Rolf Kluge: Norge og den 2. verdenskrig: Hjemmefrontledelsen tar form - Kretsen dannes sommeren 1941. Studier i Norsk Samtidshistorie. Oslo, Universitetsforlaget, 1970. 98 s. 12 no. kr.

Samtidshistorisk forskningsgruppe er en kreds af yngre norske historikere omkring professor Magne Skodvin, som i de seneste år har publiceret en række afhandlinger vedrørende Norge under den anden verdenskrig. Det er sket i billigbogsformat, med en brøkdel af de pengemidler og faciliteter som besættelsesprogrammerne i Danmark og Sverige har haft at råde over, og det har - hvad der ikke er det mindst prisværdige - bragt en række specialeafhandlinger ud til offentligheden, hvis skæbne ellers ville have været universiteternes arkiver.

Forskningsgruppens seneste offentliggørelse er Rolf Kluges studie i den tidlige modstands organisationshistorie. Kretsen var en i sin oprindelige form løst sammensatog uformel gruppe af fremtrædende nordmænd (Paal Berg, Gunnar Jahn, Eivind Berggrav og Didrik Seip m.fl.), der fandt sammen i sommeren 1941 i fælles bestræbelse på at styrke samarbejdet mellem hjemme- og udefront ved at

sende en repræsentant for modstandsbevægelsen til London. Resultatet blev at eksilregeringen, til trods for at ingen i Kretsen besad noget politisk mandat, når bortses fra Einar Gerhardscn fra Arbejderpartiet, men alene optrådte i kraft af deres personligheds autoritet, indvilligede i at optage finansråden Paul Hartmann i ministeriet. Den her etablerede kontakt med London - længe den civile modstandsbevægelseseneste - blev af afgørende betydning for Kretsens senere centraleplacering i modstandsarbejdet og førte i juni 1943 til Londons godkendelse af denne og Paal Berg som leder af Civilorganisationen. Endelig i efteråret 1944 udnævntes Berg til formand for den samlede hjemmefrontledelse. Det er den spæde begyndelse til et af norsk modstandsbevægelses magtfuldeste politiske organer, som Kluge har påtaget sig at afdække gennem en detaljeret rekonstruktion, fortrinsvisbaseret på beretninger, afgangen på de to møder i juni og august der gik forud for Hartmanns sendelse i september. Han understreger det improviserede i hele arrangementet, men fremhæver samtidig at det ikke var tilfældigt, at netop disse mennesker mødtes, som var forbundet af venskaber og forretningsforbindelser,og hvis kerne havde stået sammen i kampen for grundloven under Rigsrådsforhandlingerne.Det påvises at initiativet udgik fra et mindretal af et mere radikalttilsnit, som ønskede et »krigskabinet« etableret i London af repræsentanter fra hjemmefronten, og som behøvede Paal Berg-gruppens autoritet for at fremme sagen. Men Berg og mændene omkring ham kunne ikke gå ind for en effektiviseringaf modstandsapparatet på bekostning af sammenholdet omkring landets konstitutionelle myndigheder, og tanken blev aldrig realiseret. Af samme grund førte møderne heller ikke umiddelbart til den aktivering af hjemmefrontledelsen, som initiativtagerne havde ønsket. Wams Tljr,HHni?w