„_D„_TIAV T AWm„„c