Seppo Rytkönen: Barthold Georg Niebuhr als Politiker und Historiker. Zeitgeschehen und Zeitgeist in den geschichtlichen Beurteilungen von B. G. Niebuhr. Annales Academiae Scientiarum Fennicae. Ser. B, tom. 156. Helsinki, Suomalainen Tiedeakatemia, 1968. 373 sider + index. 45 FM.

Dette værk er - som undertitlen siger — et forsøg på at påvise den indflydelse Niebuhrs politiske tænkning og stillingtagen til samtidige begivenheder har haft på hans opfattelse af Roms historie. Samtidig bliver det på grund af Niebuhrs opfattelse af Historien også en klarlæggelse af de påvirkninger, som han modtog via sit arbejde med Oldtiden, og som var afgørende for hans vurderinger af de problemer, han som politiker kom til at stå overfor.

For at påvise den udvikling Niebuhr gennemløber både som historiker og politiker har forf. inddraget et omfattende kildemateriale, der spænder fra Bonn-årenes forelæsningsnotater til privatbreve og arkivalier. Rytkonen har forstået at indføje dette store og vanskeligt håndterlige materiale i sin fremstilling og har lykkeligvis undgået at fordybe sig i Niebuhrs helt private forhold og - udover hvad er nødvendigt - i hans noget vanskelige temperament.

En kronologisk disponering af stoffet ligger lige for, og forf. har delt sin fremstilling op i 3 hovedafsnit. Første afsnit dækker perioden frem til 1806, hvori Niebuhr befandt sig i dansk statstjeneste og under påvirkning af revolution og bondefrigørelse skrev sin aldrig udgivne: »Zur Geschichte der Romischen Staatslåndereien«. Dette værk underkastes en omhyggelig analyse, og forf. påviser især Niebuhrs daværende afhængighed af Oplysningstidens idéverden. I perioden 1806-16, hvor Niebuhr var i preussisk tjeneste, skrev han sit hovedværk »Romische Geschichte«, som senere kom i en revideret 2. udgave. Det skete i Bonn-årene - Niebuhrs lykkeligste - som gøres til 3. hovedafsnit, og som tidsmæssigt falder efter Wienerkongressen. På grundlag af 1. og 2. udgave påviser Rytkonen, at reaktionen ej heller gik Niebuhr forbi.

Den historiske viden, som er en nødvendig forudsætning for at forstå Niebuhrs stillingtagen i en given situation, forudsætter forf. ikke. Der findes således adskilligedigressioner om f. eks. de politiske forhold i Preussen og i Danmark, bøndernes kår på Irland etc. Dette sammenholdt med forfatterens disciplinerede brug af citater gør fremstillingen yderst levende. Opfattelsen af Niebuhr som

den egentlige grundlægger af den videnskabelige udforskning af Oldtiden lader forf. med rette stå. Men det er typisk, at det først sker efter en kort, men forsvarliggennemgang af oldtidsforskningen før og efter Niebuhr. Denne fremstillingbliver således udover en klar og lasseværdig introduktion til Niebuhr også et stykke 19. årh.s historieskrivningens historie. p.... cw^™