Klaus-Jürgen Müller : Das Heer und Hitler. Armee und Nationalsozialistisches Regime 1933-1940. Schriftenreihe des militärgeschichtlichen Forschungamtes. Beitrage zur Militär- und Kriegsgeschichte Bd. 10. Stuttgart, Deutsche Verlags-Anstalt, 1969. 711 s. (583 s. tekst med dokumentarisk tillæg). 38 DM.

Med denne 583 sider store og til tider ret omstændeligt skrevne afhandling har Klaus-Jiirgen Muller givet en yderst udførlig redegørelse for forholdet mellem på den ene side Adolf Hitler og hans nationalsocialistiske styre og på den anden side hæren og dens ledende skikkelser i tidsrummet fra magtovertagelsen 1933 frem til vestfelttoget i maj 1940; de synspunkter, Muller fremlægger i bogen, kan på flere måder siges at korrigere og nuancere de hidtidige opfattelser såvel af hærens stilling som helhed som navnlig af enkelte af de centralt placerede og ledendemilitærpersoners rolle og holdning under og til det 111. Rige. Forf. har osse i sin fremstilling kunnet bygge på et langt mere omfattende og bedre kildematerialeend hans forgængere (f.eks. Wehrmachtsarkivet, samtidige breve og dagbøger); dog synes han i nogle tilfælde at gå for let henover de problemer,

kildematerialet rejser mht. repræsentativitet, ligesom selve kildeanvendelsen
undertiden forekommer for ukritisk.

For vurderingen af hærens rolle i og dens forhold til den nationalsocialistiske stat må det være ret væsentligt, hvad Hitlers magtovertagelse i 1933 betød for hæren. For Muller bliver dette bl.a. et spørgsmål om kontinuitet mht. hærens og dens ledende repræsentanters politiske opfattelser og målsætninger; og det er en af Mullers centrale theser, at der ikke skete noget egentligt kontinuitetsbrud i 1933, men først i 1938 med reorganiseringen af Wehrmachts- og hærledelse. Denne kontinuitet ser forf. i de ledende personers bestræbelser på at sikre hæren en særlig vægt og betydning og dermed en i osse politisk henseende indflydelsesrig position i den nye stat.

Forf.s udgangspunkt er en skildring af Reichswehr og officerskorpsets stilling i Weimarrepublikken. Hæren var sluppet intakt igennem republikkens urolige start; den blev i kraft af sin blotte eksistens en vigtig politisk faktor i Weimarrepublikkens labile politiske system til trods for, at dens forhold til det parlamentariske demokrati må betegnes som køligt, ja negativt: hær og officerskorps havde vanskeligt ved at identificere sig med et politisk system, der ikke opfyldte de under kejserriget prægede idealforestillinger om et autoritært struktureret politisk system indadtil og en nationalstatslig stormagtsstilling udadtil, et system hvori hæren og officerskorpset ville få en særlig position.

Denne holdning til Weimarrepublikkens politiske system forklarer til en vis grad hærens og officerskorpsets holdning til magtovertagelsen. Som helhed - der var selvfølgelig undtagelser — synes man at have været positivt og sympatisk indstillet til det nye som nationalt opfattede regime, fordi dette syntes at skulle realisere idealforestillingerne såvel indenrigspolitisk som udenrigspolitisk. Osse Hitler selv bestræbte sig på at få et positivt forhold til den væbnede magt, og hans ord om hær og parti som de to bærende søjler i staten blev opfattet som udtryk for, at der skulle tilfalde hæren en særlig position i det nye system. Reichswehrledelsen (Blomberg og Reichenau) og hærledelsen (Fritsch og Beck) tog derfor imod Hitlers udstrakte hånd (våbenmonopol og oprustning mod til gengæld at forholde sig neutral på det indenrigspolitiske plan).

Muller påviser, at der i forholdet til den nationalsocialistiske stat ingen principiel uoverensstemmelse var mellem Reichswehrledelse og hærledelse: man akcepterede statens nationalsocialistiske grundlag og ønskede at sikre den væbnede magt en vigtig position. I spørgsmålet om hvordan, altså metoden, var der derimod visse meningsforskelle. Reichswehrledelsen søgte at realisere målsætningen gennem en bevidst åbnings- og optionspolitik over for systemet: man forholdt sig neutral under det indenrigspolitiske opgør i forbindelsen med den totale magtovertagelse frem til sommeren 1934, hvilket faktisk betød, at man tog parti for Hitler og nationalsocialisterne; man lod hæren indoktrinere med nationalsocialistiske ideer og søgte i enkelte situationer (f.eks. mht. arierparagraffen) at agere mere nationalsocialistisk end det egentlig var påkrævet (dette er nu nøjere analyseret i M. Messerschmidt: Die Wehrmacht im NS-Staat. £eit der Indoktrination. Hamburg, R. v. Decker's Verlag - G. Schenck, 1969). Hærledelsen, der en stor del af vejen fulgte Blomberg og Reichenau, søgte derimod at sikre hæren en autonom sfære midt i en nationalsocialistisk omverden. Dette var navnlig tilfældet, da systemets totalitetstendenser fra sommeren 1934 osse rettedes mod hæren.

Miiller har ret, når han hævder, at hærledelsens politik selvfølgelig var urealistisk, da regimets totalitetsbestræbelser ikke kunne tolerere en ikke-nationalsocialistisk enklave i et nationalsocialistisk system; alene værnepligtens indførelse ville ændre grundlaget for hærens sammensætning. På den anden side førte Reichswehrledelsens politik og de mange kompromisser, den derved indgik, f.eks. opstillingen af bevæbnede SS-enheder, til en gradvis underminering af målsætningen og dermed til en svækkelse af hærens stilling som magtfaktor.

Bruddet med kontinuiteten skete formelt i 1938 med de ledende personers tilbagetræden; den selvstændige politiske ledelse elimineredes faktisk, da Hitler selv overtog Blombergs post, mens Reichenaus Wehrmachtsabteilung fra 1935 gradvis var blevet opbygget til OKW under Keitcl. Fritsch blev efterfulgt af Brauchitsch, der faktisk renoncerede på at kæmpe for hærens magtposition, og Beck af Haider, der drog konsekvensen af den mislykkede politik og tænkte på statskup. Dermed havde hæren udspillet sin rolle som politisk magtfaktor. Muller påviser dog overbevisende, at der næppe var andre muligheder for Brauchitsch og Haider. Bruddet i 1938 bliver dermed i høj grad en konsekvens af den politik, Reichswehrledelse og hærledelse havde ført op til 1938.

Mullers redegørelse for de førende generalers rolle i det 111. Rige i tiden op til 1940 kaster også nyt lys over andre vigtige aspekter af hærens historie som f.eks. forholdet mellem OKW og OKH og hærens holdning til Hitlers udenrigspolitik; vigtigt er det, at Muller i nogen grad korrigerer billedet af de ledende personer Reichenau, Beck, Fritsch og Brauchitsch; derimod virker Mullers vurdering af Blomberg lidt utilfredsstillende: var Blomberg virkelig så politisk naiv, som det hævdes i bogen?

Bogens andet store hovedtema er militæroppositionen, der allerede er udførligt behandlet af andre historikere (Krausnick, Sendtner og senest Harold Deutsch). De første tegn på principiel opposition og vilje til modstand inden for hæren falder tidsmæssigt sammen med, at den førte politik mislykkedes. Muller kalder det ejendommeligt - uden dog at forklare dette nærmere - at oppositions- og modstandstilkendegivelser først kommer til udtryk, da Hitlers udenrigspolitiske risikoog krigspolitik truer med at styre riget ind i en udenrigspolitisk katastrofe. De indre tilstande i Tyskland som f.eks. retsløsheden, polititerroren og jødeforfølgelserne havde ganske vist ofte bevirket kritik inden for hæren, men de havde dog aldrig motiveret nogen principiel opposition mod regimet endsige nogen vilje til modstand.

Det er især Haiders navn, der er forbundet med de to modstandsinitiativer i september 1938 og oktober-november 1939; foruden Haider omfattede konspirationen forskellige militær- og civilpersoner. Muller yder konspirationen den veneration, dens initiativer har krav på, selv om forf. nok virker lidt skeptisk mht. de muligheder, der realistisk var for et gunstigt udfald. Enkelte af de oppositionelle kan vist osse nærmest karakteriseres som fantaster.

Mullers gennemgang af militæroppositionen er yderst minutiøs, og han har da osse givet nye træk til billedet af denne opposition; dog forekommer det lidt urimeligtog set i et større historisk perspektiv ret formålsløst at fremdrage nye eksempler på oppositionelle planer og rådslagninger, når det af forf. erkendes, at de kun var en episode og uden nogen som helst betydning for det videre forløb (eksempelvis Witzleben-Sodenstern s. 399ff.). I det hele taget har Mullers ellers

så solide fremstilling fået slagside gennem den opmærksomhed, der vies denne opposition; set i relation til dens faktiske betydning indtager den en alt for stor plads (også omfangsmæssigt) i bogen. Dette synes at berettige en mere principiel betragtning, der måske ikke umiddelbart virker forståelig for en tysk historiker: osse udenlandske historikere har respekt for de mennesker, der i et totalitært diktaturaktivt går ind i oppositions- og modstandsplaner og -aktioner, men det forekommer dog, at dette anliggende (oppositionen mod Hitler) burde behandles med større nøgternhed fra tysk side. Mon ikke tiden efterhånden er moden til en i alle henseender virkelig kritisk redegørelse for oppositionen og navnlig for dens faktiske betydning? I al fald virker det i Mullers tilfælde lidt urimeligt, at forskelligeoppositionelle militærpersoner (Haider, Witzleben, Canaris og delvis Beck) undertiden får tildelt en del mere opmærksomhed end dem - og det var vel trods alt flertallet - der i realiteten direkte eller indirekte gik ret langt i støtten til Hitler og hans regime. Det lykkes imidlertid Muller at vise, at hæren i denne fase af det 111. Rige ikke var den faktor, hvorfra der kunne forventes opposition og modstand. Og Muller viser også hvorfor.

Vurderet som helhed er Mullers bog et vægtigt bidrag til hærens historie under det 111. Riges første del; der fremsættes i bogen en del nye synspunkter, der er præget af forfatterens ret kritiske holdning til det behandlede emne. Man kunne blot ønske, at samme fremgangsmåde var blevet anvendt på militæroppositionen.