Ashin Das Gupta: Malabar in Asian Trade, 1740-1800. South Asian Studies. Cambridge University Press, 1967. xii + 205 s. 55 sh.

Som det fremgår af titlen beskæftiger bogen sig med handelen på Malabarkysteni det 18. århundrede. Tidsangivelsen 1740-1800 virker lidt misvisende, eftersom bogen begynder sin beskrivelse af forholdene på Malabarkysten omkring1728 og har mange værdifulde oplysninger om tiden forud for dette år,

hvorimod de sidste årtier af århundredet er noget stedmoderligt behandlet. Malabar omfattede ved det 18. århundredes begyndelse fire kongedømmer og en række mindre fyrstendømmer. Det største og rigeste af kongedømmerne var Travancore. De dominerende handelscentre var havnebyerne Calicut og Cochin. Her eksisterede endnu ved århundredets begyndelse en handelsstruktur, i hvilkenindiske købmænd spillede en afgørende rolle som opkøbere og sælgere af provinsens eksportvarer. Deres stilling var første gang blevet truet, da de europæiskekompagnier etablerede sig på kysten og forsøgte at monopolisere handelen ved hjælp af deres flåder og passystemer. Hollænderne var imidlertid ikke så fortrolige med markedet, at de kunne undvære de lokale købmænd, og Das Gupta mener, at det var lykkedes disse at bevare deres position og integrere kompagniernes handel i den eksisterende økonomiske struktur.

Omkring 1728 begyndte en udvikling, der radikalt kom til at ændre de politiske og økonomiske forhold. På denne tid tog en højkonjunktur sin begyndelse i Calicut. Safavidedynastiets fald i Persien 1722 og de politiske omvæltninger, der derefter fandt sted, førte til en omlægning af handelsvejene, som betød at nordindiske og arabiske købmænd i stigende omfang søgte ned til Calicut efter peber. Efterspørgselen medførte en betydelig prisstigning både i Calicut og i Cochin. Omtrent samtidig, 1729, fandt der et politisk systemskifte sted i Travancore, hvor Martanda Varma blev konge. Han forsøgte at bryde aristokratiets magt og opbyggede et centraliseret embedsmandsstyre. Udadtil førte han en ekspansionspolitik, som truede med at forrykke magtbalancen i Malabar. Malabarfyrsternes hovedindtægtskilder bestod traditionelt af toldindtægter. Disse var imidlertid ikke tilstrækkelige til at danne den finansielle basis for Martanda Varmas ekspansionspolitik og hans nye administrationsapparat. En statslig monopolisering af handelen - især peberhandelen — udgjorde derimod en mulig tilfredsstillende indtægtskilde. En sådan nyskabelse reagerede hollænderne imidlertid skarpt imod. I 1740 angreb de Travancore for at forhindre denne stat i at monopolisere sin handel, men i 1741 led de et totalt og afgørende nederlag. Travancore var herefter i stand til at fortsætte sin ekspansionspolitik, et handelsdepartement overtog handelen med peber, og senere føjedes en række andre vigtige varer til. Købmændene forsvandt, og handelen blev i hovedsagen varetaget af embedsmænd. Travancore havde sat et eksempel, som andre sydindiske fyrster senere forsøgte at efterligne.

Det varede noget inden englænderne og hollænderne bøjede sig for den ny tingenes tilstand og kontraherede direkte med handelsdepartementet i Travancore. Selv da handlede de ikke på lige fod med andre, men blev forsynet med peber til priser, der lå betydeligt under markedsprisen. Når dette var tilfældet, skyldtes det, at Bataviaregeringen stadig var en magtfaktor, man måtte tage hensyn til. For det hollandsk ostindiske kompagni var der tale om en nedgangsperiode, som endte med Malabarhandelens fuldstændige opgivelse i 1793. Det monopol på peberhandelen, som man med magt havde forsøgt at hævde, brød sammen i 1741. Størsteparten af Travancores peberhandel nåede over land til Koromandelkysten. Kompagniet kunne nu være gået ind på det frie marked i konkurrence med andre købmænd, men prisniveauet var for højt i betragtning af den profitmargin, man mente det nødvendigt at operere med. Man forsøgte sig i stedet med andre varer som klæde; men uden synderligt held.

Med megen indføling og en imponerende udnyttelse af et vanskeligt kildematerialefortæller

materialefortællerDas Gupta Malabarkøbmændenes triste historie i en tid hvor de reduceredes fra rige handelshuse, hvis skibe besejlede de indiske have og ankrede op i Mocha, Bengalen og Malacca, til pantsættelsen af deres huse og personlige ejendom. Deres fallit må først og fremmest søges i den fyrstelige handelspolitik som Travancore satte mønster for; men det hollandske kompagnis svækkelse var en medvirkende årsag.

Bogen er charmerende, men til tider noget usammenhængende skrevet. Dette skyldes delvis kildematerialets karakter, men måske også svagheder i selve opstillingen. Det bør nævnes, at forfatteren koncentrerer sig om de kræfter, som led nederlag i århundredets slutning, og ikke har ofret så meget plads på de ny, der var på vej. Der er således ikke noget klart billede af de britiske handelsinteresser. Das Gupta tager for givet, at læseren er fortrolig med lokale indiske forhold, som derfor ikke forklares tilfredsstillende. Dette gør værket mere specielt end det skønnes nødvendigt. Man savner i det hele taget en indføring fra forfatterens side i de problemer, han har sat sig for at løse, og som han så flittigt har arbejdet med. Bogen er utvivlsomt et vigtigt bidrag til det 18. århundredes handelshistorie; men det er overladt til læseren selv at vurdere forf.s resultater og indplacere dem i et bredere billede af tidens asiatiske handel. Man må håbe at historikerne ikke vil lade sig afskrække og til gengæld glæde sig over bogens både faglige og litterære kvalitet. t*™™ M™ t w.„