Willy Hartner: Die Goldhörner von Gallehus. Die Inschriften, die ikonographischen und literarischen Beziehungen, das Entstehungsdatum. Wiesbaden, Franz Steiner Verlag, 1969. 115 s. 114 Fig. 2 Foldetavler.

Forfatteren er Professor i Videnskabens Historie ved Johann Wolfgang Goethe- Universitetet i Frankfurt a. M.; af Fag er han Astronom, men en Interesse for Stjernebilledernes Historie har bragt ham til at studere orientalske Sprog; han har ogsaa haft en Lærestol i nordiske Sprog, og er saaledes godt inde i Oldnordisk. Hans udvalgte Afhandlinger er udgivet af hans Elever paa hans Tres-Aarsdag i 1968 under Titlen Oriens et Occidens. Emnerne er Videnskabens Historie og historisk Astronomi fra Kina, Nær-Østen, Islam og Renaissancen.

De to Guldhorn der blev fundet 1639 og 1734 og i 1802 blev stjaalet og omsmeltet, regnes for at være Arbejder fra samme Haand og dateres af Arkæologerne til + 400-450. Det først fundne Horn, hvoraf kun den yderste Del mangler, kaldes gerne Det lange Horn; det andet, hvoraf en noget større Del mangler,

kaldes Det korte Horn. Vort Kendskab til dem beror paa Afbildninger og Beskrivelser;
der har været fremsat utallige Forsøg paa at forklare hvad Billederne
paa dem forestiller.

Professor Hartners Tolkning rummer fire Hovedpunktcr.

Det første angaar den dobbelte Række af smaa Figurer paa Det lange Horn, Ring 1. Det korte Horn har øverst en Indskrift med Runer af den ældre Futhark; den læses: ek hlewagastiß holtija hornaß tawido, »Jeg Lægæst, Holts Søn (eller: fra Holt) har lavet Hornet«. Professor Hartner betragter de smaa Figurer paa Det lange Horn som et Kryptogram og tyder det saaledes: lupa horns ens hélpa hjoho, »Dette Horns Trylledrik skal hjælpe Folket (eller: Stammen)«. Om denne Tydning er rigtig kan jeg ikke afgøre; den er naaet i Samraad med sagkyndige, men rummer Afvigelser fra Sproget som det ellers kendes fra denne Tid. Derimod synes det indlysende at Billederne udgør et Kryptogram; Optællingen af Gentagelser beviser det.

Professor Hartners anden Tesis er at de to Indskrifter indeholder en Talmagi som beror paa Tallene 24 og 8; den ældre Futhark bestaar af 24 Runer, delt i 3 »ættir« paa 8 Runer hver. For Runeindskriften paa Det korte Horn er Sagen oplagt. Her er 32 Tegn i alt, bestaaende af 16 forskellige Runer; Tværsummen er 408 = 17 x 24. Denne Form for Talmagi stammer fra Gnosis; lad mig minde om Johannes's Aabenbaring 13:18: »Dyrets Tal er 666«. Tværsummen findes idet Runerne faar Tal efter deres Rækkefølge i Runealfabetet, og disse Tal lægges sammen.

I Kryptogrammet paa Det lange Horn findes efter Forfatterens Tolkning 22 Runetegn (+2, en Bold og en Kølle, altsaa 24); der er brugt 12 forskellige Runer, og Tværsummen er 288 = 12 x 24. De to Tal, 12 og 17, forholder sig til hinanden som Siderne og Diagonalen i et Kvadrat.

Forfatteren har undersøgt samtlige fuldstændige Runeindskrifter fra Tiden + 400-600, 6 paa Runesten, 9 paa Brakteater, og har fundet at Tværsummen i 6 Tilfælde er delelig med 24, i 5 Tilfælde med 8. Med 11 af 15 er der en meget stor statistisk Sandsynlighed for at det maa være tilsigtet.

Professor Hartners tredie Tesis gaar ud paa at Guldhornene er lavet som
Følge af en Solformørkelse som fandt Sted den 16. April 413, efter en total
Maaneformørkelse den 4. November 412.

Formørkelser afhænger af Maaneknuderne, som er Maanebanens Skæringspunkter med Ekliptika. Disse to Punkter flytter sig langs Ekliptika med en Omløbstid af 18.6 Aar, og Forfatteren har vist at de i senantik Astronomi og Astrologi havde Plads blandt Planeterne, hvis Tal saaledes blev 9. De havde Navn efter en Drage som antoges at fremkalde Formørkelserne ved at sluge Solen eller Maanen; nodus ascendens kaldtes Dragehovedet, nodus descendens Dragehalen, og tilsammen fremstilledes de som to Slanger sammenslyngede Hoved mod Hale. De to Knuder er lige gode om at fremkalde Formørkelser; hvis Sol og Maane mødes paa samme Knude, bliver der Solformørkelse; hvis de samtidig staar paa hver sin Knude, bliver der Maaneformørkelse. Disse Pseudoplaneter havde ikke noget Hus blandt Dyrekredsens 12 Huse, men Dragehovedet havde sin Exaltation i Gemini, Dragehalen sin i Sagittarius, og de kunde fremstilles paa Billeder ved at der til Dyrekredstegnet blev føjet en Knude.

Et af Professor Hartners Hovedværker er en Afhandling: The Earliest History

of the Constellations in the Near East and the Motif of the Lion-Bull Combat, hvori han viser at en Række billedlige Fremstillinger fra Oldtiden og op til islamisk Tid forestiller Dyrekredstegn og andre Stjernebilleder og hentyder til deres Opgang og Nedgang, som var af Betydning for Fastsættelse af Tidspunktet for Pløjning, Saaning eller Høst. Der er en übrudt Tradition, som ogsaa omfatter Tiden for Guldhornenes Tilblivelse.

Paa Det lange Horn findes paa Ring 1, mellem Kryptogrammets to Rækker Tegn, en Dobbeltslange der peger mod en Figur af en halvt formørket Sol. Den ses ikke klart paa Worms Kobberstik, men er tydelig paa Laverentzens Stik, og er desuden beskrevet af Jørgen Sorterup. Paa Ring 2 ses indpunslet to symmetriske, foroven menneskelige Væsener, som forneden danner en Sløjfe: Gemini med Maaneknuden, for Dragen der foranledigede Maaneformørkelsen. For Dragehalen, som foranledigede Solformørkelsen, ses een Gang paa hvert Horn Sagittarius som en Bueskytte der sigter paa en Hind, Solhjorten, og een Gang paa hvert Horn en Kentaur, ganske vist uden Vaaben, men en Løvekentaur, som i Følge Forfatteren kun forekommer i Fremstillinger af Sagittarius.

Det har længe været kendt at Billeder paa Hornene henhører under nordisk Mytologi; især har Axel Olrik fremhævet Forekomsten af de to Solulve, Skoll og Hati. Disse er en mytologisk Forklaring paa de to Bisole som i nordiske Egne kan vise sig hver paa sin Side af Solen, altid i samme Afstand. Efter den Ældre Edda følger Skoll efter Solen mens Hati, som er Søn af Fenrisulven, søger at afskære den fra Horizontens Ly. Naar det lykkes, opstaar Solformørkelse.

Paa Det korte Horn, Ring 1, ses de to Ulve der fra hver sin Side angriber
Solhjorten. Paa Ring 4 jages de to Ulve af en bevæbnet Mand, som jeg mener
maa være Thor.

Paa Det lange Horn, Ring 4, jages de to Ulve af en bevæbnet Mand, som Professor Hartner formoder er Thor, og paa Ring 6 ses de to Solulve vendt imod hinanden, men der er ingen Solhjort mellem dem. Derimod ses paa samme Ring et Tyrehoved med Skæg, og det kan i Følge Professor Hartner kun forestille Taurus. Over Tyrehovedet ses en stor Stjerne med mange Straaler.

Mellem + 339 og 639, inden for hvilket Tidsrum Guldhornene er blevet til, indtraf kun een total Solformørkelse som var synlig i Gallehus (og Roskilde), nemlig den 16. April 413. Da formørkedes Solen Kl. 2 om Eftermiddagen og Stjernehimlen saas, med alle fem Planeter paa Række. Solen stod i Tyrens Tegn, under Tyrens Hoved; Venus straalede ogsaa i Tyrens Tegn, men over Tyrehovedet. Paa Det lange Horn, Ring 6, ser vi de to Solulve, der markerer den Plet, hvor den formørkede Sol findes, under Tyrehovedet, og Venus staar i sin Glans over Tyrehovedet. Man kan vanskeligt tænke sig et klarere Billede af netop den Stjernehimmel der saa overvældende viste sig ved højlys Dag i 413, og som vises i Bogen paa Fig. 97 b.

Til denne Fremstilling knytter Forfatteren en Række Tolkninger af enkelte
Figurer som Symboler paa Stjernebilleder, mange meget overbevisende, enkelte
mere tvivlsomme.

Professor Hartners fjerde Tesis, at Hornene har haft en apotropæisk Hensigt,
synes klart bevist, dels ved Tolkningen af Kryptogrammet, dels ved en Betragtning
af Solulvenes Forekomst.

Herudover indeholder Bogen en Række andre Tolkninger af enkelte Figurer,
og mange Henvisninger til Den Ældre Edda, som citeres i rigt Maal; hertil kommer
de 114 Figurer hvormed Forfatteren underbygger sin Tolkning.

Det er ikke paa alle Punkter jeg kan følge Professor Hartner; men med de fire
Hovedpunkter mener jeg at han har ydet et selvstændigt og meget værdifuldt
Bidrag til Forstaaclsen af Hornenes Dekoration. A P n